Pladeanmeldelser
Pepper Keenan er tilbage i Corrosion of Conformity, der – på godt og ondt – lyder præcis, som man kunne forvente, 17 år efter denne besætning sidst udgav et album i fællesskab.
Kollapses første album bed fra sig, selv om amatørens famlen skinnede vagt igennem ellers gode ideer og viljen til at skrige dem ud. Fem år senere er snakken en ganske anden.
Med Satan og Quorthon i ryggen åbner Watain pladeåret 2018. For den dovne lytter kan det fremstå råt og primitivt, men de finere nuancer ligger lige under den grumsede overflade.
Enmandshæren Midnight tromler hen over slagmarken, og der tages ingen fanger på det nye album, ’Sweet Death and Ecstasy’.
Forsoningen mellem det dansable og det kantede er blevet skarpere, og opgraderingen fra sekstet til oktet gør Diablo Swing Orchestra til en mere spraglet størrelse end nogensinde før.
Big Mess’ debut var tættest på en Hüsker Dü-feel, men med opfølgeren bevæger bandet sig tættere på andre firserhelte. Den smager af alt det gode, vi kender fra post-punken, men også af bossanova, blå blæsere og avantgarde-støj.
Hexis' nye ep, 'VII', er en kulsort perle og en brutal omgang black metal, hvor indflydelsen fra hardcore er helt oppe i fjæset på lytteren.
Det kompakte ep-format fungerer for godt for tyske Atrocity, og de fire dødsmetalnumre er en ganske udmærket, om end ret banal appetitvækker for det næste fuldlængdealbum, der udkommer i 2018.
Tandløse, hyperproducerede kalkulationer overskygger de gode idéer på det femte album fra enmandsbandet The Ruins of Beverast. 'Exuvia' er dog ikke et uinteressant album.
Quicksand var stilskabende i en grad, så deres comeback uundgåeligt kommer til at lyde som mange af de bands, der har videreført deres lyd.
'False Idols' er spækket med gode ideer, men mange af dem drukner i forsimplet og uinteressant sangskrivning.
D-A-D-forsangeren kører den sikre og trygge vej gennem sit første soloalbum. Her er ikke noget med at iklæde sig ny stil eller nyt udtryk. Det skulle da lige være en sikkerhedsvest.
Tongues begår en stærk debutplade, der ikke lyder dansk, men i stedet rammer plet i den internationale undergrund.
Chiro beviser, at der er relevans i gendannelsen. De har begået et fornøjeligt album, hvor den specielle vokal gør godt for helheden.
Med 'Mørke' søger Psy:code den naturlige udvikling og det lykkes generelt for københavnerne. De har skabt et insisterende og udfordende univers, selvom sangenes styrke er svingende.
Defectos høje ambitionsniveau matches hverken af sangskrivning eller produktion, og det formår ikke at skygge for, hvor afskyvækkende musikken er.
Aetherian spiller nordisk dødsmetal, trods en herkomst fra under sydens sol. Det er godt, men måske ikke godt nok, for der mangler det element, der skal få bandet til at stå ud i mængden.
Morbid Angels niende plade er helt fri for elektroniske sange, men den er desværre også fuldstændig berøvet mindeværdige sange og dermed en svær skuffelse.
Der er gået 17 år, siden undergrundsbandet Galatic Cowboys sidst udgav nyt. Bandet er fortsat lige svære at placere i en bestemt musikalsk genre – heldigvis!
Grave Pleasures forener igen dommdagsprofetier med en omgang lystig rock og rul, der både er storstilet og letbenet. Igen bliver det lige akkurat så solidt leveret, at man uforløst kræver mere.