Visions of Atlantis vinder opmærksomhed med habilt covernummer, men de har dog mere at byde på end det.

Within Temptation gjorde egentlig alting rigtigt, og netop derfor blev det for vor anmelder en lidt kedelig affære, fordi intet var overladt til tilfældighederne.

Så kom dagen som mange havde ventet længe på: Blazing Eternity sammen igen for en aften, og det blev Metal Magic Festival som fik æren af showet.

Divaen Tarja havde masser af udstråling og ægte spilleglæde i et meget professionelt show.

Tyske Lyriel kan skrue smukke og idylliske sange sammen uden problemer, men de kan ikke gøre dem rigtigt interessante.

Sirenia gør meget rigtigt, men vægter vokalen alt for højt i forhold til resten af musikken.

Det burde være så godt med en baggrund i Sentenced og Poisonblack og så med den specielle stemme fra Fall of The Leafe - men, nej: resultatet er kedeligt.

Shadowgardens debut låner lidt fra den gotiske rock, når det har fungeret allerbedst fra landsmanden Mathias Lodmalm og hans Cemetary og Sundown.

Norske Tristania får ikke rigtig ramt det dystre og melankolske i sin gothic metal, og dermed ender flere sange flade og kedelige.

Det var fedt at høre klassikerne fra 'Wildhoney' men en skive på tre kvarter udtrukket til en time blev en til tider kedelig affære.

Canadisk/paraguanske Idillicah skaber stemningsfuld gothic via keyboards, men fejler på produktionen, og sløser flere steder i udførslen af trommer og vokal.

Edenbridge har ikke flyttet sig mange meter fra tidlige værkers bud på Within Temptation og symfonisk rock/metal med melodi grand prix-tendenser.

Hvad der er øreguf for nogle, er ulækker ørevoks for andre. Tyske Lacrimas Profundere har smidt en ny plade på gaden, og den er bestemt ikke faldet i vor anmelders smag.

Morten Veland har allerede mange fans fra sit virke i diverse gothic metal bands, og nu prøver han sololykken med Mortemia.

Frontmand og bandstifter i amerikanske Dommin har en sund indstilling til sangskrivning og er ikke bange for at tage chancer, når bandet skal udgive efterfølgeren til den flotte debut.

Lacuna Coil skulle lige bide skuffelsen over et halvtomt Pumpehus i sig, før de rigtigt bed fra sig.

Man måtte som publikum selv arbejde for at få ordentlig lyd ved at flytte sig fra en god plads foran Paradise Lost på scenen til en plads længere tilbage.

Man skulle tro, at pladeselskabet tror ligeså lidt på For Selena And Sin som denne anmelder, med det makværk af en promoskrivelse, der fulgte med albummet.

Hollandske Epica hylder mødet mellem symfoni og ondskab, og selvom der vises gode takter, kan det gøres meget bedre.