Zakk Sabbaths coverplade af, ja, gæt selv, er på én og samme tid en positiv overraskelse for Zakk Wylde-skeptikeren og alligevel inderligt overflødig.

Ulvers sekstende studiealbum snubler i egne opsmøgede blazerærmer og leverer ikke stort mere end pastiche.

Onslaught leverer deres thrash præcis lige så tidløst og tandløst, som man kunne frygte fra et band, der bare gerne vil have lov til at være med.

Deep Purple har sat tempoet gevaldigt ned i bandets efterår. Man kan efterhånden dårligt kategorisere bandet som et hard rock-band.

Apokalypsestemning, zombietomme storbygader, panik, sammensværgelsesteorier, paranoia, dødsforagtende hverdagshedonisme og hårspray: Zombis første plade i fem år burde have ramt lige ned i tidsånden i stedet for at fedstpille uden mål og med som en karantæneramt med hyttekuller.

Det er svært at forestille sig en ny Static-X udgivelse, havde Wayne Richard Wells stadig levet. Men hvor er ‘Project Regeneration Volume 1’ da bare en smart og tilsyneladende veleksekveret ide.

Fem års tænkepause har ikke givet Lamb of God nye ideer, og bandets 8.plade er velspillet, men komplet kunstnerisk tomgang.

Behemoth har for alvor haft vind i sejlene de sidste par år. Nu har de så rodet sig ud en ep med den eneste mand, der kan matche Nergal i at lyde vred. Svenske Niklas Kvarforth, hjernen bag Shining.

Asking Alexandria stiller for alvor deres fans over for det ultimative valg: Følg med eller forsvind. Baggrunden for spørgsmålet er dog ret uinteressant.

Idéen er god, og musikken lyder godt. Men selvom dødsmetallen er smadret frontalt sammen med hardcore, så viser Tombstoner kun, at potentialet er der: Debut-ep'en er lige generisk nok.

Polske Vader udsender en kedelig omgang dødsmetal, hvor der er masser af fart på og lidt thrash fra demodagene, men det bliver næppe noget, nogen husker.

Vort svenske broderfolk har, som vores norske fætre, en lang tradition for black metal. En af spydspidserne er Naglfar, som har spredt skræk og rædsel i 30 år. De har en lang og rodet historie med pauser, nye medlemmer og nye roller til gamle ditto, og efter en langvarig pause udgiver de nu en plade, der er rendyrket suppe-, steg- og is-black.

Frisk hollandsk post-black metal, du ikke kan huske bagefter

Nogle gange må man bare erkende, at velvilje ikke er nok. Hexvessel har intentioner om både dit og dat, men det hele bliver en rodet affære, der trænger til en gennemarbejdning og en tur med tættekammen.

Grungebandet fra San Diego går akustisk på ‘Perdida’, der viser dem fra en afdæmpet og sorgfuld side. En melodiøs og trist udgivelse. Og kedelig.

Nightwish-toget kører, som det har gjort i 24 år. De stopper ikke for nogen, men man er velkommen til at hoppe med.

The Black Dahlia Murders seneste udgivelse er en forglemmelig fornøjelse.

Candlemass har skrabet en ep sammen på blandede rester fra indspilningerne til forrige album, fordi der jo nok er enkelte derude, der synes, det er det værd. Bare ikke os.

Efter den sprudlende ‘Phantom Anthem’ er det et antiklimaks at lytte til ‘Guardians’. Pladen er for kompleks, for indviklet og savner gode sange.

Københavnsk midtvejskrisepunk, der gør tilnærmelser til både ham den unge karseklippede og hende den lækre mor nede i børnehaven