2018 - Flammeskriftet

kataklysm_pumpehuset2018__XTD6025

Endnu et år går på hæld. 2018 var et år præget af både opbrud og stabilitet, men også af en imponerende bredde og mangfoldighed.

Fotograf
Jacob Dinesen

Det er sigende, at der i vores evaluering af metalåret 2018 kun er lidt, vi internt på Devilution er enige om. I de enkelte skribenters årslister er der meget få overlap i udvælgelsen af årets bedste udgivelser, de største koncertoplevelser og nævneværdige nye navne. For der har simpelthen været så meget at tage fat på, så meget at lytte til og så mange tendenser i spil, at det er svært at tegne et større, forkromet narrativ.

Det vil vi nu gøre alligevel. For hvis der er én linje, som vi kan trække gennem 2018, og som går igen i vores udnævnelse af årets højdepunkter nedenfor, så er det, at genrens bands i år befandt sig ved en skillevej. Mellem valget om at stoppe, mens legen er god, eller blive ved i bedste ånd med risiko for at brænde langsomt ud foran sine fans, og mellem at nedtone ekstremerne for at appellere til det publikum, der bliver stadigt større og større, eller at lade de kontroversielle elementer være fremmest.

Arbejdshestenes exit
Slayer valgte 35 år efter udgivelsen af debutpladen at trække stikket og tage på en afsluttende verdensturné, der bragte dem forbi Royal Arena tidligere på måneden. Det er en ærværdig beslutning, for det viser, at Tom Araya, Kerry King & co. har erkendt, at man kan blive for gammel til at spille metal, i hvert fald når det fordrer den energi og dedikation, som det gør. Eller også har de snarere erkendt, at arbejdet er udført, og at der alligevel er et hav af bands, der fører den arv, de så stålfast har cementeret igennem årtier, videre. Afskedsturnéen er dog ikke slut endnu, men fortsætter langt ind i 2019, og det vil ikke undre os, hvis vi når at se Slayer en gang eller to igen i løbet af næste år, hvor de måske/måske ikke slår vejen forbi en dansk festival til sommer.

I den anden ende finder man Judas Priest, der fire et halvt årti inde i karrierne kører utrætteligt videre. Veteranerne gjorde fyrsteligt comeback med ‘Firepower’, der viser, at ilden stadig brænder i Rob Halford og resten af bandet. Men det var ikke uden problemer: Store dele af året bød på onlineskænderier mellem den tidligere guitarist K.K. Downing og bandet, ligesom udmeldingen om, at guitarist Glenn Tipton var blevet ramt af Parkinsons og derfor ville blive erstattet af Andy Sneap på den efterfølgende turné var både sørgelig, som den var opportunistisk. Sådan kan man også forvalte arven med risiko for, at den knejsende metalstolthed bliver uværdigt overhalet af alderdommens ufravigelighed og vedvarende uenigheder i pressen.

Kontroversiel kulturkamp
Og nu vi er ved pressen: 2018 var også året, hvor metal fandt sig selv dybt infiltreret i tidens verserende kulturkamp, hvor det var op til diskussion, om der skulle luges ud i genrens problematiske tendenser til fordel for en større åbenhed, eller om metallen fortsat skulle forblive kontroversiel og ekstrem.

Særligt det amerikanske medie MetalSucks førte an, og særligt gik det ud over black metal-genren, der nyder større kommerciel succes end nogensinde før, men som dermed også finder sig selv et sted mellem undergrund og en ny mainstream.

I løbet af året er der kommet skræmmende ting frem om Inquisitions frontmand Dagon og Manowars guitarist Karl Rogan, der begge har været i besiddelse af børneporno, og mens der er god grund til at gå efter Marduk, når det kommer frem, at bandmedlemmer har købt materiale og dermed økonomisk støttet af en af Nordens mest ekstreme nynazistiske grupperinger i Nordiska Motståndsrörelsen, så har MetalSucks’ kampagne også haft karakter af at være en sensationalistisk klapjagt på yderliggående personligheder i en yderliggående genre.

Hårdt gik det ud over Taake, der måtte se en turné aflyst grundet et ti år gammelt billede, der florerede på sociale medier, ligesom Watain måtte skille sig af med liveguitaristen Seit Teitan og Pestilence måtte se amerikanske festivalshows aflyst på grund af småting, frontmanden havde ytret på sin Facebook-profil. Vi behandlede det hele i et Vagttårn om politisk ekstremisme, der kan læses her.

Bredde og dybde
Metal kan altså stadig være kontroversielt, og 2019 kommer næppe til at være renset for lignende skandaler, men langt hen ad vejen har året musikalsk været kendetegnet ved en enorm dybde og bredde. Nye bands og tendenser vinder hele tiden frem, og selvom de mest etablerede navne står solidt plantet øverst på festivalplakaterne, er der stadig en gennemgående iver efter at udforske og udvide repertoiret og opretholde publikums gunst.

