Fem ud af seks medlemmer er tidligere Saturnus-medlemmer, men selvom A Sun Traverse absolut vil appellere til Saturnus' fans, så trækker ep'en både i en mere rå retning og har en mere atmosfærisk kulisse.

Escarniums brutale, men også mørke og stemningsfulde dødsmetal på 'Interitus' er en fortræffelig omgang at lægge ører til.

Mørket er så massivt på Void Meditation Cults anden plade, at den ved de første par lyt kun imponerer for sin fuzzede, bastunge lyd. Men siden vågner sangene op til dåd: Der er mere at komme efter end en interessant lyd.

Engelske Spectral Apparition har udgivet en flot demo, der krydser klinger med både black og death metal på en spændende, obskur og majestætisk facon.

Devilution har skrevet forbavsende mange ord om Bölzer. På trods af det er bandet først nu klar med deres debutalbum. Vor anmelder mener, at hypen er berettiget, og hylder, at bandet allerede her på første fuldlængde tør udfordre den hype, som bandet har fået bygget op.

Dark Tranquillity har lavet et alternativt "best of"-album ved at skrive nye sange med inspiration fra bandets egne største værker og pakke det i den stærkeste produktion, bandet har haft i nyere tid.

Avenged Sevenfold sprænger de gængse rammer og har begået et modent og stort værk, der er ambitiøst og nærmest ubehagelig prætentiøst. Og de kommer i mål med det.

Menuen på Beta i torsdags var udpræget norsk, men grundet andre forpligtelser nåede Devilution kun frem til Kampfars udmærkede show, mens de to andre norske bands, Vreid og Dreamarcher, desværre blev misset.

Ugly Kid Joe vil stadig gerne være unge, kække og sjove, men det tog lidt tid, før koncerten nåede dertil, at forsøget på at være det virkede andet end påtaget. Men så var det til gengæld også godt og med stor vokal fra frontmand Whitfield Crane.

Doom metallen er stadig i god form hos danske Altar of Oblivion, der på deres nye ep-udgivelse bringer både perfektion og en enkelt skuffelse. Som varsel for fremtiden er udgivelsen overordnet lovende.

Barricade holdt i weekenden hof med vennerne i Justin Hate og Redwood Hill og ikke mindst et veloplagt publikum, der var klar til at fejre kvartettens nye pladeudspil.

Kryptos skuffer lidt på opfølgeren til den stærke forgænger ved at bevise, at keep it simple absolut ikke er et råd, der altid skal følges til punkt og prikke. En række ellers gode og fængende sange bliver bare mindre fede, når trommeslageren holder sig til det helt simple beat igen og igen.

Iron Fire leverer, hvad der kræves for at lave et fedt album i grænselandet mellem heavy og power metal, og synes i det hele taget at have genfundet glæden ved den så ædle genre på det ottende album, der netop er udkommet

'Garden of Bones' tager næppe nogen priser for årets album i 2016, men ikke desto mindre er det glimrende sangskrivning i den gode gamle dødsmetalliske svenskerstil, som Sorcery begået på sit tredje album.

Dan Swanö og hans partner in crime, Ragnar Widerberg, er tilbage med en ny fuldlængde under Witherscape-banneret, og det er igen en stærk og ikke mindst stærkt varieret udgivelse.

Rival Sons var kompetente som musikere, men det var den fænomenale vokalist, der reddede æren for bandet, der føltes som det gode rockband, der gør alting lige efter bogen, men alligevel har svært ved at skabe noget mindeværdigt

I’ll Be Damneds var den helt rigtige morgenvækning på Copenhells sidste dag, for det blev en fest, og bandet viste igen, at de er skabt til at spille live.

Atter ramte kadaveret fra Tyskland som et massivt og velspillende band, men vor anmelder mener, at der var et enkelt skår i oplevelsen, hvorfor den vante topkarakter til bandet må udeblive.

Islandske Sólstafir fik med en strømafbrydelse en alt for brat afslutning på en stærk musikalsk oplevelse fra et band, der virkelig havde hele pakken som rockband.

Den hårde opgave med at åbne andendagen på Copenhell 2016 havde Grumpynators fået, og selvom der blev spillet solidt i et insisterende uptempo, så nåede bandet desværre ikke rigtigt ind under huden på andre end de første par ivrige rækker tilskuere.