I vores Copenhell-optaktsserie har vi spurgt Withering Surface-guitarist Allan Tvedebrink om hans forventninger til årets festival.

Mindmares debutalbum har været længe undervejs. Til gengæld er det gennemarbejdet og viser flere gode takter i processen fra klassisk melodød til personlig Mindmare-død.

Amon Amarth kørte på rutinen på Helviti-scenen og fik hjælp fra LG Petrov til at brøle foran de feststemte tilskuere på Refshaleøen.

På en stegende hed majaften i Aarhus leverede Arch Enemy en teknisk glimrende og showmæssigt kedelig koncert med for meget fokus på de senere års svage plader.

Med ’Berserker’ har Amon Amarth udgivet en plade, der er så velkendt og vellydende, at de fleste vil have problemer med at finde det nye. Det er både godt og skidt.

Allegaeons femte plade tegner et billede af et tech-dødsband, der har fundet sin endelige musikalske form, men til gengæld mangler en del på sangskrivningsfronten for at være rigtig interessante.

Roadburn-effekten prægede At The Gates, der bød på flere og flere covers og gæsteoptrædener, som koncerten skred frem. Det var en udelt fornøjelse at opleve svenskerne bryde de vante rammer.

Urkraft har vi ikke hørt fra i 10 år. Det var til at mærke på et band, der enten skal genfinde sig selv på live-fronten eller lade det nye Urkraft forblive et studieprojekt.

I et solidt dødsmetallisk program på RMF var Vomitory det dødsband, der slap absolut dårligst fra deres optræden. Uengageret, anonymt og forglemmeligt var stikordene.

World War 5 hyggede sidstedagen på Royal Metal Fest i gang med gratis merchandise, solid bøllet dødsrock og glædelige gensyn med flere vigtige personligheder fra den danske metalhistorie.

Eluveities nye epos har sine momenter. Men bandet vil for meget på for kort tid, og resultatet er  usammenhængende og rodet.

Med en håndfuld stærke numre og en anden halvdel, der skralder an uden at være prangende, er Children of Bodoms tiende album nok ikke vejen til større stjernestatus, men stadig godt og klart et lyt værd eller ti.

På bandets genkomstplade farer Aenimus for ofte vild i egne gode ideer og virker som et band, der mister pusten over eget tempo og skal over i hjørnet og hvile.

Tolv år efter den seneste fuldlængde er svenske Carnal Forge tilbage med et par nye medlemmer, ny inspiration, groove, fart og noget at bevise.

Arch Enemy leverer en langgaber, som bandet havde været bedre tjent med at lade ligge til de mere løsslupne aftener i øvelokalet.

'Queen of Time' har været et af de mest roste album i 2018. Men sangene er for storladne og for glade. Forhåbentlig virker de bedre live.

En karismatisk forsanger går ud, en anden kommer ind. Livløs gør, hvad de kan, for at fastholde momentum, og Bornholm fik fredag aften en fingerpeg om, at det kan blive helt godt.

House of Atreus byder på melodisk dødsmetal, men det er langt fra den klassiske af sin slags, når der flirtes med græsk mytologi i en rå og beskidt lyd.

De jyske knejte glæder sig til igen at kunne betræde de udenlandske scener efter et forår fuld af koncerter, et efterfølgende frikvarter og nu tørstige efter at spytte jer i ansigtet igen. 

Inden for melodisk dødsmetal har navne som Arch Enemy været på toppen, men finske Omnium Gatherum giver dem kamp til stregen med deres nye plade.