Døden stikker i alle retninger med messen, synth og bastant riffing ad libitum på Sinnrs debut. Produktionen holder dog sammen på tråden – på godt og ondt.
Åbningen af festivalpladsen bød op til et væld af middelmådigheder, hvor kun Dark Tranquillity og Nine Inch Nails satte barren højt – og så kunne man grine lidt ad Eminem på vejen.
Der blev moshet godt rundt i krogene, da tre af Københavns mindre punk- og hardcore-navne havde æren af at holde liv i Gloria-scenen torsdag nat.
Celestes udfordringer med mistet bagage og hyret grej gjorde deres midnatsseance mere dyster end vanligt – overvejende til deres bedste.
Selvom Michael Stanne & co. ind imellem har svært ved at finde storformen på plade, så fejler de sjældent live. Eminem prøvede at trække os videre, men intet slår Dark Tranquillity, når de er i deres es, som de var denne aften.
På en dag ellers tørlagt for død og helvede var Cabal et tilpas usmukt slag lige i ansigtet – men afbræk fra kompleksiteternes monotoni havde været at foretrække.
Sidstedagen på Roskilde Festival 2018 er ikke så travl. Men Phil Anselmo kigger da forbi med Scour, Myrkur spiller folkesange, og Madball giver dig en på sinkadusen, inden du kan syre ud med De Underjordiske og Fribytterdrømme.
Fredag kan du tage lidt Skeletonwitch ind med morgenmaden og tjekke Mike Pattons Dead Cross, Nick Cave og Myrkur, inden Watain og LLNN til sidst får festivalen til at gå helt i sort. På den gode måde!
Roskilde Festivals første officielle dag er den korteste og samtidig den med færrest hårde toner. Men lidt Dark Tranquillity, lidt stoner-rock og ikke mindst Nine Inch Nails kan det da lige blive til.
Endnu engang stod Steel Panther klar til at minde os om, at bagdøren stadig kan være den nemmeste vej ind. Bagstive på sidstedagen var det også lige præcis denne slags lumre metalshow, folket havde brug for.
Det blev en underligt blandet førstedag både med fæle skuffelser, tåbelige covers og et af Copenhells absolutte højdepunkter. Og øl. Mange øl.
De tunge, atmosfæriske lag trodsede sidevinden og foldede sig fortræffeligt ud i kontrast med solens bagen – så længe man gik tæt nok på scenen.
Dedikation til rockens store ikoner eller ej, så manglede Tainted Lady både ånd og drive. Det blev hurtigt til en opvisning i unødvendigt pertentlig professionalisme.
De politiske paroler blev aldrig forløst. Et fravær af scene-pondus og dynamik gjorde The Last Internationale til et af årets mindre mindeværdige øjeblikke.
Lyden på Pandæmonium blev strammet gevaldigt op til fejringen af Mustaschs 20-årsjubilæum, og bandet viste topform med et bredt arsenal af hårdtpumpede klassikere fra hele bagkataloget.
Fraværet af vokal gjorde desværre L7 til en lidet mindeværdig affære, der ikke kunne reddes hjem instrumentalt.
Selv ikke et hjertestop undervejs i koncerten kunne holde magien tilbage. Nerven var intakt, og selv med de sidste 40 års svingende kvalitet in mente stod Uriah Heep for et af årets store øjeblikke på Sweden Rock.
Årets mest omfattende dagsprogram. Med flere overlap undervejs var det ofte nødvendigt at dele tropperne op. Dark Funeral og Uriah Heep leverede dog to af festivalens stærkeste oplevelser i hver sin ende af spektret.
Kiske, Deris & Hansen viste os vejen til Helloweens tidlige sangskat, og generalprøven til sommerens Pumpkins United-festivaltour vandt på partystemning og stærke schlagere på stribe.
Yes uden Jon Anderson og Rick Wakeman er bare ikke rigtig Yes. Denne konstellation var derfor længe ventet, og rejsen gik storladent på tværs af både de proggede og poppede dele af bagkataloget, hvor ikonerne dog indimellem fremstod stærkere end sætlisten.