Årsliste 2025 – Kent Kirkegaard Jensen

Dansk black metal var den helt store vinder for Kent i 2025, der havde gode oplevelser på Copenhell og et par nostalgitrip med Obituary og Iron Maiden.

2025 blev året, hvor jeg efter 25 år som anmelder valgte at tage en pause fra skriveriet. Og dét endda i et år, hvor der faktisk var masser af stærke plader at skrive om, men lysten var forsvundet. Metaltræthed er næsten for udvandet en kliché at bruge. Skriveblokering er heller ikke tæt på at kunne beskrive det. Snarere en udmattethed over at have skullet mene noget i så mange år, og ikke længere rigtig gide mene noget, men bare nyde musikken. Så jeg stoppede med at bidrage til Devilution efter Copenhell. En beslutning, jeg havde brugt lang tid på at træffe. Devilution har jeg hældt megen energi i, og det føles mærkeligt ikke at bidrage. 

Om jeg vender retur er uvist. Men jeg har stadig hørt musik. Og i egen andedam var det mest den sorte musik. Black metallen. En genre, Danmark ellers ikke har været kendt for. Men min top 5 viser fem forskellige facetter af netop black metallen. Danmark kan godt. Og således ikke mere prosa herfra et i forvejen tørt blækhus. 

Årets danske album:
1. Sunken: 'Lykke' – Der er noget sært selvmodsigende i at spille black metal og kalde en plade for 'Lykke'. Det er alligevel lykkedes Sunken at gøre det, uden det virker skørt, for musikken efterlader lytteren i en følelse af lykke. Black metal kan være smukt, emotionelt, skrøbeligt. Det er ikke umiddelbart de ord, man typisk vil kaste efter genren, men hvis man hører efter på 'Lykke', så er det der. Derinde mellem instrumenterne og den til tider forpinte vokal. For det er, trods alt, stadig black metal. Af den gode slags.

2. Orm: 'Guld' – Orm er black metal af den tunge slags, og på 'Guld' viser de, hvor langt de er kommet som band. En opvisning, der desværre også betød, at nu trængte de til en pause. Så Orm går til jagtmarkerne. Spørgsmålet er, om det her så blev svendestykket? Eller om der er mere i dem, når de har samlet kræfter igen? Hvis ikke, så er det et kraftstykke af en bedrift at slutte af med!

3. Diverse kunstnere: 'Du som er i Helvede' – det er ikke hver dag man ser opsamlinger udgivet, der rent faktisk er mere og andet end ligegyldige. Men i sjældne tilfælde kommer de ind fra højre og tager pusten fra lytteren. Dansk black metal fik en kulsort vitaminindsprøjtning her i december måned.

4. Frelser: 'Afgrundsprofeti' – Danmark kan også levere black metal, hvor pedalen er i bund. Vores anmelder kaldte pladen for 'vanvids-black metal'. Det er ikke helt forkert. Det minder om noget, vores skandinaviske brødre lavede i halvfemserne, og på en sang som 'Lidelsens Glorie' er det svært ikke at kigge over på Marduk og smile en smule. Frelser kan også det der. Sikke en debutplade.

5. Nortt: 'Dødssang' – Alle gode gange fem. De fem bedste plader i dansk metal er black metal. I hvert fald hos denne anmelder. Og hvad bedre end at lukke listen med noget af det mørkeste? Nortt er et projekt, der er luret i den fynske krybekælder i flere årtier. Temaet for pladen er tungt. Det er, som albummets titel antyder, døden. Musik, der opfordrer til refleksion og fordybelse. 

