'Reverence' er ikke en dårlig plade, fordi Parkway Drive ikke længere spiller metalcore. 'Reverence' er en dårlig plade, fordi der er for få gode numre. Et problem, australierne har døjet med i snart 10 år.

Vælger man at høre Møls debutplade som black metal, bliver man slemt skuffet. Men ønsker man sin indie med metallyd, er ‘Jord’ vellykket på sine egne præmisser.

Fra sin bjælkehytte i Minnesotas skove har Austin Lunn imponeret med en bizar fusion af black metal og bluegrass. Denne gang forsøger han over to timer at dele de to op, og resultatet skuffer.

Romerrige-konceptbandet Ex Deo er en væsentlig bedre ide på papiret end i virkeligheden. Og RMF-folket lod sig ikke overbevise om det modsatte.

Der var ikke meget supermand over frontfigur Nick Holmes i Bloodbath, og resten af bandet leverede en middelmådig, hvis ikke decideret tilbagelænet præstation.

Et manglende bandmedlem, en overtænkt gimmick og alt, alt for mange effekter mødte de første gæster på Royal Metal Fest fredag eftermiddag.

Marco Mendozas tredje soloalbum er habilt, men hurtigt glemt.

Er du i dine tidlige tyvere og lidt af en “mad lad” hver weekend, der er mildt indigneret over hverdagsracisme og musikindustrien? Kan du heller ikke helt hitte ud af det der med damer? Så er du lige i målgruppen for Don Brocos tekstunivers.

Caliban søger den melodiske udvikling på deres 11. fuldlængdeudgivelse. Desværre har de ikke en vokal, der kan bære den udvikling.

Dave Wyndorf lægger space rock og stonerattitude på hylden for en stund og fokuserer på Detroit-inspireret oktanrock på Monster Magnets 10. album ’Mindfucker’. Det er ikke videre vellykket.

Det er deres hjemstavns vemodige sange, briterne kaster sig over på en rendyrket akustisk folk-plade. Og det er både kønt og kedeligt.

En halvvejs gendannelse af Fugazi er kun delvist forløsende. The Messthetics lyder, som om de hygger sig med at være sammen, som de plejede, og så kan vi andre få lov at høre med over skulderen.

Jesper Binzer er på tur for at promovere sit soloudspil ’Dying Is Easy’ fra sidste år. Det blotlægger desværre, at materialet fra albummet er for tyndt.

Andrew W.K. vender efter ni år tilbage med endnu en gang afdankede numre om livets fest. Men bedst som man tror, Wulkes-Krier ikke kan finde på andet end at gentage sig selv, overrasker han.

Næh se, japaneren er mærkelig og excentrisk, og han har fået et metalband til at prøve at følge med i sine improvisationer. Vi må hellere være lidt benovede og grine af, hvor sært det er.

To Göteborg-bands havde torsdag aften fundet vej til Loppen for at dyste i riffmageriets disciplin. Monolord vandt, men ikke stort.

Den britiske supergruppe Good Tigers debut, ’A Head Full Of Moonlight’, var intet mindre end en ualmindeligt positiv overraskelse. Andet album, ’We Will All Be Gone’, er det stik modsatte.

Pantera-sangerens anden soloplade er både muskuløs og konfrontationssøgende, men slagkraft er der ikke meget af. Det bliver ved at flekse lidt foran spejlet og skule olmt.

Det er den almægtige natur og lokal folklore, som Hamferð kanaliserer ud i deres nordiske lyd. Men ved at underspille deres dødsdoom begår den færøske gruppe en fatal fejl: Det går hen og bliver kedeligt.

D-A-D-forsangeren kører den sikre og trygge vej gennem sit første soloalbum. Her er ikke noget med at iklæde sig ny stil eller nyt udtryk. Det skulle da lige være en sikkerhedsvest.