Obsidian Kingdom er langt fra nyskabende, men katalanernes Genesis-worship angiver en mulig vej ud af post-metallens kreative dødvande.
Royal Hunt er klar med deres første liveudgivelse i 10 år. Det er sådan set en ganske fin udgivelse, men der er for lidt nyt og for meget genbrug på albummet.
The Skull er klar med en ny udgivelse. Den er sådan set fremragende. Men skåret ind til benet er der faktisk kun tale om en single med sidevogn. Det skriger på mere.
Der er ikke meget hype omkring den tidligere guitarist i Guns N’ Roses Gilby Clarke længere. Men det så nu ikke ud til at tynge ham særligt meget under koncerten på Godset i Kolding.
I mere end 30 år har Voivod været med til at skubbe metalgenren ind i ingenmandsland og gør det fortsat på deres seneste ep. At de ikke længere selv formår at rykke sig alverden gør derfor egentlig ikke så meget.
Sabaton formår at overføre meget af deres koncert-energi til gruppens tredje live-album, hvor festen er afholdt på sidste års Wacken Festival
En hel dekade måtte Ignite-fans, før der kom glimrende nyt. Men uden fordums generelle styrke.
Anthrax er tilbage med et nyt album efter fem år. Og selvom de på sin vis er vokset, er det også ved at vokse væk fra noget vigtigt. Læs med, og find ud af, hvad det er.
Guitaristen Jakob Thorkild har med sin trio lavet et improvisationsalbum, hvor artsy punk møder free jazz. Men er det metal? Ikke rigtigt, men albummet kan med lidt god vilje betegnes som impro-metal, og det kan skubbe metallen et nyt sted hen.
Italienske Zu blæste hovedet af publikum på Loppen, men var næsten for imponerende og komplekse. Danske Distortion Girls leverede lummer og hypnotiserende støjrock som opvarmning.
‘Rituals’ opsummeres bedst som en øvelse udi kompositionel leg med dyster groove og storladen chant med få musikalske afstikkere.
Den amerikanske kvartet After the Burial rejser sig efter tabet af guitarist Justin Lowe og udgiver et album, der er mere simpelt og helstøbt end tidligere udgivelser.
Last in Line er en samling musikere, som tidligere har spillet med Dio. De kommer ikke vildt nok fra start.
Koncerten på Forbrændingen var en tiltrængt påmindelse om, hvorfor det er en dårlig ide at misse Hatesphere live. En lidt magelig indstilling fra både det fra- og tilstedeværende publikum vidnede om, at glemslens slør havde nedsænket sig. Man har jo set det hele før, ikke?
Tyske Ketzer har med 'Starless' begået et album med simple, effektive riffs i et glimrende retro-orgie af heavy, død og black, men desværre minder det en hel del om et vist Copenhell-aktuelt svensk band.
Conan spiller momentvist hurtigere end nogensinde før på ’Revengeance’, men ellers er alt ved det gamle hos fuzzdoom-krigerne. Det er stadig tonstungt og for det meste også solidt.
Isoleret set er 'Phenotype' en stærk udgivelse. Som del af en tvillinge-konceptudgivelse lykkes det knap så godt for den hollandske sekstet Textures.
The Cult bliver ved med at smide gode plader på gaden. Deres tiende studiealbum er ingen undtagelse. Tværtimod, meget af tiden er den så god, den er lige til at blive glad i låget af.
Children of Bodom ved, hvad de vil, og det gør de sådan set upåklageligt. Men som lytter må man også acceptere deres præmis, og det er lettere sagt end gjort.
Til Bornhell i eftersommeren var der ikke mange unge blandt publikum. Nu prøver festivalen at lære de unge bornholmere at gå til metalkoncerter.