Primalskrig, koklokke og harpesoloer skal ikke undervurderes. Det skal den højere musikalske enhed dog heller ikke, og uden en større mening med galskaben forbliver Svin desværre et eksperiment for eksperimentets skyld.
Selvom Trap Them er et cool og credible band, lykkedes det dem aldrig at forløse koncerten på Roskilde Festival.
Der var tryk – for meget tryk – på Aaron Beams bass, da Red Fang gæstede Avalon som et af onsdagens eneste metalbands. Det dundrende og bastunge lydbillede resulterede desværre i en langstrakt og monoton fest.
The Jesus and Mary Chain, et af 80'ernes store støjrockbands lagde et nostalgisk, men også søvndyssende tæppe over Arena torsdag nat.
Author & Punishers koncert på Gloria var på én gang episk og brutal, men desværre også meget ensidig og langtrukken.
Tysklands Powerwolf havde hverken materiale eller publikum til starte den store power metal-fest sent fredag.
Lydstyrken var alt for lav til, at festivalens første band i hardrockerne i Inglorious kunne blive meget andet end en hyggelig seance til de første fadøl på pladsen.
Mere kant og musikalske forløsninger ville klæde Baroness anno 2017.
Amerikanerne levede ikke op til hypen i denne omgang og forblev et uforløst brøl, der trods alt lykkedes med at vække interessen
Frank Carter havde som altid krudt i røven på Copenhells andendag. Traditionen tro stod den på solide circlepits og hyppig interaktion mellem Carter og publikum, men uden et helt stort forløsende vredesudbrud.
Som Copenhells uigenkaldeligt sidste band i 2017 bød The Black Dahlia Murder på effektiv, men også aldeles upersonlig publikumsbetjening.
Every Time I Die var langt fra det velkendte høje niveau. Den amerikanske kvintet var i voldsom grad stækket af forsanger Keith Buckleys fravær og generelle lyd-problemer.
Final Void er fra Finland, og det kan høres, for det lyder henad Sentenced med inspiration fra Amorphis. Desværre mangler forsangeren lige det sidste. Og det første.
Max og Igor Cavalera turnerer med Sepulturas 'Roots', som de spiller fra start til slut. Den ramte Voxhall i Aarhus en tirsdag aften. Nostalgisk, men kedeligt.
Dream Evil har været syv om at smede deres fantasiløse sjette album sammen. Fantasien har ikke en gang været stor nok til at finde på et navn til albummet.
Det er en hensygnende rockgud, vi møder på Danzigs første rigtige plade i syv år. Og det er forbistret skuffende, at det skulle komme så vidt.
All That Remains kan overhovedet ikke finde ud af, hvad de vil. Det skifter mellem radiorock og tung metalcore i en sådan grad, at man bliver gal i hovedet af at lytte til det.
Kiss koksede rundt i det som en professionel parodi på sig selv i Horsens.
Seas andet udspil lever desværre til fulde op til klicheen om den svære toer. ’The Grip of Time’ indfrier slet ikke de store forventninger, som bandets debutalbum fra 2014 gav.
Irske Dread Sovereign leverer en udmærket omgang doom på deres anden fuldlængde, ’For Doom the Bell Tolls’. Gruppen med Nemtheanga (Primodial) i front mangler dog et par nuancer mere, før de kan måle sig med doomgenrens bedste.