Ghost og norske Bokassa gjorde deres bedste for at få liv i et uinteresseret publikum i Parken, men den tamme begravelsesstemning og elendige helvedeslyd dræbte begge bands' indsats.

Spiritualized var under hele koncerten alt for langt fra det storladne og alt for tæt på kontrastløsheden. Bandets frontmand Jason Pierce trådte aldrig i karakter, og publikum havde for travlt med at diskutere alt andet end musikken. 

Der var ikke meget at råbe hurra for til Whores.' koncert på Roskilde Festivals sidstedag. Men omvendt var der heller ikke noget at være skuffet over, for koncerten fremskred præcis som forudsagt.

Black Midi var lige så kedelige og distancerede, som de var dygtige og visionære. Math-rockerne hyggede sig mere over sig selv end over det faktum, at de faktisk spillede for et publikum.

Med ambitioner om et fremragende popmusikshow tog Bring Me the Horizon for meget med. Også langt mere, end de kunne præstere. Orange Scene blev efterladt med en fortvivlende og tom fornemmelse.

Elendig lyd og sløjt fremmøde satte fra starten Tesseracts djent ud af kurs. Først efter en halv time blev der rettet ind, og briterne forlod i sidste ende scenen med æren i behold.

Immolation kæmpede en brav kamp imod vejrguderne, der sendte de fleste på flugt. Men de gjorde ikke, hvad der skulle til for at samle os få tilbageværende.

Pretty Maids’ koncert på Helviti fredag eftermiddag startede jævnt op, men som Atkins og Hammer fik arbejdet sig varme, bedrede det sig og sluttede hæderligt.

Groovy retro-stoner hænger på træerne, og 1000mods gjorde ikke meget for at bevise, at de skilte sig ud fra resten af flokken.- Men det gled nu stadig ned sammen med dagens første fadøl.

Som torsdagen åbnede på Pandæmonium med Konvent, således endte den: Doomed. Fiend kæmpede med et lille, træt publikum og deres eget materiale, men endte med at bære den hjem.

Eagles of Death Metal var ikke, hvad publikum skreg efter på førstedagen af årets Copenhell. De amerikanske ørkenrockere leverede et sikkert, rutinepræget show, der blottede et blodfattigt band foran et alt andet end begejstret fremmøde.

Der var mere show end skønsang i Sønderborg, hvor opvarmningsbandet Def Leppard fejrede ’Hysteria’ og Bon Jovi gennemførte et ærkeamerikansk rockshow.

Ritchie Blackmore's Roots havde været et mere passende navn for den halvhjertede levering af Purple- og Rainbow-travere, Blackmore fandt berettiget til et genbesøge i fortidens skatkammer.

Over de næste par uger tager vi et kig på nogle af de Copenhell-optrædende, hvis seneste udgivelser vi ikke fik taget under kyndig behandling, da de var nye og friske. Den første er newzealandske Alien Weaponrys debut ’Tu’.

Alle kan spille fedt på hjemmebane for et udsolgt spillested. Der, hvor ens evner virkelig står deres prøve, er på udebane med 30 fremmødte. Den prøve bestod Bleeding Utopia ikke på Bornholm.

Efter et halvt liv uden albumudgivelser er Jeff Becerra tilbage med ny plade, ny besætning og mere af det gamle.

Efter ti års tavshed er tyskerne tilbage med en plade, der starter ganske hæderligt, men ender så tamt og kedeligt, at de fleste af numrene formentlig aldrig bliver luftet live, men går direkte i glemmebogen.

Fornuftens stemme prædiker videre for koret, mens despoter, moguler og religiøse ledere grumt gnækkende fortsætter deres sejrsmarch. Man kan med en vis ret spørge sig selv, om Bad Religion stadigvæk har deres berettigelse. Også selvom det lyder kønt.

Med ’Berserker’ har Amon Amarth udgivet en plade, der er så velkendt og vellydende, at de fleste vil have problemer med at finde det nye. Det er både godt og skidt.

Erfarne Steel Prophet vil gerne være et power metal-band. Desværre fungerer de langt bedre, når de spiller hard rock.