Wind Rose er ganske underholdende i ca. tre minutter. Et helt album er næsten ikke til at bære.

Hammerfall beviser på deres tiende ellevte skive, at de både er et dygtigt band og et band, der virkelig har brug for at tænke nyt.

Over de næste par uger tager vi et kig på nogle af de Copenhell-optrædende, hvis seneste udgivelser vi ikke fik taget under kyndig behandling, da de var nye og friske. Den første er newzealandske Alien Weaponrys debut ’Tu’.

Han er velsignet med en af de bedste stemmer i rock de sidste tre årtier, men nu giver John Garcia tilsyneladende op.

Myles Kennedy er lige så letfordøjelig solo, som når han indspiller med Alter Bridge, og den smertende personlige debutplade kommer mest til at fremstå som halvment klynk og teatertorden.

A capella-gruppen Van Canto støder igen klinger med Devilutions dragejæger, og han ser stadig ikke bandets berettigelse. 

Unleashed buldrer med vanlig svensk dødsmetal på deres nye plade og forsøger i samme ombæring at jagte kristendommen ud af Jerusalem. Det er ikke nyskabende.

Det seneste opus fra Billy Corgan og hans gamle kumpaner lyder, som lovet, skinnende pænt. Mindre højglanspoleret havde været at foretrække.

Alt er, som det plejer i Conan-land. Lyden er massiv og monumental, og sangskrivningen halter, men man glemmer det, når bandet for alvor gungrer. Alligevel er tomgangen åbenlys.

Selvom Otep Shamaya er en hykler, er det ret underholdende at lytte til 'Kult45'.

Dee Snider lader Jamey Jasta skrive sin soloplade. For første og forhåbentlig sidste gang. For der er ikke meget at imponeres over i Jastas ”nutidige” heavy metal-univers.

Devildriver indspiller countrycovers med gud og hvermand og serverer en lunken saloonbuffet af lige dele skidt og kanel.

Skindred lyder som alt andet end Skindred på ’Big Tings’. Var det ikke for Benji Webbes karakteristiske vokal, kunne man nemt have forvekslet det walisiske band med et hvilket som helst andet hard rock-band.

Dave Wyndorf lægger space rock og stonerattitude på hylden for en stund og fokuserer på Detroit-inspireret oktanrock på Monster Magnets 10. album ’Mindfucker’. Det er ikke videre vellykket.

På deres første besøg på dansk jord i flere år beviste Satyricon, hvorfor de med al ret er et af verdens bedst sælgende black metal-bands.

Med 'Deep Calleth Upon Deep' udforsker Satyricon musikalske veje, der er modige og udfordrende. Men sangene svigtes af manglen på melodier.

Vintersorg skuer tilbage til fordums tid, men gør det med fornyet styrke og resultatet  er fornemt, selvom der trædes vande i en hårfin balance mellem fornyelse og fokus på de stærke sider, man ved virker.

De bindegale skotske pirater i Alestorm hærger igen og har i denne fjerde omgang et stærkt udspil i ryggen.

Ørkenrotten John Garcia har stadig en af rockmusikkens helt stærke stemmer. På sit andet studiealbum under eget navn har han desværre ikke meget andet at byde på end netop sin vokal. Og det er ikke nok. 

Spanske Diabulus in Musica er klar med bandets fjerde album, ’Dirge for the Archons’. Det er en fin udgivelse, som dog mangler det sidste, før den får glædestårerne til at springe.