Rotting Christ er søgt mod mere melodiske himmelstrøg i deres musik, hvilket efterlader lytteren med en poleret udgivelse, der bliver en mellemvare.

Scimitar var en af de koncerter, jeg på forhånd satte mig på, da der skulle fordeles anmeldertjanser under årets A Colossal Weekend. Som fan af Slægt og Shaam Larein var det en no-brainer. Desværre var det kun fedt på papiret.

Kerry King vinder ikke noget nyt terræn på sin debut som soloartist, men håndværket er i orden, og det gør, at pladen lige akkurat kan forsvares.

Der var egentlig intet galt med Wolves in the Throne Rooms koncert. Men var der noget godt med den?

På 'Banished by Sin' buldrer Deicide trofast videre i korstoget mod religion. Der er enkelte lyspunkter, men en forudsigelig udgivelse fra Benton og co.

Lord Spikeheart var en de optrædender vi tjekkede ud hjemmefra, hvor det vi fandt var imponerende nok til at prioritere det i programmet. Det viste sig, at projektet er bedre på plade end live.

Oven på den meget personlige forgænger ligner My Dying Bride atter sig selv her på 'A Mortal Binding' – både på godt og ondt.

Med en mangel på rød tråd og få stærke kompositioner udgiver While She Sleeps deres til dato dårligste plade.

Judas Priest forsøger at halse efter ungdommen med oppumpet og hyperkomprimeret metal, men glemmer sig selv i forsøget på at være hårde og hurtige.

Første soloalbum fra Bruce Dickinson i knap 20 år er kedelig – og det betyder nok, at man kun får sangene at høre én gang live.

Ihsahns nye, selvbetitlede plade er ikke helt den åbenbaring, man kunne håbe. Den er i stedet et middelmådigt miks af filmmusik og progressiv metal.

Saxon lyder som sig selv og sælger ikke ud. Men hvor mange gange kan man gentage samme formel og samme omkvæd uden at komme til at lyde træt?

Nullerne er i højsædet hos Blood Red Throne. Det er stadig hårdt og groovy – og meget som det plejer.

Fokus har været alle andre steder end på indholdet af Thy Art Is Murders sjette udgivelse, men det er også begrænset, hvor meget interessant pladen har at byde på.

Overkill lyder som sig selv på deres tyvende album. Men de er bedst, når de varierer deres faste formel.

'I Skyggen af Livet' er en massivt sort energiudladning som startskud på Sort Sinds virke – men skorter på materiale, der sætter sig på nethinden.

Ribes stolthed vender tilbage med flere velkomponerede kompositioner, der ditto giver køb på nogle af de fundamentale styrker, der gav Aphyxion relevans. 

Engang udgav Sadus fedt fræsende death/thrash-klassikere. I dag leverer de kompetent, men personlighedsløs metervarethrash.

Tom G. Warrior genopfører Hellhammers musik med Triumph of Death. Men det lykkes ikke at genskabe det, der gjorde Hellhammer til noget særligt.

De danske horrorpunkere fra Archangel har stadig mange kanter, der skal slibes for rigtig at demonstrere, at de kan stå på egne ben på 'Total Dark Sublime'.