Årets internationale album:
1. Rivers of Nihil: 'Rivers of Nihil' – Et af de bands, jeg for alvor bed mærke i, da de udgav 'Where Owls Know My Name', og i den grad faldt pladask for, da de sendte 'The Work' på gaden. To fortræffelige pletskud. Havde de et tredje i træk i sig? Næsten. Den selvbetitlede 'Rivers of Nihil' flirter med samme storhed, men kommer måske til kort, fordi virkemidlerne er de samme som på de to forrige, så den mangler måske overraskelsens momenter, men man får så en komplekst og veleksekveret sangskrivning i stedet for. De ved præcis, hvor de er genremæssigt, og mens det kilder de rigtige steder for undertegnede, så vil det nok også få andre til at vende bandet ryggen. Sammen med Blood Incantation er Rivers of Nihil med til at sætte nye standarder for, hvordan progressiv (døds)metal serveres. Det er helt ubegribeligt, at de endnu ikke har været på Copenhell. De har siden 2018 været selvskrevet til Hades. Der er stadig en mulighed for 2026. Lad os håbe, at LiveNation bruger den ledige plads klogt. 

2. Der Weg Einer Freiheit:  'Innern' – Det tyske band fortsætter med at udgive lækker, introvert black metal, der både kan kaldes 'shoegaze' og 'post-black'. De fleste har en idé, når de betegnelser kastes i samme retning. Der Weg Einer Freiheit har udgivet endnu en helstøbt, kulsort og smuk plade. Som vores anmelder skrev: Giv 'Innern' tid til at sætte sig. Den, tiden, er godt givet ud!

3. Messa: 'The Spin' – Nogle kalder det doom. Enkelte har endda dristet sig til at kalde det en blanding af Type O Negative og Chelsea Wolfe. Vores anmelder kaldte det både doom, blues, goth, post-punk og flamboyant. Alt sammen dækker. Det er herligt, melodisk og mørkt.

4. Havukruunu: 'Tavastland' – Når man mestrer kunsten at tage det gode fra Enslaved (alt!) og udtrække ekstrakten af Amon Amarth uden alt det fjollede, så risikerer man at lave en plade, som finske Havukruunu har begået her i 2025. Den er bestemt værd at lytte til.

5. Violator: 'Unholy Retribution' – Hvad er en årsliste fra nordjyden uden noget rendyrket thrash? Brasilianerne har lavet deres første plade i 12 år, og den lyder godt. Netop lyden og stilen er, som den skal være. Og nu her i en tid, hvor Sepultura er på deres farvel-turne, så er det kun på sin plads at hylde et band fra samme egn, der forsøger at videreføre genre-arven, og endda gør det ganske godt.
I genren kunne man også argumentere for, at Warbringer kunne presse sig ind med en ligeledes god plade 'Wrath and Ruin', så hermed placeret som en bobler!

Årets danske hit:
Sunken: ‘Og det er lykke’ – 13 minutters opvisning i, hvor sælsomt og stort black metal kan være. Superlativer som atmosfærisk og melodisk kunne man også kaste efter det. 



Årets internationale hit:
Rivers of Nihil: ‘House of Light’ – førstesinglen fra årets bedste plade. Den opsummerer meget godt lyden på pladen, der stadig har masser af progressiv dødsmetal, saxofon, temposkift, lyrisk filosoferen på et ikke nødvendigvis imponerende niveau, men dog lækker guitarsolo frem og tilbage mellem to dygtige øksevridere!



Årets genfundne klassiker:
Obituary: ‘Cause of Death’ – En af Floridas helt store dødsmetaludgivelser fyldte 35 år her i 2025. Bandet valgte at fejre den legendariske plade på en turné her i 2025, hvor de spillede de fleste sange derfra, inklusiv Celtic Frost-covernummeret 'Circle of the Tyrants'. Ingen danske datoer betød, at jeg måtte en sviptur til Grosse Freiheit 36 i St. Pauli-distriktet i Hamburg i efteråret. Den kulørte sidegade til den endnu mere farverige Reeperbahn var underholdende at genbesøge for jeg ved ikke hvilken gang. Det skuffede i hvert fald ikke. Det gjorde Tardy-brødrene heller ikke. 

