Det var et velspillende La Dispute, der samlede folk af mange genrer i ly for regnen.
Spiritualized var under hele koncerten alt for langt fra det storladne og alt for tæt på kontrastløsheden. Bandets frontmand Jason Pierce trådte aldrig i karakter, og publikum havde for travlt med at diskutere alt andet end musikken.
Med dødsmetalvokalharmonier og en trommeslager i særklasse blev der fredag aften leveret et solidt og hårdtslående show fra det amerikanske band Misery Index. Her var både plads til korslagte arme og moshpits.
For vores skribent bød torsdagen beklageligvis ikke på Testament eller triumfer på scenen, men derimod regnvejr, undersaltet veganermad og et inderligt håb om bedre koncerter dagen derpå.
Med en ellers bragende start virkede det, til at Full Of Hell + The Body torsdag nat ville vise festivalen, hvordan den dybeste cirkel af helvede ser ud. Dog blev det afslutningsvis mere til indersiden af et øvelokale.
Japanske Kikagaku Moyo skabte et magisk musikalsk trip for de få heldige, der lagde vejen forbi Pavilion på den mørke side af midnat.
Engelske Shame var et både energisk og anstrengende indslag som afslutning på torsdagen.
Crack Clouds syv skæve eksistenser fyldte Gloria med et dragende sæt, hvor samspillet og særpræget dominerede.
Amerikanske The Armed kom, spillede og smadrede Pavilion i et vanvittigt hardcore-show med blod i ansigtet, stolekast, skrigende, duellerende vokalister og en stor mand forklædt som en skov, der gav krammere til alle og enhver.
Når man ikke selv kan indfinde sig på Roskilde Festival, så er det jo godt, at der er Devilution-kolleger, som kan, og som ovenikøbet har taget notesblokken og den skarpe blyant med. Villumsen roser kollegernes ordstrøm fra festivalen i denne top 5.
Med dæmonisk kraft og sataniske kostumer viste Behemoth Roskilde Festival, hvorfor de burde få mere metal på programmet. Et korstog af ugudelig størrelse blev fremvist på Arena lørdag aften.
Hitmaskinen kørte på rutinen, og The Cure lukkede Orange Scene for i år med vemodig fællessang, uden at koncerten gjorde sig fortjent til nogen større plads i historiebøgerne.
Der var ikke meget at råbe hurra for til Whores.' koncert på Roskilde Festivals sidstedag. Men omvendt var der heller ikke noget at være skuffet over, for koncerten fremskred præcis som forudsagt.
Black Midi var lige så kedelige og distancerede, som de var dygtige og visionære. Math-rockerne hyggede sig mere over sig selv end over det faktum, at de faktisk spillede for et publikum.
Baest slap dæmonerne løs i nattemørket og leverede en milepæl af en koncert på Pavilion.
De unge norske sludge-rockere kæmpede lidt med lyden og med udtrykket, men hev en hæderlig præstation i land på rent talent.
Med ambitioner om et fremragende popmusikshow tog Bring Me the Horizon for meget med. Også langt mere, end de kunne præstere. Orange Scene blev efterladt med en fortvivlende og tom fornemmelse.
Fortidens bedrifter blev sat i nye rammer, backingbandet kunne deres musikhistorie til fingerspidserne, og Plants røst kunne stadig gøre os blød i knæene.
Testament er stadig værdige kandidater til thrash-tronen. Det viste de, da de lokkede et fyldt Arena-telt lige lukt i deres hule hånd.
Norske Ulver hungrer efter genreudfordringer og krydsninger af genrer. Men på Roskilde endte man med at stå og kigge på deres visuals, fordi Depeche Mode-kopien blev for kedelig.
