Pladeanmeldelser
Den lovede ep-opfølger til sidste års ‘World Gone Mad’ viser, at det nok var bedst, hvis Suicidal Tendencies gjorde alvor af truslerne om at holde op med at indspille musik.
Der er stjernestunder at finde på Judas Priests nye album: ’Firepower’ er en del bedre end normalen for album, som man kalder for ”det bedste siden [titlen på bandets sidste rigtige klassiker]”. Men der er for meget fyld.
Død og helvede, med alt hvad det indbefatter. Opskriften er fortsat den samme. Det smager bare lidt bedre end det plejer.
Jorden bløder. Menneskeheden er ved at skylle alt, der er godt, direkte ud universets store toilet. Heldigvis er australske In Hearts Wake parat med en løftet pegefinger og en ganske potent metalcore-udgivelse.
Næh se, japaneren er mærkelig og excentrisk, og han har fået et metalband til at prøve at følge med i sine improvisationer. Vi må hellere være lidt benovede og grine af, hvor sært det er.
Melodøden er inficeret med samples, synths og anden elektronik, og selvom der er klare spor af andre bands, der flirter med den slags, så har Killing Gandhi deres egen tilgang til det på bandets anden fuldlængde.
Turnstile er netop blevet annonceret som et af de mere utraditionelle navne til Copenhell. Men hvem var det lige, der bestilte en blanding af Snapcase og Animal Collective?
Det er hånden på sværdet og næven i vejret, når Visigoth spiller op til heltemetallisk dåd på ’Conqueror’s Oath’, men et brud på mytologien og en lettere uvarieret sangskrivning fører kun til en delvis sejr.
Trioen Bunkerstruck debuterer med en solid omgang hård rock, bogstaveligt talt fra den københavnske undergrund.
De nordlige øers dystre, rå, og fascinerende atmosfære danner ramme om det velkomponerede og -udførte black- og doom metal-univers, der udspiller sig på Svartmálms debut.
Livløs’ debutplade har ambitioner på vegne af den melodiske dødsmetalgenre, der i den grad trænger til nyt blod. Ironisk nok giver Livløs liv til genren.
Saxon er klar med bandets 22. album. Saxon skuffer aldrig for alvor, og 'Thunderbolt' er da også en stabil udgivelse. Men heller ikke mere.
Den britiske supergruppe Good Tigers debut, ’A Head Full Of Moonlight’, var intet mindre end en ualmindeligt positiv overraskelse. Andet album, ’We Will All Be Gone’, er det stik modsatte.
Fu Manchu er indbegrebet af en sydcalifornisk laidbackness, hvor der aldrig kan komme for meget koklokke på en sang, og fuzzen er evigt saliggørende.
Pantera-sangerens anden soloplade er både muskuløs og konfrontationssøgende, men slagkraft er der ikke meget af. Det bliver ved at flekse lidt foran spejlet og skule olmt.
Det er dumt og plat og lever højt på seksuelle antydninger og referencer til fordums storhed, når Turbonegro fejrer tyveåret for deres ubestridte mesterværk.
Cabals debut er næste alt hvad man kunne håbe på. Det går egentlig kun galt, når kvintetten fokuserer for meget på monoton tidstypisk djent-core.
Therion har kreeret en metalopera. Den er desværre på én gang så trættende lang og så ordinær, at den efterlader lytteren i desperation efter at slippe væk fra det monstrøse og nærmest uendelige værk.
Of Mice & Men beviser på fornem vis, at hypotesen om, at man bliver stærkere af at møde modgang, kan være korrekt.
Med deres femte fuldlængde har finske Hooded Menace lavet noget nær en helstøbt plade, der også lykkes med at spiffe sin genre op. Medrivende doom metal, der går i nakkemusklerne!