Mike Patton og Dave Lombardo holdt uforpligtende hof med Dead Cross til kvartettens første danske koncert. Masser af middelmådig hardcore og pauseklovnerier udfyldte den korte spilletid, der alligevel føltes for lang.
Stone Sour måtte kæmpe med lyden på Arena og den tarvelige præmis at være booket til at tiltrække et publikum, der kunne have fået langt bedre.
Dedikation til rockens store ikoner eller ej, så manglede Tainted Lady både ånd og drive. Det blev hurtigt til en opvisning i unødvendigt pertentlig professionalisme.
De politiske paroler blev aldrig forløst. Et fravær af scene-pondus og dynamik gjorde The Last Internationale til et af årets mindre mindeværdige øjeblikke.
Fraværet af vokal gjorde desværre L7 til en lidet mindeværdig affære, der ikke kunne reddes hjem instrumentalt.
Forsangerens vokal druknede i et pauvert mix, mens guitarerne hos Amott og Loomis dog sikrede, at Arch Enemy ikke faldt helt igennem på Copenhell.
Max Cavalera holdt sit vanligt lave niveau, mens backingbandet gjorde deres bedste for, at Soulflys koncert trods alt ikke skulle blive helt skandaløs.
The Sledge måtte kæmpe med publikum, med elementerne og med egne evner lørdag middag. Og formåede ikke at vinde nogen af kampene.
Bullet For My Valentine leverede med vanlig velspillethed, men faldt igennem på fraværet af stærkt materiale
Uengageret optræden fra Avenged Sevenfold, hvor leadguitarist Brian Elwin Haner Jr. stjal billedet foran en træt og ligegyldig forsanger, der sparede både stemme og energi.
Det er ikke helt til at sige, hvorfor Mark Tremonti og hans forskellige bands efterhånden er blevet fast inventar på Copenhell. Det virker heller ikke helt, som om publikum rigtigt ved det.
Bullet for My Valentine søger udvikling, men fejler katastrofalt på deres 6. album. En plade, der muligvis vil give bandet nye fans, men som også skræmmer en stor del af deres nuværende væk.
De Roskilde Festival-aktuelle New York hardcore-veteraner Madball er stadig ude på skrammer. Men det går mest ud over dem selv, når de forsøger at række ud over den klassiske formel.
Aura Noirs syvende plade er lige så sort og smadret som sædvanlig, hvorfor fans af såvel band som genre får præcis, hvad de plejer at få, og så ikke mere.
Iron Angels første album i mere end 30 år er ikke overbevisende.
Nightmarer forsøger at gifte det groovy og djentede med den dissonante forgrening af dødsmetallen, men mangler noget for helt at ramme plet.
Skambankt er virkelig blevet voksne og gør deres bedste for at smide mere og mere af den musikalske kant og nytænkning, der gjorde dem relevante til at starte med.
Lamb of God går under dæknavn for at indspillede en pladefuld ligegyldigheder, verden formentlig havde været bedre foruden.
Sevendust er vanligvis garant for velskrevne plader, men på kvintettens 12. fuldlængdeudgivelse er der langt mellem de store oplevelser.
Der er gået otte år siden 'Abrahadabra', og selvom 'Eonian' er vellydende, så er den desværre også kedelig og derfor ikke evigheden og ventetid værd.