Der klunses til højre og venstre, og Lucer følger i Greta van Fleets fodspor, når de udgiver en plade, hvor et andet, større band allerede har spillet al musikken i forvejen.
De engelske hard rockere fra Thunder lyder stadig umiskendeligt meget som Thunder. Og det er sådan set også ganske fint.
Brødrene Loeffler brillierer trods skriveblokeringer og tydelige tegn på, at dette meget muligt kunne blive Chevelles sidste plade.
Manden med Weekendvestens rejse for at finde de gode cover-historier er kun lige begyndt – denne gang når han til Spellbooks fortælling om Gud og Døden og et drukspil.
Ideen om AC/DC som en modvægt til tidens alvor, som et brag af en fest, der er fuldstændig ligeglad med verdens tilstand, er stadig smuk. Festen er bare ikke, hvad den var engang.
Motörheads kommercielt mest succesfulde plade med deres mest irriterende altoverskyggende hit og en lad attitude opsummeres perfekt i det kiksede bandbillede på coveret.
"Som at lugte til sine egne prutter", "verden opløses omkring mig", "noget, der er blevet nummer 5 i første heat i det finske Melodi Grand Prix i starten af 00'erne": Med åben pande og uden forudindtagelser sendte vi vores bedste mand ind til den nye Defecto-plade.
Det er efterhånden snart 20 år siden, at der var nyt fra de amerikanske hard rockere Blue Öyster Cult. Men bandet viser sig heldigvis ikke at være helt brændt ud i årene, der er gået.
Den karismatiske frontmand er i sit es, og vi får en version af Corey Taylor, vi nok har smughørt før, for fuld udblæsning. Det er varmt, imødekommende, positivt og særdeles afsmittende.
Efter et årti med stadigt dårligere plader var ‘Thunderstruck’ og pladen ‘The Razors Edge’ fra 1990 stærkstrøm til en karriere. Albummet og hitsinglen gjorde AC/DC relevante igen.
John Petrucci overrasker positivt med et ganske fornuftigt soloudspil.
Entreprenør og entertainer, sexsymbol, shaman og speedballvrag: Perry Farrell var et ikon for sin generation. Og han smed det hele væk, men først efter at have ført Jane’s Addiction helt til tops. Tre årtier senere gør vi status over, hvad ‘Ritual de lo Habitual’ egentlig var for en plade.
Stærkmandspop maskeret som den fede rock: Grumpynators har motorcykeltaskerne fulde af veltjente pop-fif og skambrugte skabeloner, som man skal være virkelig rockhungrende for at lade sig spise af med.
Trapt er mere interessante, når Chris Taylor Brown får en Twitter-nedsmeltning, end bandets musik nogensinde bliver.
Du husker måske Bush fra dengang der var hul i dine jeans, rock primært var drevet af guitar og somrene var lange og varme. ’The Kingdom’ minder lidt om dengang og er tilnærmelsesvist det comeback, de fleste nok havde håbet på, da Bush blev gendannet for 10 år og tre udgivelser siden.
3. juni 1970 udkom Deep Purple med albummet ’In Rock’. Det om noget et af de album, der har lagt grundstenen for den metal og hard rock, som vi hver uge behandler her på Devilution. Så denne uges top 5 skal fejre den runde fødselsdag med fem af de store sange fra albummet.
De seneste år har været udfordrende for det danske hard-rock band - ikke mindst hvad angår sammensætningen. Til gengæld lader det til, at Blended Brew anno 2020 er en stærkere konstellation end tidligere.
Mmm, sleaze. Svenske Crashdïet holder det ægte i 2019, og det samme gør Devilution, mens vi småpaniske håber på, at retro-sleaze aldrig bliver en ting.
Katatonia opretholder stimen efter 11 års elendighed.
Selvom ’Motion’ er en forholdsvis banal og fuldstændig identitetsløs udgivelse, har South Haven succes med at skrive flere stærke og mindeværdige sange.