Dropkick Murphys led af metaltræthed, og distancen til deres publikum var alt for stor. Det hjalp heller ikke, at sætlisten bestod mest af midttempo-numre, som aldrig rigtig havde nogen forløsning. Opvarmeren Frank Turner overvandt til gengæld en del nye fans.
Acca Daccas lillebror udgiver sin femte plade. Atter med tre års mellemrum til den forrige er Airbournes nye album fuldstændig som alt det andet. Tinnies mod tindingen, bar mave og masser, masser af brødrene O’Keeffe.
Chelsea Wolfe søger tilbage til rødderne i ‘Birth of Violence’, der med sin hudløse ærlighed åbner op for en anden form for dysterhed, end man tidligere har været vant til.
Rocken forsvandt, og metallen holdt sig for sig selv i 2010’erne. Men crossover-tendenserne lever, og intet sted er de tydeligere end på Bring Me the Horizons ’amo’.
Den selvproklamerede metalgud bidrager til juleånden med et familie-potpourri af speedmetalliske bangers, storladne rockballader og højstemte kirkesalmer, der smager af mere sovs, end hvad godt er.
En Ghost-koncert for meget og en Tribulation-koncert for lidt. Sådan var følelsen efter en lang aften i Forum, der startede på toppen og endte middelmådigt.
Lars Ulrichs nye yndlingsband har skyndt sig for meget til vinylpressen og har ikke fået alle de nye sange til skinne igennem. Men bandets selvtillid er vokset efter touren med Metallica, så der er stadig stort potentiale i de trondheimske gutter.
Er der nogen, der har rykket barren for, hvor stærkt man kan formidle sit brand og ramme sit publikum med sin merchandise – så er KISS i en liga for sig.
Life of Agony og Mina Caputo er blevet voksne og har fundet sig til rette i livet. Den slags harmoni og lyksalighed kommer der desværre sjældent et særlig interessant produkt ud af.
Swindler var det skæve indslag på en ellers sort torsdag, hvor bandet hyggede om publikum og leverede en gang knallertmetal, der trak mundvigene op på de fleste.
Alt var, som det plejede, til Kadavars turnéstart, hvor retrorocken fik modsvar af Hällas, der med troldmandskapper og fantasyfortællinger trak i en helt anden retning.
En mindre demonstration af europæisk kulturarv skete denne iskolde aften på Vegas glamourøse bodega, Ideal Bar. Med socialrealisme og en potentielt ny Patti Smith fik en noget beskeden mængde mennesker en uforglemmelig oplevelse.
Doom, stoner, retrorock og psych oplevede en massiv genkomst i 2010’erne. Hvis der var ét album, der indvarslede den tendens, var det ’Blood Lust’, som blev mødt med jubel og massiv hype.
Kadavar har lavet endnu et album. Denne gang bevæger de sig ud i ørkenrocket westernterritorie, men selvom sounden holder, så halter sangskrivningen.
Varm op til den nye Swans-plade, når filmen om bandet, 'Where Does a Body End?' har dansk premiere – og oven i købet med instruktørbesøg – på Musikfilm Festivalen i Cinemateket. Vi udlodder billetter.
Københavnske The Shaking Sensations er klar med videoen til den tredje single fra deres kommende album.
D-A-D var tilbage på tysk muld i storformat og blødte isen op efter Slayers exit med nye som gamle numre og sprudlende humør.
Om bragte det spirituelle groove med sig, da de tålmodigt gravede sig igennem små 75 minutters sammenspil en sen aften i Pumpehuset. The Bug sørgede for en atypisk opvarmning.
Så længe Volbeat chikanerer og forsøger at styre pressen, anmelder hverken dagbladene, de vigtigste musikmedier eller Devilution bandets koncerter og udgivelser.
Faith No Mores gennembrudsplade er et modsætningsfyldt mesterværk, der trods 30 år på bagen stadig lyder frisk og udfordrende.
