Perduratum smider lækre krydderier i det progressive opkog på deres debut-ep.

Hver søndag i advent præsenterer vi et nyt navn til Royal Metal Fests line-up i 2021 og taler med bandet om deres forventninger. Kransens andet lys bæres højt af Iotunn.

Pyramaze skuffer en anelse med det seneste album 'Epitaph'. Den progressive metal er i for høj grad tilsat noget mere traditionel metal.

Fates Warning viser både storform og overmod på bandets 13. album, som reddes af stærke sange over hvad, der for de fleste alligevel er en fin albumlængde, men er derfra noget mere på det jævne i de resterende 25 minutter.

Live er Devin Townsend altid en fascinerende oplevelse, men netop derfor er en liveoptagelse en meget tam omgang i sammenligning.

The Ocean spiller geologsludge. Denne gang med følsomme ambitioner og en helt vildfaren forståelse af egne evner.

Enslaved bryder med alt på nyt album – men alligevel er der intet nyt under solen på deres femtende studiealbum, hvor alting er, som det aldrig har været.

Ihsahn har i et par år stået i ualmindelig høj kurs hos mig. Han har, som den eneste, fået to gange topkarakter hos mig, og jeg står stadig ved mit udsagn om, at han laver black metal for voksne. Men alting har en ende.

Pain of Salvation er gået nye og andre spændende veje, men besøger undervejs også lidt i øst og vest af bagkataloget.

Kairon; IRSE! er, både eksotiske, uldne, larmende og pisseirriterende på bandets fjerde plade, der ikke rigtig kilder, hvor den skal, men mest af alt føles som en sweater af bier.

Kansas har mere eller mindre været på banen siden begyndelsen af 1970’erne. Med det nye album viser bandet, at ilden ikke er udslukt endnu.

'Konkret Musik' fortsætter, hvor forgængeren slap, med synthtunge drømmeeskapader uden dog helt at nå samme ekspansive niveau, som vi kender fra Gösta Berlings Saga tidligere i karrieren.

Apokalypsestemning, zombietomme storbygader, panik, sammensværgelsesteorier, paranoia, dødsforagtende hverdagshedonisme og hårspray: Zombis første plade i fem år burde have ramt lige ned i tidsånden i stedet for at fedstpille uden mål og med som en karantæneramt med hyttekuller.

Selvom inspirationerne slet lader sig skjule, er det tredje udspil fra Descend et forfriskende svendestykke indenfor velsmurt, atmosfærisk prog, hvor det klæder svensken med endnu flere kontraster i værktøjskassen.

Canadiske Protest the Hero fortsætter med at imponere, denne gang med en musikalsk kaotisk tour de force i amerikansk historie.

Caligula's Horse excellerer med huggende riffs og matematisk præcision, som en raffineret udvikling af den hæderkronede forgænger. Overvejende til deres fordel, men ikke helt fri for sovsede indslag.

For ti år siden udgav et band, du ikke kender, en plade, du ikke har hørt. Den plade er nu blevet spytvasket og genudgivet under den hjemmestrikkede genre avantgarde/piano post-metal. Det skulle man have ladet være med.

Morning Bells proggede rock er fængende og melodisk og krydser på behagelig vis klinger med Ghost og dansk rock som Dizzy Mizz Lizzy, især på vokalen.

Barishi har tryllet i laboratoriet og brygget en fremragende formular for tunge riffs med skæve haler på i et resultat, der smeder gammelt Mastodon med ditto Opeth. Resultatet er stærkt i den enkelte sang, men ensformigt somhelhed.

I pagt med tidsånden fører lyden af en respirator Pure Reason Revolution tilbage til rødderne efter ti års dvale. De har meget på hjerte – men vedkommer det os?