Terminalist triumferede, folket hyldede, og den nye plade blev taget imod med næverne hævet – et mægtigt statement fra de københavnske hyperthrashere.
Terminalist udgiver ikke den svære, men den gode toer, med en fængende dystopi, der trækker lytteren bagud i tid, men som også borer sig dybt ind i vores samtid og altings snarlige ophør.
Gennem 50 minutters koncert med en solid sætliste beviste Illdisposed, at de efter tre årtier stadig er blandt landets bedste livebands.
Man kan kun forbløffes gang på gang over, hvilken stemme Glenn Hughes fortsat besidder. Han er i den grad fortsat ”The Voice of Rock”.
Pentagram står stærkere med Victor Griffin i folden, og det beviste de i stor stil på deres 50-års jubilæums-tour torsdag med en massiv hyldest til storhedstiden.
Doom-legenderne beviste endnu engang, hvorfor de netop er legender, på en festival, hvor doomgenren ellers ikke får megen sendetid.
De vanvittige belgiere i Bütcher jævnede alle konkurrenter med jorden med et buldrende eksprestog af speed/black metal.
Kan vores anmelder anmelde ’Blackbraid II’ uden at skrive ”den svære toer”?
Ja, det kan han go… fuck!
At booke situationsfornærmelse til Roskilde festival var udtryk for rigtig god situationsfornemmelse.
Backxwash fik den utaknemmelige opgave at spille under både Blur og Rosalia, men gjorde det vedkommende og nærværende for dem, der var kommet for at se hendes harske rap.
Electric Wizard mindede os om, at man ikke behøver mere end en bluesgang til at lave en knusende god koncert.
Soul Glo levede mere end op til hypen og havde succes med at omdanne Gloria til det vanvid, der definerer bandets musik.
Queens Of The Stone Age gav en rockkoncert som i gamle dage på Arena, og vi fik i halvanden times tid en følelse af at stå midt i en tid, der nok snart er ovre.
Festivalens første dag peakede lige fra start med en sublim koncert fra Karin Dreijer og deres venner.
Roskilde fik spark i ansigtet og Eyes beviste endnu en gang, hvor overlegent godt et live-band kvintetten er.
Depeche Mode indtog Parken med rutineret selvfølgelighed og indhyllede os i deres charmerende mørke.
Ovenpå tre timers Axl & Co. var Kellermensch et eminent valg til, som krølle på halen, at minde os om, at rockmusikken stadig lever videre med stærkt, dansk blod i 2023.
Afskys romantiske og analogt klingende musik mødte (retro-)futuristisk laserlys, da bandet fyldte den sidste nat på Copenhell 23 med hjerteskærende sange.
Demon Head lagde gradvist mere og mere til showet og gik fra den indledende fornemt satte stemning til den helt store finale i en times natteshow
Vi mødte vort fucking endeligt på Gehenna, da supergruppen END for en stund vandt den evige kamp om, hvem der spiller mest aggressivt og brutalt.