På 'Banished by Sin' buldrer Deicide trofast videre i korstoget mod religion. Der er enkelte lyspunkter, men en forudsigelig udgivelse fra Benton og co.
Oven på den meget personlige forgænger ligner My Dying Bride atter sig selv her på 'A Mortal Binding' – både på godt og ondt.
Med en mangel på rød tråd og få stærke kompositioner udgiver While She Sleeps deres til dato dårligste plade.
Judas Priest forsøger at halse efter ungdommen med oppumpet og hyperkomprimeret metal, men glemmer sig selv i forsøget på at være hårde og hurtige.
Første soloalbum fra Bruce Dickinson i knap 20 år er kedelig – og det betyder nok, at man kun får sangene at høre én gang live.
Ihsahns nye, selvbetitlede plade er ikke helt den åbenbaring, man kunne håbe. Den er i stedet et middelmådigt miks af filmmusik og progressiv metal.
Saxon lyder som sig selv og sælger ikke ud. Men hvor mange gange kan man gentage samme formel og samme omkvæd uden at komme til at lyde træt?
Nullerne er i højsædet hos Blood Red Throne. Det er stadig hårdt og groovy – og meget som det plejer.
Fokus har været alle andre steder end på indholdet af Thy Art Is Murders sjette udgivelse, men det er også begrænset, hvor meget interessant pladen har at byde på.
Overkill lyder som sig selv på deres tyvende album. Men de er bedst, når de varierer deres faste formel.
'I Skyggen af Livet' er en massivt sort energiudladning som startskud på Sort Sinds virke – men skorter på materiale, der sætter sig på nethinden.
Ribes stolthed vender tilbage med flere velkomponerede kompositioner, der ditto giver køb på nogle af de fundamentale styrker, der gav Aphyxion relevans.
Engang udgav Sadus fedt fræsende death/thrash-klassikere. I dag leverer de kompetent, men personlighedsløs metervarethrash.
Tom G. Warrior genopfører Hellhammers musik med Triumph of Death. Men det lykkes ikke at genskabe det, der gjorde Hellhammer til noget særligt.
De danske horrorpunkere fra Archangel har stadig mange kanter, der skal slibes for rigtig at demonstrere, at de kan stå på egne ben på 'Total Dark Sublime'.
3Teeth søger videre mod midten og det skaber sammenstød i gode ideer og samarbejde.
Nervosa spiller fedt, skriver gode sange, har en lækker produktion. Det er helt igennem kedeligt.
Er du vild med breakdowns og kun breakdowns? Så er ’Amongst the Low & Empty’ lige noget for dig!
Den sad ikke helt i skabet, men det supersympatiske band Ithaca formåede alligevel at skabe stemning og mosh.
Vi skulle lamentere, men endte i stedet med en flad emotionel og lydmæssig oplevelse til Touche Amore.