ZZ Top leverede festen foran et godt fyldt, men lidt dødt Forum i torsdags.
Joe Bonamassa viste i Vega, at han er det nye "hvide håb" - i klasse med Clapton, Mayall, Beck, Green og Moore, men med sin helt egen tyngde. Fordi han har sangene til at bakke guitarspillet op.
Skambankt har leveret et godt rockalbum med fængende toner, men det banker nok mere på hos radiostationerne end hos den rigtige rocker, der vil have rå, garage-agtig lyd.
Thin Lizzy har helt uhørt ramt de danske hitlister med et brag med den dobbelte opsamling 'The Boys Are Back In Town - The Danish Collection'. Det kan NRGmagazine.dk's anmelder godt forstå.
Danko Jones er måske ikke det mest originale, men for satan hvor er det et godt liveband.
Den eminente Toto-guitarist markerer et gedigent lorte-år for ham med et soloudspil med flere fede ting, men med mangel på rigtig gode sange.
Danske Powderhog genbruger den gængse rockskabelon, og det gør de så absolut klogt i.
Joey Jordison er bedst bag gryderne i Slipknot og imponerer ikke med sin moderne rock i Murderdolls' seneste udspil.
Der er kompetente musikalske momenter på den første plade med Spiritual Beggars i fem år, men alt i alt er det hele desværre samtidig ret intetsigende.
Intet nyt fra Bigelf, men kun nye udgaver af bagkataloget, som viser sig at være knap så interessant.
Med tiltrængte nye sange i bagagen leverede Anathema varen foran en utålelig flok snakkesaglige, diskotekspotente fuldehoveder til et publikum.
Supergruppen Black Country Communion finder ind til nerven i heavyrocken med et røvsparkende album, der er én lang og velspillet kærlighedserklæring til start-70’ernes tunge rock.
Filter har leveret en på godt og ondt middelmådig plade, som derfor ikke er særligt spændende
De hævder, at de kommer fra Venus, men til jordboernes glæde, har de bosat sig på jorden, for at spille rock, som alle kan forstå.
Black Mountain leverede den gode mellemvare for et udsolgt Loppen.
Det går endnu et skridt ned af bakke for de canadiske retrorockere i Black Mountain, der med deres tredje fuldlængde går på kompromis med kunsten i håb om at sælge flere plader.
Stone Sours seneste er et svært kedeligt album, hvilket ikke gør noget godt for agtelsen af bandets Slipknot-berømte forsanger, Corey Taylor.
Debuten fra The Cults Ian Astbury og japaner-trioen Boris, med også den sexede skolepige-/spøgelsesvokal fra Wata i guitarerektionens centrum, er et gedigent ét uden at være i nærheden af at være noget specielt.
Atrocity er gået sammen med frontmandens søster Yasmin, der normalt ernærer sig som keltisk folkesanger i New Zealand, og det er der kommet et meget interessant album ud af.
Disturbed-maskinen kører derudad, men det kniber alvorligt med ideerne og produktionen.