Ghost fastholdt positionen som førende dæmonisk poprock-band med 80'er-kitsch på ‘Prequelle’, og Behemoth undgik i store træk at lave en ‘The Satanist’ del to med ‘I Loved You at Your Darkest’, der dog ikke helt indfriede de høje forventninger. High on Fire tonsede ufortrødent videre på ‘Electric Messiah’, men riffmesteren Matt Pike fik også udforsket de drønende dybder med doomtitanerne Sleep, der efter 18 års albumpause gjorde pludseligt comeback med den glimrende ‘The Sciences’. Og så var der selvfølgelig Machine Head, der ramte bunden med makværket ‘Catharsis’ og gik gradvist i opløsning efterfølgende.

Længere nede blev der holdt niveau, men også eksperimenteret i forskellige retninger. Primordial holdt metalfanen højt med ‘Exile Amongst the Ruins’, Tribulation gik gothretningen på ‘Down Below’, Voivod viste storform på ‘The Wake’, og tyske Sulphur Aeon vandt slutningen af året med ‘The Scythe of Cosmic Chaos’.

Dansk vitalitet
Den danske scene trives og viser fortsat tegn på både liv og talent. For længst etablerede navne som Artillery og HateSphere er fortsat vitale og holder et højt bundniveau langt inde i karrieren, men det er i undergrunden, at det syder og bobler. For mens Hexis bliver ved med at turnere de mest umulige steder i verden rundt, bliver nye navne ved med at poppe op og vise deres værd herhjemme.

Det kan man se på årets imponerende debutplader: om det er de progressive højdespringere i Sunless Dawn, Baests stilsikre dødsmetal, de silkeborgensiske newcomere i Xenoblight eller Alkymists tunge sludge, er der højt niveau over hele linjen. Ligesom der også er det fra bands som LLNN, Cold Night for Alligators og Grusom, der alle succesfuldt tacklede den såkaldt svære toer, mens metalambassadørerne i Slægt fræsede lystigt videre på den tredje plade, ‘The Wheel’.

Det er altså ikke evner eller bredde i udtrykket, der mangler på den danske metalscene, og sådan var 2018 (endnu) et år, hvor genren og bandsene fik lov til at vokse, udfolde sig og kæmpe om publikummet. Og kæmpe må de, for selvom publikummet utvivlsomt er der, så er metalscenen så stort et virvar af forgreninger og udtryk, at der skal meget og mere til for at skære igennem.

Bredden, men også den manglende konsensus, det kan medføre, kommer således også til udtryk i vores nedenstående aggregerede liste. Her har vi lagt vores skribenters opsummeringer af året sammen og udkårer årets højdepunkter og de få ting, vi kunne samles om i 2018.

Årets danske album: Sunless Dawn: ‘Timeweaver’, efterfulgt af Slægt: ‘The Wheel’ og Værket: ‘Young Again’.
Det er sjældent, man ser et band debutere med så store armbevægelser, som Sunless Dawn har gjort i år. Det har ganske vist taget tid at få på plads, men det har belønnet sig, for eksilbornholmernes progressive dødsmetal er af højt internationalt niveau. Det var det også hos Slægt, der byggede videre på deres blackened heavy metal på ‘The Wheel’, mens to af bandmedlemmerne også viste, at dansk rock nu også favner himmelstræbende og grandios progressiv rock, som den kommer til udtryk på Værkets ‘Young Again’.

Årets internationale album: Tribulation: ‘Down Below’ eller Sulphur Aeon: ‘The Scythe of Cosmic Chaos’ eller Judas Priest: ‘Firepower’ eller...
Modsat tidligere år kan vi ikke kåre ét album, som der er konsensus omkring i skribentstaben. Sulphur Aeons nyligt udkomne ‘The Scythe of Cosmic Chaos’ har flest topplaceringer, men Tribulation og Judas Priests album, der udkom tilbage i starten af året, figurerer til gengæld på flere lister.

Årets internationale hit: Judas Priest: ‘Lightning Strike’ efterfulgt af Ghost: ‘Dance Macabre'
Ét hit kunne vi til gengæld blive enige om: Metalveteranerne i Judas Priest har skabt en nyklassiker i ‘Lightning Strike’. På en andenplads har vi Ghosts dansable ‘Dance Macabre’.

Årets danske hit: Slægt har skrevet det, men vi er uenige om hvorvidt det er ‘Perfume and Steel’ eller ’Being Born (Is Going Blind’). Som runner up har vi Pudsige Herrers ‘På vej’.

Årets fysiske udgivelse: Metallica: ‘...And Justice For All’ genudgivelse.

Årets koncert: Vi har været til en masse koncerter i løbet af året, men øjensynligt ikke samtidig. Derfor er det os ikke muligt at kåre årets koncert.

Årets internationale navn: Slayer

Årets danske navn: Baest

Årets nye internationale navn: Ingen enighed, ingen overlap.

Årets nye danske navn: Xenoblight

Årets comeback: Judas Priest

Årets optur: Festivaler helt generelt. Dem kan vi ikke få nok af

Årets største skuffelse: En meget blandet landhandel.

Største ønske for 2019: Mere ekstreme festivaler.

Det glæder vi os til i 2019: Endnu flere festivaler. Dem kan vi ikke få nok af.