At the Grave har medlemmer fra bands som Dawn of Demise, Panzerchrist og Illdisposed og spiller - sikkert ikke overraskende - dødsmetal og det i en glimrende og ligefrem form.

The Liberty Illusion spiller med en legesyge, som er yderst forfriskende, og så betyder det mindre, at det unge band stadig har nogle løse ender, som godt kan trænge til lidt opstramning.

Martyrdöd kalder sig selv for crustpunk, hvilket bestemt også anes i musikken, men der er så meget melodi og storhed i sangene, at en fan af svensk melodød bestemt også vil kunne fornøjes af bandets nye skive 'Elddop'.

Dirty Days of Summer på Amager-spillestedet Beta blev afsluttet på fornemste vis af Deafheaven, der spillede en stærk og intens, omend lidt kort koncert.

Østrigske Belphegor har ikke siden 1997-2003 haft tre år mellem en udgivelse, men det 10. album, 'Conjuring the Dead,' krævede åbenbart mere tid og en tur over Atlanten for at blive indspillet.

ICS Vortex leverede en flot og smuk koncert kort før midnat med sit glimrende band og en vokal, der må siges at være lidt ud over det sædvanlige.

Hvad man ikke fik i tempomæssig variation, fik man til gengæld i rig mængde i intensitet, da Sodom bragede sig igennem deres show på årets Wacken-festival.

Knastørre, groovy riffs blev leveret med sikker hånd af Prong, som åbnede Party Stage om lørdagen.

Megadeth ville virkelig Wacken og vandt en vigtig sejr lørdag aften

Musikken gik langsomt, men tiden hurtigt under det udmærkede show fra de amerikanske mørkemænd i A Pale Horse Named Death.

Nedbør var der ikke meget af på årets Wacken-festival, men en flok skøre tyskere sørgede for alligevel for sne foruden smil og sær grind under teltdugen.

Der var klassisk gensyn med Hammerfalls debut-album, men selvom sangene var lette at synge med på, så virkede bandet skarpere under de nyere sange til sidst i sættet.

Goatwhore forkæler på sit sjette album lytteren med fed, rocket black/death metal, som er pakket i lækker, potent og levende lyd fra Erik Rutan.

Overkill har de seneste år været i formidabel form, hvilket naturligvis sætter forventningerne til 'White Devil Armory' højt, men denne gang må de jublende arme ned fra de højere luftlag, for skiven er lidt jævn affære.

Origin er tilbage med et fandens fint brutalt og teknisk dødsmetalalbum, som er pakket i en organisk lyd langt fra den tekniske dødsmetals ofte sterile varemærke.

Græske Septicflesh viger ikke meget fra idéerne bag reunion-skiven 'Communion' fra 2008, og således er 'Titan' præcis som den forrige skive fra 2011 en omgang symfonisk, teatralsk dødsmetal med harmoniorkester og store kor.

Chilenske Capilla Ardiente spiller en god omgang doom metal på bandets debut, der på ingen måde lyder sydamerikansk, snarere skandinavisk.

Behemoths andet besøg på Copenhell blev ikke helt så ondt som første gang, selvom den teatralske black/death metal antydede, at polakkerne med succes kan forvandle ekstrem metal til stadionrock.

Mens armbåndskøen på stadig var lang udenfor, åbnede Fossils for et støj-inferno, man skulle tro kom fra flere musikere end det to mand høje band.

Toxic Holocausts spiller thrash, der har travlt, men derfor behøvede showet nu ikke gå i gang, næsten tyve minutter før al information på tryk eller web fortalte, at det skulle starte. Det var synd, for det var et stærkt og energisk show, som flere burde have overværet.