Flo Mounier har fået tid til at indspille nyt med Cryptopsy, og det er stadig hæsblæsende dødsmetal, denne gang med et melodisk strejf.
Soen har taget live-energien med sig i studiet og udforsker deres mere hårdtslående side her på 'Memorial' – deres sjette album på blot 11 år.
Strigoi var en overraskende booking i Næstved Metalfestivals lineup, men desværre blev det kun til 40 minutter i alt for meget dagslys.
Med 'Time to Obey' har Lightchapter begået en vellydende debutplade, der viser hvordan moderne melodisk dødsmetal kan lyde.
Gensynet med Anaal Nathrakh var, på trods af vokalmæssige udfald, en glædeligt hidsig affære, hvor vi kom godt rundt i hele bagkataloget.
Det var ikke regnen, der gjorde Arch Enemys koncert på Jailbreak en tam affære, men derimod et band og en forsanger, der mentalt ikke var tilstede.
Alestorm er et kitchet metalband. Men det må medgives, at det har et dedikeret publikum og en herlig uhøjtidelig tilgang til tingene.
En tirsdag aften gav Voivod en solid koncert på 1000Fryd, hvor opvarmningen i Speedslut sendte tanker tilbage til firserne.
Tsjuder skruer den sorte bisse på efter otte års ventetid, og levner fortsat ikke et sekunds tvivl om deres religiøse overbevisninger – eller mangel på samme.
Panzerchrist formår at holde tempoet på deres nye plade samtidig med, at man kan høre, at udtrykket er blevet mere modent.
Systemik Viølence opponerer mod de tandløse punkere, der går i ét med vægtapetet, og skruer op for attituden her på opfølgeren til 2017s 'Satanarkist Attack'.
Metallen som paraplygenre har aldrig haft det bedre. Den er ikke blevet promoveret så signifikant, som i disse år. Udmærket eksemplificeret i Kim Draculas debutplade.
Butcher Babies er tilbage på overdådigvis med en dobbeltudgivelse, der naturligvis nemt kunne være komprimeret til en god plade.
Coven er kult. Når noget er kult, er det ofte til begejstring for de få. Coven er kult.
Med tegner og forfatter Simon Petersen som guide i tegneserien 'Simon på Festival' tager vi et smut ind i en anden subkultur og opdager et vist skæbnefællesskab med heavy metal.
Grave Pleasures' dommedagsprofetier var et forfriskende og lidt ujævnt indslag fredag på Metal Magic.
Det er altid godt nyt, når Perturbator er på plakaten – eller sådan var det i hvert fald engang. Men synthwave-kongen fra Frankrig evnede ikke at forny sig i containerhavnen på Roskilde og vi gik hjem lidt uforløste.
Da først Wu-Lu erkendte, at Blur havde vundet, gik koncerten i overdrive i en genre-agnostisk dansefest på Gaia.
Kan man redde den hjem på charme, spilleglæde og gode sange, når sangeren har sløret slinger i valsen?
Aftenens koncert på Apollo handlede om så meget mere end blot lyd. Det var følelser. De helt ubehagelige. Dem vi ikke har lyst til at tale om. Dem så mange metal-bands higer efter at kopiere.