Arjen Anthony Lucassen valgte i 2019 at opføre hele sit Ayreon album ’Into the Electric Castle’ live med et hav af gæstemusikere og gæstesangere. Det vil blive mødt med glæde blandt de få, men med ligegyldighed fra de fleste.
Manden med Weekendvesten kæmper hårdt og ustoppeligt for et slidt image, mens engelske Skyryder gør kampen til skamme.
Sympatiske tekster og et par stærke fuldtræffere er ikke nok til at redde et miskmask af kedsomhed på Pearl Jams første nye plade i syv år.
Lamentari tænker stort og folder vingerne ud på debut-ep'en. At de som metalliske sangskrivere overhovedet ikke er flyvefærdige, ødelægger dog meget af oplevelsen.
Som med ens forældre er det bedste, man kan gøre sig forhåbninger om fra gamle metalbands, at de ikke decideret blamerer sig.
Det var måske Cabal, der klarede sig bedst på Paletten i Viborg lørdag aften, trods det at navne som Bölzer og Taake prydede plakaten.
Hollywood Undead har stor succes med at være det stik modsatte af, hvad der engang var kvintettens mantra og styrke. Med enkelte undtagelser er det tørt, kedeligt og forudsigeligt at lytte til bandets voksen-nu-metal.
10 år er der gået siden Ozzys sidste soloalbum. Det er lang tid, og det har desværre ikke rigtigt været ventetiden værd.
En lang plade med for lidt vildskab, for meget tomgangslir og for få gode idéer. Vi håber, at Kvelertak stadig holder sig til de gamle numre, når de om lidt igen gæster København.
Et varieret trekløver, et udsolgt Pumpehus og et gavmildt publikum. Hvad kunne gå galt? Det kunne et fravær af kant.
Suicide Silence vender tilbage til det sikre ophav med en plade, der ønsker at slette alle minder om den selvbetitlede 2017-katastrofe.
Svenske Sabaton forvandlede Forum til en sløj slagmark med pølsesnak og letbenet krigsmusik forklædt som heavy metal.
Ihsahn er bedst kendt som forsanger og guitarist i det længst forstøvede black metal-band Emperor, men har efterhånden udgivet pladet i eget navn tre gange så længe. På ‘Telemark’ prøver han kræfter med både Iron Maiden og Lenny Kravitz
Der er god smag, tillært smag og ting, man aldrig lærer at elske. Natjagers første fuldlængde flytter bandets musik fra de første to kategorier til den sidste.
Dropkick Murphys led af metaltræthed, og distancen til deres publikum var alt for stor. Det hjalp heller ikke, at sætlisten bestod mest af midttempo-numre, som aldrig rigtig havde nogen forløsning. Opvarmeren Frank Turner overvandt til gengæld en del nye fans.
De canadiske thrashere i Annihilator leverer trofast plader i et jævnt tempo, og niveauet på 'Ballistic Sadistic' lider netop derfor. Og af andre årsager.
Den legendariske guitarist og sanger Kirk Windstein, kendt fra kæmpebands som Down og Crowbar, har udgivet en soloplade. Man kan blive i tvivl, om det egentlig var det, han ville.
Five Finger Death Punch og Bad Wolves var rent formularisk showmanship, der i Royal Arena mindede mere om en varieté end en metalkoncert. Og Megadeth burde have udsat deres comeback.
Midnight vil gøre alt for at provokere og virke seje. Men på enmandsbandets fjerde Venom-opkog i fuld længde er det hele alt for forudsigeligt og bedaget.
Acca Daccas lillebror udgiver sin femte plade. Atter med tre års mellemrum til den forrige er Airbournes nye album fuldstændig som alt det andet. Tinnies mod tindingen, bar mave og masser, masser af brødrene O’Keeffe.
