Red Warszawa lukkede traditionen tro Copenhell på den allermest tumpede, bøvede og underholdende måde med afslutningskoncerten på Hades. Men selv træfsikre hits og små overraskelser kan ikke dække over både bandets midtvejskrise og festivalens identitetskrise.

Retro-rocken blev lagt på hylden, og drømmen om en tilbagevenden til det gamle Opeth fik lov at leve videre.

Veteranerne fra Bolt Thrower og Benediction holder stadig dødsfanen højt i Memoriam, der stod for næsten en times tung dødsmetal på festivalen lørdag aften. Og så fik de endda selskab af en tidligere growler i de to legendariske bands.

Lige så fortryllende Myrkur er på plade, lige så forbandet synes hun at være live, hvor danskeren altid fumler rundt med udstyret.

Tysklands Powerwolf havde hverken materiale eller publikum til starte den store power metal-fest sent fredag.

Uden decideret at fejle ramte Europe ved siden af og scorede først den store gevinst fra publikum til allersidst.

For tredje gang på fire år var Carcass forbi en dansk festival. Og briterne gjorde, som de plejer: forvandlede Copenhell til en musikalsk slagtebænk. 

Devildriver stod for Copenhells første hårde metalkoncert og gav en gedigen lektion i nu metal, men elendig lyd lagde desværre en dæmper på oplevelsen.

Batushkas første besøg i Danmark var en succes – og en tiltrængt koncert, der sikrede Copenhell noget af den manglende anerkendelse i metalundergrunden.

Årets hovednavne som Slayer og Five Finger Death Punch skuffede ikke, men Copenhells højdepunkter kom fra de mindre navne. Vi giver et bud på de fem fedeste koncerter!

Med urokkelig selvtillid og foden på monitoren gav Slægt en triumf af en koncert tidligt fredag eftermiddag på Pandæmonium-scenen. Det var tiltrængt for både band, festival og publikum, der oven på en sløv torsdag fik metallen tilbage til festivalen i bedste stil.

Risings musik lød fantastisk på Hades-scenen, men kontakten til publikum måtte godt have været større for virkelig at være festskabende. Musikalsk fik man dog høj klasse.

Ghost Iris bød på store kapaciteter i det tekniske hjørne af metalcoren, mens de inviterede til fest med overraskelser på scenen.

Man fik en god og blid start på dagen med engelske The Raven Age. Men sangeren måtte godt skruen bissen på og få lidt nerve ind i stemmen.

Måske mangler sangen, der kan løfte danske Seven Thorns' power metal helt op i liga med genregiganterne, men på Copenhell viste bandet, at de i hvert fald har showet og viljen til større skalpe.

Lydstyrken var alt for lav til, at festivalens første band i hardrockerne i Inglorious kunne blive meget andet end en hyggelig seance til de første fadøl på pladsen.

Huldre satte igen gang i kædedans og fest med et imponerende musikalsk mix af folkemusik og letfordøjelig metal.

Hvordan holder man fast i den musikalske nerve og integritet, når man dybest set ikke har ændret hverken stil eller fremtoning de sidste 30 år?

Mere kant og musikalske forløsninger ville klæde Baroness anno 2017.

Når svenskerne er på toppen, er de stort set urørlige. Og således åbnede hovedscenens porte sig majestætisk med et misundelsesværdigt niveau af dødstons i pitten