Der er kompetente musikalske momenter på den første plade med Spiritual Beggars i fem år, men alt i alt er det hele desværre samtidig ret intetsigende.

Med tiltrængte nye sange i bagagen leverede Anathema varen foran en utålelig flok snakkesaglige, diskotekspotente fuldehoveder til et publikum.

Iron Fire har meget der fungerer men formår ikke at fokusere på deres stærke sider ved deres 10års jubilæum.

Resultatet af det længe ventede samarbejde med ex-Helloween-sanger Michael Kiske og amerikanske Amanda Somerville er nu på gaden. Og det er en skuffelse.

Kevin Chalfant var i 1994 kort inde over Journey. Nu har han udgivet album nummer to med Two Fires. Det havde han ikke behøvet.

Det er utvivlsomt en fin gave til sin fans, at udgive en skive med genindspilninger af gamle klassikere, men det er ærgerligt at glemme magien fra "dengang" i processen.

Det går endnu et skridt ned af bakke for de canadiske retrorockere i Black Mountain, der med deres tredje fuldlængde går på kompromis med kunsten i håb om at sælge flere plader.

Stone Sours seneste er et svært kedeligt album, hvilket ikke gør noget godt for agtelsen af bandets Slipknot-berømte forsanger, Corey Taylor.

Debuten fra The Cults Ian Astbury og japaner-trioen Boris, med også den sexede skolepige-/spøgelsesvokal fra Wata i guitarerektionens centrum, er et gedigent ét uden at være i nærheden af at være noget specielt.

Hæsblæsende er et ord som sjældent har passet bedre på et band end i tilfældet Dragonforce, og liveoptagelsen 'Twilight Dementia' viser tydeligt, at denne betegnelse ikke kun kan hæftes på studieoptagelser.

Denne uges russiske plade er fra Aria, der sagtens kan spille rigtigt heavy metal, men fraværet af en engelskkyndig sanger gør det svært at spå dem en fremtid uden for Rusland.

Norske Tristania får ikke rigtig ramt det dystre og melankolske i sin gothic metal, og dermed ender flere sange flade og kedelige.

Efter den indledende anmeldelse af guitarhelten Sergey Marvin i føljetonen om russisk metal, er det denne gang tid til at høre om nu-metal fra verdens største land.

Selv om Fear Factory på papiret er i orden, er der alligevel noget, der ikke fungerer live.

Despised Icon virkede trætte, og som om det har taget forskud på sin egen bebudede opløsning

1349 skulle sprede kulde og død fra den muntert betitlede Party Stage, men det lykkedes ikke rigtig.

Immortal kunne gentage succesen fra 2007, men valgte at levere en uengageret indsats med et besynderligt sangvalg og lidt for tilbagelænet attitude.

Når Ektomorf forsøger at slå igennem som Europas svar på Soulfly, så er det svært når forbillederne samme dag viser hvordan Ektomorf burde have startet lørdagen.

Det er næppe et dødsmetalbands største ønske på en festival at være programsat nøjagtig samtidig med Cannibal Corpse. Men der var nu publikum til tyske Debauchery også.

Velspillet og med flere fede elementer ender Zenithal alligevel ud med en omgang standard thrash, der kun momentvis rammer genrens gyldne formål: at rykke som bare pokker.