Vikingebersærkergang, ansigtsflåning, fællessang og gensyn med provinsvennerne: Copenhells sidste dag byder på både koryfæer, unge håb og nostalgitrip. Og ja, du skal fløjte med på den-der-sang.

Sweden Rock Festival rundede af med Green Jellÿ i toppen som det totale absurdteater, mens Ritchie Blackmore's Rainbow i den anden ende havde strafbart få regnbuer i ærmet.

Nostalgi og retrorock vægtede tungest på vores første dag på Sweden Rock, hvor Lucifers uforfalskede okkulte 70'errock og Slayers magiske afrunding af karrieren på svensk grund var dagens højdepunkter.

ZZ Top lirede den sikre hitmaskine af med underspillet elegance og reddede aftenen hjem på støvet charme og svedige licks på trods af lidt indledende snavs i maskineriet.

Ritchie Blackmore's Roots havde været et mere passende navn for den halvhjertede levering af Purple- og Rainbow-travere, Blackmore fandt berettiget til et genbesøge i fortidens skatkammer.

Visse koncertoplevelser vil altid stå klart i ens bevidsthed på grænsen mellem det gale og det geniale. Green Jellÿs anarkistiske totalteater var så dumt og upassende, at man kun kunne enten elske eller hade det.

Kiss leverede showet, ZZ Top ånden og Dizzy Mizz Lizzy nerven på en fredag med 13 timer i marken, mange middelmådigheder rigere.

Demons & Wizards trodsede solen og bød på mørke og fortryllende øjeblikke fra bagkataloget med indlagte overraskelser fra medlemmernes respektive karrierer.

Mere fyrværkeri! Mere tunge! Mere ild i guitaren! Mere horrorcirkus! KISS' stadionrock fik fuld skrue på alle parametre, og Paul Stanley havde stadig folket i sin hule hånd.

Slayer spillede deres sidste koncert i Sverige nogensinde på Tom Arayas fødselsdag, og rundede af med både svundne perler og æren i behold.

Det er de velkendte slagere fra for 30 år siden, der vægtes, når Def Leppard spiller op til dans. Hitmaskinen fra dengang får energi fra den underkendte guitarhelt Phil Collen, men sangeren Joe Elliott trækker det desværre ned.

Teksterne blev mere gådefulde, Maynard James Keenan lød vredere end nogensinde, og de musikalske teksturer var bandets mest komplekse til dato. Det var definitivt på 'Aenima', at alle Tools enkeltdele samlede sig helt.

Tredje gang var lykkens gang for den lurvede trio fra Texas, der skar de støvede grooves ind til benet med farverige beretninger om skæve eksistenser, mens Billy Gibbons endegyldigt trådte i karakter som en af den hvide bluesverdens store guitarister.

Med festivalsæsonen så småt i gang går turen i næste uge hinsidan, når Sölvesborg atter indtages af læderveste og garvede rockrotter, der står klar til at hylde fortidens store idoler.

Der var masser af stærke oplevelser i vente, da Pumpehuset i lørdags endnu engang slog portene op for den årlige Disciplinarian Fest.

Der blev både skreget og skrålet i salen, da Symphony X i søndags besøgte Amager Bio. Denne gang uden et nyt album på tapetet, og med rig plads til at grave dybere spadestik tilbage i tiden.

Steve Hacket vidste, hvad Genesis-fansene kunne lide, og skruede op for teatret under den dedikerede hyldest til fan-favoritten 'Selling England by the Pound', leveret med behørig pomp og pragt.

Cryptopsy tog tidsrejsen til 90'erne med en kavalkade af klassikere fra 'None so Vile', mens Gloryhole Guillotine og Ingested tilføjede yderligere slagkraft en torsdag aften på Stengade.

Med billetsalget godt i gang til årets metalbrag i Fredericia ser vi det som vores pligt at samle op på Metal Magics mest slagstærke indslag, mens du fortsat har chancen for at købe en billet.

Lørdag 'Holy Mountain' og 'Dopesmoker'. Søndag 'The Sciences'. Kun debuten blev efterladt urørt i 4 timers stonermaraton i selskab med Matt Pike & co.