I et solidt dødsmetallisk program på RMF var Vomitory det dødsband, der slap absolut dårligst fra deres optræden. Uengageret, anonymt og forglemmeligt var stikordene.

Eluveities nye epos har sine momenter. Men bandet vil for meget på for kort tid, og resultatet er  usammenhængende og rodet.

Fortidens milepæle falmede i nostalgiens tåger, og Incantations rådne død kørte på autopilot i en time, som vi egentlig gerne vil have tilbage igen.

Så giv dog slip, menneske: Crippled Black Phoenix traskede i Vega rundt i en endeløs vellyd, der var lige så smuk, som den var intetsigende.

Verden får aldrig et heavyrockband af Mötley Crües kaliber at se igen. Og godt det samme: Filmatiseringen af historien om dem ender med at vise, hvor ligegyldigt hele eventyret var.

Der var knallertrock fra fremtiden og støjende ørkenrock i Københavns indre by lørdag aften. Der var bare ikke særligt mange til at overvære det.

På det fjerde album har Soen fundet en mere selvstændig lyd, der inkorporerer tekniske metalriff i en melodisk sangskrivning. Det er bare en skam, at resultatet alt for ofte ender på en kedelig mellemvej.

Walisiske Hecate Enthroned lyder, som Cradle of Filth burde lyde, hvis de tog metallen alvorligt, men pladen ender alligevel med at være en flad oplevelse.

Efter successen med ‘Crooked Teeth’ forsøger Papa Roach for alvor at genindtage radiofladerne. Amerikanernes tiende album er en søgt rock-udgivelse og en appel til et bredere publikum.

Han er velsignet med en af de bedste stemmer i rock de sidste tre årtier, men nu giver John Garcia tilsyneladende op.

'Queen of Time' har været et af de mest roste album i 2018. Men sangene er for storladne og for glade. Forhåbentlig virker de bedre live.

Myles Kennedy er lige så letfordøjelig solo, som når han indspiller med Alter Bridge, og den smertende personlige debutplade kommer mest til at fremstå som halvment klynk og teatertorden.

Stone Temple Pilots er startet forfra med frontmand nummer tre i rækken og har lavet en forudsigelig, sikkert spillet og flot smurt plade, hvor den nye forsanger Jeff Gutt går i ét med tapetet.

Muse har sjældent skudt så meget ved siden af, som de gør på deres 8. studiealbum. En plade, der mangler originalitet, rød tråd og gode melodier.

Unleashed buldrer med vanlig svensk dødsmetal på deres nye plade og forsøger i samme ombæring at jagte kristendommen ud af Jerusalem. Det er ikke nyskabende.

P.O.D. er et omvandrende bevis for alt der gik galt, da nu-metallen blev kommercialiseret. Et trist levn og et minde om et band, der engang kunne skrive interessant musik.

All That Remains ved stadig ikke, hvad de vil, og er næsten længere fra en ensrettet identitet end på forrige album.

Det seneste opus fra Billy Corgan og hans gamle kumpaner lyder, som lovet, skinnende pænt. Mindre højglanspoleret havde været at foretrække.

Billy Graziadei er blevet midaldrende og har fået trang til at genfinde ånden fra Biohazard. Det slipper han ikke fra med æren i behold.

Vreid bevægede sig lige på grænsen mellem post black og posh black, og det kunne selv ikke en gammel Windir-klassiker gøre meget for at ændre på.