Chris Cornell fortsætter, hvor han slap, på ’Songbook’. Den akustiske guitar er stadig i fokus på en rock-udgivelse, der er præget af country såvel som folk.
Diatessaron kan og vil en masse, det er bare ikke godt nok. ‘Sunshine’ er proppet med gode progressive rock-takter, men den canadiske kvintet formår alt for sjældent at fange lytteren og skabe musik, der huskes.
Britiske Heart of a Coward tager endnu et skridt fremad med en mesterlig og voldelig udgivelse, der er et bud på en placering blandt årets bedste metalcore-udgivelser.
Between the Buried and Me og Haken inviterede til prog-metal-kalas, der på mange punkter var den sublime oplevelse med få, markante undtagelser.
Tesseract djenter stadig formidabel prog-metal af høj kaliber, udfordrer lytteren og udvikler deres lyd… det er bare ikke på helt så højt niveau som tidligere.
'That’s The Spirit' er intet mindre end en musikalsk milepæl for den engelske kvintet Bring Me the Horizon. Så kan man hade eller elske den alt efter præference.
EVRA viste, at deres debut ‘Lightbearer’ fungerer lige så eminent live som på plade. Desværre tog det kun 35 minutter at gøre det, og det var alt for lidt.
Til trods for en noget misvisende albumtitel byder den svenske kvartet Mustasch med ‘Testosterone’ på såvel storladen og pompøs rock som klassisk Mustasch-heavy.
Med kun to år på bagen debuterer københavnske Evra med et brag af en plade, der ikke bare fremviser bandet fra bedste side, men også viser hvor hurtig og markant en udvikling, gruppen har gennemgået.
Den australske kvintet Northlane har på kun to år udviklet sig fra at være blot endnu et band i et hav af djent-inspirerede metalcore-grupper til et voksent og individuelt band, der kan og vil mere end blot at lyde som alle de andre.
Publikum og koncertarrangør fejlede fuldstændigt på en aften, hvor tre ud af de fire bands gjorde alt for at skabe en aften i punkens tegn.
Den tyske discocore-kvartet We Butter The Bread With Butter formår heller ikke på dette fjerde album at finde den gyldne mellemvej mellem brug af humor versus ønsket om at skrive seriøs musik. Måske var det på tide, at bandet valgte det ene fremfor det andet?
Den amerikanske sekstet sparer ikke på de velkendte floskler eller overkalkulerede kompositioner på et album, der tilsyneladende henvender sig til en helt specifik målgruppe: den emotionelle teenager.
Max Cavalera overlod initiativet til sine sønner og Marc Rizzo, mens han selv tog en rolig dag på kontoret.
Det australske deathcore-band Thy Art Is Murder forsætter ufortrødent, hvor de slap ved udgivelsen af ’Hate’.
Udvikling klæder Between The Buried And Me, der uden tvivl har udgivet en af de bedste prog-rock/metal-udgivelser i år.
Den engelske duo havde lørdag aften en kamp. Mod publikum til koncerten og mod den kæmpe andel af festivalens publikum, der stod foran Orange og skrålede med på ‘Hey Jude’.
Sent fredag nat omdannede svenske Goat Avalon til et danseinferno af psykedelisk rock og afrikanske junglerytmer.
Ungdommens naive tro på succes og støvet rock sejrede i den bragende varme.
En togtur med Muse anno Roskilde Festival 2015 var som det gamle mundheld om at stå af i Roskilde. Tilføjet en halv times ventetid i regnvejr og efterfølgende TGV-ekspresfart mod langt mere eksotiske himmelstrøg.