Retro-rocken blev lagt på hylden, og drømmen om en tilbagevenden til det gamle Opeth fik lov at leve videre.

Veteranerne fra Bolt Thrower og Benediction holder stadig dødsfanen højt i Memoriam, der stod for næsten en times tung dødsmetal på festivalen lørdag aften. Og så fik de endda selskab af en tidligere growler i de to legendariske bands.

Lige så fortryllende Myrkur er på plade, lige så forbandet synes hun at være live, hvor danskeren altid fumler rundt med udstyret.

Uden decideret at fejle ramte Europe ved siden af og scorede først den store gevinst fra publikum til allersidst.

For tredje gang på fire år var Carcass forbi en dansk festival. Og briterne gjorde, som de plejer: forvandlede Copenhell til en musikalsk slagtebænk. 

Devildriver stod for Copenhells første hårde metalkoncert og gav en gedigen lektion i nu metal, men elendig lyd lagde desværre en dæmper på oplevelsen.

Risings musik lød fantastisk på Hades-scenen, men kontakten til publikum måtte godt have været større for virkelig at være festskabende. Musikalsk fik man dog høj klasse.

Ghost Iris bød på store kapaciteter i det tekniske hjørne af metalcoren, mens de inviterede til fest med overraskelser på scenen.

Man fik en god og blid start på dagen med engelske The Raven Age. Men sangeren måtte godt skruen bissen på og få lidt nerve ind i stemmen.

Måske mangler sangen, der kan løfte danske Seven Thorns' power metal helt op i liga med genregiganterne, men på Copenhell viste bandet, at de i hvert fald har showet og viljen til større skalpe.

Lydstyrken var alt for lav til, at festivalens første band i hardrockerne i Inglorious kunne blive meget andet end en hyggelig seance til de første fadøl på pladsen.

Huldre satte igen gang i kædedans og fest med et imponerende musikalsk mix af folkemusik og letfordøjelig metal.

Hvordan holder man fast i den musikalske nerve og integritet, når man dybest set ikke har ændret hverken stil eller fremtoning de sidste 30 år?

Mere kant og musikalske forløsninger ville klæde Baroness anno 2017.

Når svenskerne er på toppen, er de stort set urørlige. Og således åbnede hovedscenens porte sig majestætisk med et misundelsesværdigt niveau af dødstons i pitten

Amerikanerne levede ikke op til hypen i denne omgang og forblev et uforløst brøl, der trods alt lykkedes med at vække interessen  

Black Star Riders kørte den hjem på rutinen med fuld skrald på alle instrumenter i en grad, så det var som så med at høre detaljerne i musikken, som blev leveret af det ellers kompetente band.

Var man vågnet lidt sent, blev man i den grad vækket til de finske crossover-thrashere fra Lost Society. De lød ,som var de skudt lige ud af 80'ernes Bay Area-scene.

Frank Carter havde som altid krudt i røven på Copenhells andendag. Traditionen tro stod den på solide circlepits og hyppig interaktion mellem Carter og publikum, men uden et helt stort forløsende vredesudbrud.

Som Copenhells uigenkaldeligt sidste band i 2017 bød The Black Dahlia Murder på effektiv, men også aldeles upersonlig publikumsbetjening.