Der er vel ingen, der rigtig gider at mindes 2020. Et håbløst år for kulturen, hvor tæppet blev revet væk under hele branchen. Vi ser tilbage på et år, hvor de store visioner blev erstattet af lappeløsninger, og hvor gamle dage aldrig har syntes mere tillokkende.
Danmark hænger for alvor i bremsen, hvad angår interessante udgivelser – indenfor denne skribents referencefelt. Heldigvis er der enkelte bands, der holder fanen højt, og et udland der leverer flere spændende og udfordrende plader.
Til trods for en ny forsanger er det stadig Joe Cocchis let genkendelige og ekseptionelle rifferi, der definerer Within the Ruins. Man fristes til at sige, at alt er som normalt – den nye normal.
Havde man savnet at mærke musikken i kroppen, var lørdagens koncert præcist den emotionelle forløsning, som vi har lært at forvente af esbjerggenserne.
Århusianerne vinder årets danske deathcore-kamp, uden rigtig at imponere eller fremkalde virkelig stærke følelser.
Ghostemane gør, hvad han vil. Kombinerer tidens trend med den tungeste og mest ubehagelige industrial, som var det 1994. ’Anti-Icon’ er på én gang fremadskuende og en hyldest til fortiden.
Metallens sære fætter har fået nyt dansk label. Et selskab bygget på stærke kompetencer, et solidt netværk og fars urokkelige kærlighed. Funderet i sydens metalmekka, Næstved, blander Jimmy Nielsen og Last Mile Records sig i kampen om de danske ‘core-darlings.
Rot Away er parat til at sparke liv i den danske hardcorescene, og du skal fanme ikke stå med en tilbagelænet attitude og armene over kors, når kvintetten går på scenen. Under mantraet “Make Stagedives Great Again” skal hardcore tilbage på den musikalske dagsorden.
Med optimismen strålende ud af øjnene som et intergalaktisk dommedagsvåben annoncerer Copenhell en kæmpe omgang danske bands. Der er noget for enhver smag, så længe du er vokset op med rødgrød med fløde.
‘Hybrid Theory’ er nu-metallens zenit. Kulminationen af genrens udvikling op gennem 90’erne. Højdepunktet, der på én gang var startskuddet til genrens forfald og en hel generations indgang til metal.
De mange nu-metal-fans, der så deres genre blive kneppet af pladeindustrien og skældt ud af det elitære metalpoliti, er blevet gamle nok til selv at udgive musik – og de giver ikke en skid for, hvad du synes om genren.
Copenhell håber stadig på det bedste, og bands som Mercyful Fate, Down og Kiss har meldt sig klar igen trods aflysningen i 2020. Nåja, og så er der Sabaton.
Den karismatiske frontmand er i sit es, og vi får en version af Corey Taylor, vi nok har smughørt før, for fuld udblæsning. Det er varmt, imødekommende, positivt og særdeles afsmittende.
Som et af de første danske metalbands har Ghost Iris været på tour uden for landets grænser. En positiv oplevelse, der vækker tro på en lysere fremtid.
Vi gav ikke vores Østersø-guld bort for at blive spist af med norsk stilforvirring og mangel på rød tråd.
Det ville klæde Brian Hugh Warner, om han tog skridtet fuldt ud og aflivede Marilyn Manson – eller bare satte personaen på stand-by på ubestemt tid.
Indse det: Du er ikke i toppen af hierarkiet, og du kommer det aldrig. Den plads er optaget. Dit liv falmer i sammenligning med kongens.
’Class of 2020’ er fyldt med referencer til (Hed)pes ikoniske andet album. Det er nostalgi-lækkerier, men pladen ville indiskutabelt stå stærkere uden associationerne til ’Broke’.
’How to Survive a Funeral’ er Make Them Suffers svageste udgivelse hidtil. Men der er stadig gode lytteoplevelser at finde.
Trapt er mere interessante, når Chris Taylor Brown får en Twitter-nedsmeltning, end bandets musik nogensinde bliver.
