Den selvproklamerede metalgud bidrager til juleånden med et familie-potpourri af speedmetalliske bangers, storladne rockballader og højstemte kirkesalmer, der smager af mere sovs, end hvad godt er.

Evnerne er indiskutable, de gode idéer mange, og de dårlige valg få. Desværre er sidstnævnte markante. 

De britiske thrasheres første album i 29 år er noget så sjældent som et comeback, der ikke skuffer. Måske fordi forventningerne ikke er de store.

Life of Agony og Mina Caputo er blevet voksne og har fundet sig til rette i livet. Den slags harmoni og lyksalighed kommer der desværre sjældent et særlig interessant produkt ud af.

Månegarm lever fortsat højt på vikingeklicheer, der kun er blevet mere tyndslidte med årene i takt med sangskrivningen. Risikoen for at have glemt koncerten, inden året er omme, er høj.

Grand Magus leverede præcis, hvad man havde kunnet forvente af den svenske powertrio. Skabelonmetal spillet stramt, sikkert og særdeles uinteressant.

Mægtige Conan gæstede Lille Vega, og omkring 50 mødte frem. Oveni det var der adskillige lydbøffer. At de blev løst var ikke nok til at hive det engelske superdoom-band op fra en kvalitet, der lå langt under vanligt niveau.

Nile har fået ny forsanger ved siden af Karl Sanders. Han skal løfte arven fra Dallas Toler-Wade, og det bidrager ikke med meget på den nye plade.

Norske 1349 har kastet lidt thrash i lydbilledet på deres syvende studieplade, der er præcis lige så hurtig og beskidt som de forrige plader.

Minimalismen drev værket mandag aften, da Sunn O))) endnu engang gæstede DR Koncerthuset. Det var bare en dårlig dag på kontoret for drone-legenderne, der tjente som det kedelige eksempel på, hvordan man kan tabe alt fra studiet til scenekanten.

Kadavar har lavet endnu et album. Denne gang bevæger de sig ud i ørkenrocket westernterritorie, men selvom sounden holder, så halter sangskrivningen.

Wind Rose er ganske underholdende i ca. tre minutter. Et helt album er næsten ikke til at bære.

Horrorpunk og shock rock er Wednesday 13’s metier. På ’Necrophaze’ bliver man kun bange og chokeret af alle de forkerte årsager.

Mike Pattons første udgivelse i 2019 virker rodet, ufærdig og frembragt af lyst frem for gode ideer. Der er enkelte lyspunkter, men ikke nok til at redde pladesamarbejdet med Jean-Claude Vannier.

Sonata Arctica har valgt at vægte melodi og harmoni alt for højt på deres tiende album.

Det er sjældent spændende at lytte til Wage War. Der bliver ført alt for lidt krig, skrevet for kedelige numre og sunget alt for meget rent.

Helmet har aldrig haft ry for at være et spændende liveband. Det var de heller ikke denne aften i Aarhus, hvor den 30 numre lange jubilæumskoncert både savnede intensitet og kvalitet.

Entombed A.D. viger ikke fra dydens smalle dødsmetalsti, og det betyder, at deres tredje plade er tro mod de hårdkogte fans, men ikke meget værd for alle andre.

Hammerfall beviser på deres tiende ellevte skive, at de både er et dygtigt band og et band, der virkelig har brug for at tænke nyt.

Killswitch Engages ottende studieplade genbruger mange af bandets egne succesformler, men halter, hvad angår både nytænkning og sangskrivning.