Satyricon demonstrerede med en forrygende koncert, hvorfor de sidder på kongetronen af norsk black metal.
Efter en fantastisk debut er Kvelertak klar med opfølgeren ’Meir’, hvor der er skuffende langt mellem de slagkraftige sange.
Med udgivelsen af 'Antennas To Hell' lukker Slipknot fint for kapitlet, der indeholdt bassist, sangskriver og grundlægger af bandet, nu afdøde Paul Gray.
Opeth leverede en metalkoncert uden punch og spillede syv kvarters stormfulde gode sange uden meget hjerte.
Normalt er live-udgivelser en lidt tam affære, og det er svært at indkapsle atmosfære og oplevelse på plade. Det er faktisk lykkedes Machine Head.
Selvom der var et par bundskrabere er Trivium stadig et band der kan skabe en fest. Og As I Lay Dying spillede generelt røven ud af bukserne på alt og alle.
Gojira er ved at blive en fiksstjerne på metalhimlen, og det skyldes i høj grad trommeslageren
Mario Duplantier.
Stone Sours nye album balancerer mellem det ømme og det tunge. Havde de dog bare kunne holde sig til det sidste, havde der være tale om en seriøst fed udgivelse.
Downs første ud af fire - efter sigende musikalsk forskellige - ep'er er en skuffelse af format. Faktisk kan det næsten kun blive bedre med næste udgivelse.
Veteranerne fra Sydstaterne er tilbage i fin form med et overraskende friskt album.
Der var medlemmer af Cavalera-klanen på scenen hele aftenen på Voxhall, da Soulfly m.fl. gæstede Danmark for anden gang i år. Men bror Igor manglede!
Machine Head leverede tilbagelænet og drevent varen for et for fåtalligt publikum.
Gojira virker mere afslappede i sangskrivningen på deres femte studiealbum.
Lamb of God leverede en meget energisk koncert, god hjulpet på vej af et fantastisk publikum.
Trods kort sætliste fik Trivium, via hits, overskud og spilleglæde, skabt en fest.
Mastodon har været udsat for hård kritik på det seneste. På Copenhell tog de revanche og viste hvem der i sidste ende bestemmer.
Killswitch Engage åbnede 'Helviti' på Copenhell og slap derfra med lidt skrammer på stemmebåndet.
Forrygende fransk Copenhell-opvisning satte kritikerne på plads.
Skønhedsfejl og et småpinligt optrin fra yngre udgaver af Cavalera fik en ellers fremragende begyndelse til at trække i langdrag og blive lidt ligegyldig mod slutningen.
Søvndyssende sange er det eneste, Slash formår at hive op af hatten på sit andet soloalbum.