'Queen of Time' har været et af de mest roste album i 2018. Men sangene er for storladne og for glade. Forhåbentlig virker de bedre live.

Myles Kennedy er lige så letfordøjelig solo, som når han indspiller med Alter Bridge, og den smertende personlige debutplade kommer mest til at fremstå som halvment klynk og teatertorden.

Stone Temple Pilots er startet forfra med frontmand nummer tre i rækken og har lavet en forudsigelig, sikkert spillet og flot smurt plade, hvor den nye forsanger Jeff Gutt går i ét med tapetet.

Muse har sjældent skudt så meget ved siden af, som de gør på deres 8. studiealbum. En plade, der mangler originalitet, rød tråd og gode melodier.

Unleashed buldrer med vanlig svensk dødsmetal på deres nye plade og forsøger i samme ombæring at jagte kristendommen ud af Jerusalem. Det er ikke nyskabende.

P.O.D. er et omvandrende bevis for alt der gik galt, da nu-metallen blev kommercialiseret. Et trist levn og et minde om et band, der engang kunne skrive interessant musik.

All That Remains ved stadig ikke, hvad de vil, og er næsten længere fra en ensrettet identitet end på forrige album.

Det seneste opus fra Billy Corgan og hans gamle kumpaner lyder, som lovet, skinnende pænt. Mindre højglanspoleret havde været at foretrække.

Billy Graziadei er blevet midaldrende og har fået trang til at genfinde ånden fra Biohazard. Det slipper han ikke fra med æren i behold.

Vreid bevægede sig lige på grænsen mellem post black og posh black, og det kunne selv ikke en gammel Windir-klassiker gøre meget for at ændre på.

Elder var klart festivalens mest særprægede koncert, der med deres helt egen stenede og progressive doom udfordrede publikum til Aalborg Metal Festival.

Gaahl’s Wyrd er ikke nær så farligt som hverken Gorgoroth eller Trelldom, men forsangeren har stadig karisma, og den mærkede Aalborg Metal Festival fredag aften.

Beyond Creation spillede deres nye plade ’Algorythm’ på Aalborg Metal Festival, og det var ikke alle i publikum, der kunne holde koncentrationen hele vejen gennem sættet.

'Evolution' er et solidt sellout og et farvel til den smule originalitet og værdier, Disturbed besad. At numrene, med få undtagelser, er kedelige og uinteressante, hjælper ikke den amerikanske kvartet.

De jazzmetalliske avantgardister fra Shining laver på deres ottende plade et radikalt stilskifte, de formentlig kun selv ser berettigelsen af.

Monuments byder ikke på meget nyt på deres tredje album. Til gengæld byder de på masser af generisk, kedelig djent, halvfærdige ideer og uuholdeligt banal lyrik.

Alt er, som det plejer i Conan-land. Lyden er massiv og monumental, og sangskrivningen halter, men man glemmer det, når bandet for alvor gungrer. Alligevel er tomgangen åbenlys.

Slash serverer sammen med Alter Bridge-frontmand en spand rock’n’roll-klicheer, der sådan set er acceptabel generisk guitarrock, men mest af alt gerne vil lyde som Guns N’ Roses og aldrig rigtig kommer til det.

Siden sidste album er SVIN blevet til en trio, men det gør ikke deres eksperimenterende instrumentalmusik mindre krævende. Nærm dig kun med et åbent sind!

Tyske Necros Christos fik aldrig fat i den okkulte stemning, de har på deres album og virkede amputerede, kedelige og ligegyldige på Kill-Town.