Fitnesskrigsguden fra 2300 skriver denne gang om det spanske minimal wave-band
·Y· og deres 'Horizonte De Sucesos'-lp.

Der er gået nogle år siden Tiamat sidst var på banen, og i den periode har de pillet de få metalelementer, der trods alt var på forgængeren 'Amanethes', helt ud og fokuseret mere på stemning.

Kultbandet Fire+Ice, der er et af de største navne på den esoteriske neofolk-scene, er en sjælden gæst på de skrå brædder. Lørdag d. 3. november giver de deres første koncert i Danmark siden 1998 - i temmelig eksklusive lokaler på Charlottenborg.

Paradise Losts første optræden på Wacken Festival bar præg af mere hygge end koncert med de sympatiske englændere.

Moonspell spillede med strygere og akustiske guitarer til en koncert, hvor kun bassen fik lov at være elektrisk.

Paradise Lost overgik sig selv og spillede en af deres bedste koncerter på dansk grund i lang tid.

Moonspells dobbeltalbum er en lang og ustabil affære.

For fans af 'Icon' og 'Draconian Times' er 'Tragic Idol' et stilsikkert comeback fra Paradise Lost.

Hvis horror oversættes til "forfærdelig" så er titlen på Cadaverias fjerde album meget velvalgt.

Den seneste skive fra italienske Lacuna Coil virker blottet for sjæl og metallisk vilje, og kan således kun håbe på, at ramme en melodi, som fænger lytteren.

Visions of Atlantis vinder opmærksomhed med habilt covernummer, men de har dog mere at byde på end det.

Within Temptation gjorde egentlig alting rigtigt, og netop derfor blev det for vor anmelder en lidt kedelig affære, fordi intet var overladt til tilfældighederne.

Så kom dagen som mange havde ventet længe på: Blazing Eternity sammen igen for en aften, og det blev Metal Magic Festival som fik æren af showet.

Divaen Tarja havde masser af udstråling og ægte spilleglæde i et meget professionelt show.

Tyske Lyriel kan skrue smukke og idylliske sange sammen uden problemer, men de kan ikke gøre dem rigtigt interessante.

Sirenia gør meget rigtigt, men vægter vokalen alt for højt i forhold til resten af musikken.

Det burde være så godt med en baggrund i Sentenced og Poisonblack og så med den specielle stemme fra Fall of The Leafe - men, nej: resultatet er kedeligt.

Shadowgardens debut låner lidt fra den gotiske rock, når det har fungeret allerbedst fra landsmanden Mathias Lodmalm og hans Cemetary og Sundown.

Norske Tristania får ikke rigtig ramt det dystre og melankolske i sin gothic metal, og dermed ender flere sange flade og kedelige.

Det var fedt at høre klassikerne fra 'Wildhoney' men en skive på tre kvarter udtrukket til en time blev en til tider kedelig affære.