Ablaze My Sorrow spiller svensk melodød. Vores naboland har stolte traditioner indenfor den genre, men det er ikke alt, der er lige godt.

Blod og helvede, død og had - hva’ fuck sker der med alle de kvad?

Dave Grohl er så sympatisk en type, at han ikke engang ville kunne lave en rigtig stinker af en plade, selvom han prøvede. Men nøj, hvor han ellers prøver.

Accept lyder som forventeligt. Æstetisk ægte firser-metal men med et lag af støv og sepia, der understreger, at tyskerne aldrig nogensinde bliver rigtig vilde og voldsomme igen.

Telochs synthwave-projekt kun have været en spændende hybrid mellem black metallens rå ubehag og det neon-farvede synthwave-univers. Desværre er resultatet nærmere en kaotisk andenrangsudgivelse med minimal musikalsk rød tråd.

Hvis Prong kom fra Åbyhøj, så havde man nok kaldt det Slet Det. Med debutpladen 'Start Forfra' er der dømt hævi på dansk fra Smilets By.

'Unconquered' er ikke helt den plade, vi havde håbet på fra Quebec. Kataklysm falder dog ikke helt igennem, men vi kommer næppe til at huske udgivelsen om få år.

Deftones ser fremad ved at genoplive fortiden: Remix-pladen – et produkt der i metal-sammenhæng ikke har været moderne siden ’White Pony’ udkom. Det er en tragikomisk sluttet cirkel.

Punk-kvintetten Riot Sun har svært ved at vælge retning, og aggressionen kan ikke nå højere op end til en sukkerfri sodavand.

Urfaust læner sædet helt tilbage og hopper i frigear på en plade, der aldrig rigtig bliver andet end "ok".

Hvis man både er glad for Iced Earth og juleplader, venter man sig måske meget af Schaffer/Barlow Project. Desværre er det ikke ligefrem nogen ‘Silent Night of the Stormrider’, vi har med at gøre …

Otte album inde lyder Hatebreed stadig som Tony Robbins med skidepine. De opbyggelige selvhjælpsfloskler er en uomgængelig del af pakken; det er mindeværdige melodier og riffs ikke rigtig længere.

Det er lige præcis sådan noget som det her, folk hører for sig, når de siger, at de ikke kan lide dansksproget hard rock og metal.

Iron Maiden har lavet en ny liveplade, og det kaster Manden med Weekendvesten ud i en stor tøjkrise.

Dark Tranquillitys ‘Moment’ er en opvisning i, hvordan man ligner alle sine venner. Letgenkendeligt, letfordøjeligt og billigt sluppet for et band med meget mere på hjerte.

Killer be Killed er tilbage med ny plade, og stjernerne fra Soufly, Mastodon m.fl. spiller udmærket, men materialet er kedeligt.

Live er Devin Townsend altid en fascinerende oplevelse, men netop derfor er en liveoptagelse en meget tam omgang i sammenligning.

Arkansaskvartetten Pallbearers fjerde plade er kræs for de fans, der har fulgt bandet længe, men som syntes de var lige lidt for spændende i starten.

The Ocean spiller geologsludge. Denne gang med følsomme ambitioner og en helt vildfaren forståelse af egne evner.

Deftones har gennemsøgt arkiverne efter det, der gør Deftones til Deftones, men har ikke formået at samle det til noget, der er værd at anbefale. Sæt hvad som helst andet med dem på i stedet.