Årets koncerter:
1. Anaal Nathrakh: Copenhell, Pandæmonium, 21-06-2025 – Det er ikke hver dag, man kan mærke på et publikum, at det her bliver godt uanset hvad. Det kunne man foran Pandæmonium, allerede inden Anaal Nathrakh gik på scenen. Der var en stemning. Som om folk var klar. Klar til at gå amok. Fuldstændig amok. Og det var præcis hvad der skete, da briterne gik på. Dave Hunt behøvede ikke piske rundt. Det gjorde publikum allerede, da stikket blev sat i. 'Forward!' er i sig selv en vanvittig sang. Læg flere tusinde vanvittige tilskuere oveni, og Pandæmonium-scenen fik for en gangs skyld lov at leve op til sit navn. Sikke en fest. De fik ikke lov at spille sidste nummer, fordi Slipknot skulle spille på Helviti lige bagefter. Hvis højere magter eksisterede for en stund, så var Slipknot blevet bedt om at blive hjemme, så Anaal Nathrakh bare kunne spille i halvanden time mere. 

2. Rivers of Nihil: Pumpehuset, 19-03-2025 – Et band, der er vokset for hver udgivelse, de har sendt på gaden de sidste mange år. De ramte noget særligt på 'Where Owls Know My Name', blev vildere på 'The Work', og kunne så en forårsdag i hovedstaden løfte sløret lidt for noget af den musik, der et par måneder senere blev udgivet på dette års 'Rivers of Nihil'. En fed aften i Pumpehuset, hvor det progressive musik i den grad fik frit løb.

3. Iron Maiden: Bremen, 15-07-2025 – Da jeg så Iron Maiden spille sangen 'Seventh Son of a Seventh Son' på Copenhell tilbage i 2014 var jeg sikker på, at det ville være sidste gang, jeg hørte den fremført fra scenekanten. Men sørme, om ikke Steve Harris og co. forstår at hive en midaldrende jyde til billetlugen en ekstra gang? For denne nostalgiske turné, hvor pladerne fra firserne blev spillet, var jo lige hvad der skulle til. På setlisten var der ikke bare den 10 minutter lange 'Seventh Son of a Seventh Son', men også den knap 14 minutter lange 'Rime of the Ancient Mariner'. De store historier fra Iron Maidens bagkatalog blev luftet igen! Jeg kørte alene til Bremen, blev underholdt og smilede hele vejen tilbage til Danmark næste morgen. 12 timer i bilen for to timers koncert? Jeg gør det nok igen snart!

4. Gaerea: 1000Fryd, 17-04-2025 – Hvilken bedre måde at fejre Skærtorsdag på end ved at høre portugisisk black metal af den melankolske og teatralske variant? Gaerea gav en intim koncert på 1000Fryd i Aalborg, og det propfyldte spillested dansede med fra start til slut. De var gode på Copenhell i 2023. Bedre i Aalborg i år.

5. Blood Incantation: Copenhell, Hades, 21-06-2025 – Apropos Copenhell. Blood Incantation var det perfekte punktum på dette års udgave af betonhelvedet ude på Refshaleøen. Deres besynderligt tiltrækkende dødsmetal gjorde sig godt i midnatstimen lørdag aften. Vi kaldte det en overlegen koncert. Det var det. Bedre måde at forlade festivalen på kunne man næsten ikke have ønsket sig.

Årets ekstrametalliske indslag:
Svdden Death – lidt ligesom John Cxnnor, eksperimenterer Danny Howland fra Los Angeles med mange forskellige stilarter. Her er det dubstep, der blandes med den tunge musik. I 2025 udsendte den amerikanske DJ pladen 'Voyd 2.5', hvor han remixer en masse sange fra 2022-pladen 'Voyd 2.0' og smed en håndfuld nye numre med. En uge senere udgiver han 'Voyd 2.5 part II' og sørme om ikke også 'Voyd 2.5 part III' udkommer en uge efter det. Samlet over fire timers musik udgivet på tre uger. Det er bestemt noget, der kræver, at man i forvejen er disponeret for techno.

