Den diabolske rock tilføres mere dronende mørke end vanligt på det seneste album med Demon Head, der inviterede os ind i Sweet Silence Studios til en forsmag på 'Hellfire Ocean Void'.

Stengade hyldede vintermørket med et depressivt arsenal af mere eller mindre episke proportioner. Draconians storladne goth-harmonier kom fornemt til forløsning, mens Harakiri for the Sky var ofre for en lydmand, der sov i timen.

Der blev skudt med metallisk spredehagl i Amager Bio, og hvor Jinjer ramte det musikalske lavpunkt, var Amorphis den sikre vinder, der med solidt bid og kraft sikrede fællessangen på en sen mandag aften.


Nu hvor nytårskrudtet så småt har lagt sig, er det på sin plads at samle op påde album, vi har i vente i det nye år.

Den københavnske sekstet har givet mere plads til de store arrangementer på deres andet album og gør sig fortjent til på længere sigt at skubbe dansk progressiv rock ud over egne landegrænser – hvis ambitionerne er derefter.

Menuen lørdag aften på Pumpehuset stod på pikrock i stride strømme. Hvor Flush the Fashion vandt på sleazet charme kørte Danko Jones den hjem på det vanlige arsenal af one-liners og catchy hard rock-hymner om damer i stride strømme.

Judas Priest, Voivod og Sleep leverede alle forrygende comebacks, mens undergrunden ulmede med så mange guldkorn, at det var svært ikke at blive stakåndet. En personlig rekord blev slået med over 400 koncerter i årets løb, og Summer Breeze triumferede endnu engang som årets bedste festival.

Forums sorte boks dannede en passende ramme for aftenens to dystre indslag, der begge glimrede med excentrisk sortsind og stoisk stilstand. 

'Steeple and Spire' er en storladen svanesang med gedigne doser patos, schwung og betonriffs. En respektindgydende afvikling af et band, der vil blive savnet på det danske landkort.

Whoredom Rife holder jernene i ilden med en opfølger, der vægter samspil højere end producer-tricks og nerve højere end melodi. En approach, de slipper fra med æren i behold.

Det seneste opus fra Billy Corgan og hans gamle kumpaner lyder, som lovet, skinnende pænt. Mindre højglanspoleret havde været at foretrække.

Selvom der var tale om Saturnus' første koncert i år, gik deres himmelsk depressive doom lige i hjertekulen, forudsigelig sætliste eller ej.

Vreid bevægede sig lige på grænsen mellem post black og posh black, og det kunne selv ikke en gammel Windir-klassiker gøre meget for at ændre på.

Nogle gange er det svært at vurdere, hvorfor en koncert ikke bider sig fast, selvom alt er, som det skal være. Det svage fremmøde hindrede måske Rising i den store forløsning.

Det blev en tand for meget af det onde, da Necrophobic skulle overbevise os om deres diabolske dødstoner. Er mere variation for meget at forlange?

Whoredom Rife kom, så og sejrede igennem 35 minutters frygtindgydende sortmetal. Vi er taknemmelige for, at Mordor ikke har levet forgæves.

Bo Summer sprudlede, og lyden var i top, da Posen endnu en gang lagde et visit forbi AMF til den obligatoriske fordrukne folkefest, det plejer at være, når de lægger op til dans.

Selvom torsdag lugtede vel rigeligt af ekvilibristiske tendenser og musik for musikere, så var stemningen høj fra første dag, hvor Gorod og Xenoblight blev de hårdtslående højdepunkter, der holdt festen kørende.

Ne Obliviscaris og Astrosaur leverede deres komplekse kompositioner med varierende held, mens Ihsahns legesyge sind anno 2018 næppe nogensinde har befundet sig længere væk fra sine rødder.

Intet nyt er ikke altid godt nyt. Vi kunne i hvert fald godt drømme om mere mindeværdige øjeblikke til at bryde med monotonien på den seneste ofring fra blodbaderne.