Dave Grohl og Foo Fighters er klar med 'Concrete and Gold', der ikke rigtig bider fra sig. Produktionen er god, men musikken halter.

Kadavar spiller både tungere og blidere end nogensinde før på ’Rough Times’, men i forsøget på at udvikle sig og samtidig fastholde deres identitet falder trioen mellem to stole. Det gør pladen til deres svageste hidtil.

Med 'Deep Calleth Upon Deep' udforsker Satyricon musikalske veje, der er modige og udfordrende. Men sangene svigtes af manglen på melodier.

Det skrøbelige fundament under debutalbummet fra Prophets of Rage er bygget på tidligere bedrifter. Bandet lever i skyggen af fortiden, og det gør ’Prophets of Rage’ intet for at ændre på. 

Efter flere års stilhed vendte syrerockbandet The Black Angels onsdag aften tilbage til Danmark, hvor de gav koncert for et udsolgt Pumpehuset. Her beviste de på ny, at de forbliver et fattigt liveorkester.

Suffocation er kendt for at udsende gennemarbejdede plader på et højt niveau.  Deres ottende er gennemarbejdet, men niveauet halter.

Det lå i kortene, at Neck Deep skulle være et af de største poppunk-bands i mange år. Alligevel formår det walisiske band at spænde eklatant ben for sig med et album der mest af alt bare er vildt kedeligt.

Trods gode intentioner overbeviser Dead Lord med ’In Ignorance We Trust’ på ingen måde om, at bandet er det nye Thin Lizzy.

Gendannede Emperor har vi nu oplevet tre gange på Wacken, og tredje gang var ikke lykkens gang. Det lugter for meget af penge og for lidt af spilleglæde.

Clawfinger var et produkt af tiden i 90'erne, hvor de blev utrolig populære på deres første tre plade. På Wacken begyndte materialet så småt at lyde bedaget i regnen.

Fredag formiddag på Wacken Open Air forsøgte Lacuna Coil at ruske liv i et søvndrukkent publikum, der ikke lod sig overbevise af bandets forsøg på morgenfest, masseprotest og fællessang. Kun Cristina Scabbias skarpe vokal reddede publikum fra massesøvn.

Som hovednavn på Wacken Open Air 2017 leverede Volbeat en professionel og helt igennem uengageret og kedelig koncert uden den store interaktion med publikum.

Tidligere på ugen gav Elder og co. et talstærkt publikum guitarlir for alle pengene. Faktisk var der så meget strøm på spaden, at det blev trættende i længden og for meget af det gode.

Er det Copenhagen Jazz Festivals intention at kombinere sol og sommer med liflige toner i hovedstaden, gjorde Marissa Nadler tirsdag aften heldigvis festivalen til skamme. Nadlers fokus lå på introvert mørke – og generalprøveagtige guitarproblemer.

Sort Sol formåede at tiltrække publikum – men bandets forsøgt på at tegne et billede af sig selv som kunstneriske i stedet for folkekære harmonerede dårligt med festivaloplevelsen.

A Day to Remember leverede et fuldstændig forglemmelig koncert på Roskilde Festivals førstedag.

Atmosfærisk black metal som baggrundsmusik for Rød Stues skødesløse Bazardi Breezer-fest var en nitte. Den lalleglade fest ødelagde musikken, da islandske Auðn søndag aften spillede på Rising. 

Med deres klasssike bud på hardcore fik norske Sibiir under søndagens warm up-koncert motiveret publikum til at holde en passende fest. På Roskilde Festival er det ikke et kvalitetstegn i sig selv.

Primalskrig, koklokke og harpesoloer skal ikke undervurderes. Det skal den højere musikalske enhed dog heller ikke, og uden en større mening med galskaben forbliver Svin desværre et eksperiment for eksperimentets skyld.

Selvom Trap Them er et cool og credible band, lykkedes det dem aldrig at forløse koncerten på Roskilde Festival.