Årets danske navn:
Michael Hvolgaard Andersen – når man både kan drive et pladeselskab, arrangere Næstved Metal Fest, være aktiv i tre bands, Withering Surface, Thorium og Empire Drown, samt drive på spillestedet Rust og rockbaren Zeppelin Bar, så er man i den grad noget ved musikken. For vi ved, at han også har fingrene i en del andre ting end bare de nævnte. Han har dedikeret sig til musikken, og for det får han et anerkendende nik i sin retning i år.

Årets internationale navn:
Rivers of Nihil – Som en af dem, der gerne fremhæver dette amerikanske band, er jeg nødt til at give dem æren her i 2025. En fortrinlig plade. En fed koncert i Pumpehuset. Forhåbentlig ser vi dem i Danmark igen snart. 

Årets nye danske navn:
Köya – Post-hardcore fra Aalborg. Med mere end én koncert på dette års Copenhell samt et hav af andre rundt om i landet gjorde Köya alt, hvad de kunne for at gøre opmærksom på sig selv. Hatten af for indsatsen!



Årets nye internationale navn:
Faetooth – doom er blevet en populær genre igen. Med deres anden plade 'Labyrinthine' viser trioen fra Californien, at de helt fortjent får den opmærksomhed de får lige nu, samt at de kan noget i den fodslæbende genre. Sørme om ikke de kigger forbi Copenhell næste år. 

Årets comeback:
Coroner – efter 32 års fravær udgav bandet fra Schweiz en lækker thrash-plade, som ingen velsagtens havde hverken forventet særlig meget af, endsige ventet på i det hele taget. Men sørme om ikke det faktisk var gedigen musik. Lyt trygt til 'Dissonance Theory'.

Årets fysiske udgivelse/bog/film/bokssæt:
David E. Gehlke: ‘Born Human’ – en perle af en biografi over Chuck Schuldiners liv og bandet Death. 467 sider med anekdoter fra alle dem, du havde håbet ville deltage (familie og bandmedlemmer), nye billeder, ny grafik fra Ed Repka. 



Det overså jeg i 2024:
Intet.

Årets optur:
At se, hvordan hele verden hyldede Ozzy Osbourne. Både showet i Birmingham og efterfølgende, hvordan han blev fulgt af hele verden på sin sidste rejse gennem gaderne i rustvognen. Sikke et aftryk John Michael Osbourne satte på verden! 

Nå ja, og at jeg stadig kan blive så henrykket af en koncert, at jeg får lyst til at gå i merch-boden og købe noget tekstil eller musik med hjem bagefter. 

Årets største skuffelse:
At Cattle Decapitation aflyste det, der ellers med sikkerhed ville have været en vild koncert på dette års Copenhell. Ærgerligt.
Jeg plejer også gerne at forvilde mig ud i noget om menneskeheden her. Men her er skuffelsen gået over i apati. Mennesket vil forføres. Af diktatorer. Af ideologier. Tro vinder over fakta. Det er lige dele fascinerende og fantastisk frygteligt, hvordan vi tiltrækkes af nemme (rene?) løsninger i stedet for åbent at konfrontere vores kollektive fejl. Lemmingerne finder hver deres lejr. Graver grøfter. Tror (!), de er bedre end andre. Alene behovet for at føle sig "bedre" end "de andre". Totalteater. Et tragisk ét af slagsen. 

Største ønske for 2026:
At min vandretur i amerikanske nationalparker i påsken bliver så god, at jeg ikke ærgrer mig over, at Deicide giver koncert på Inferno Metal Festival i Oslo samtidig. Forventningerne er høje, for Auðn, Mayhem, Der Weg Einer Freiheit, Kanonenfieber m.fl. er også i den norske hovedstad dér i påsken. Så den gåtur må hellere blive episk!

Det glæder jeg mig mest til i 2026:
At der forhåbentlig viser sig nogle nye, store navne, der kan tage over for nogle af de ronkedorer, der lige nu siger farvel. Megadeth og Sepultura bliver svære at erstatte. Det er dog ikke umuligt ...