D-A-D var tilbage på tysk muld i storformat og blødte isen op efter Slayers exit med nye som gamle numre og sprudlende humør.

Om bragte det spirituelle groove med sig, da de tålmodigt gravede sig igennem små 75 minutters sammenspil en sen aften i Pumpehuset. The Bug sørgede for en atypisk opvarmning.

Så længe Volbeat chikanerer og forsøger at styre pressen, anmelder hverken dagbladene, de vigtigste musikmedier eller Devilution bandets koncerter og udgivelser.

Faith No Mores gennembrudsplade er et modsætningsfyldt mesterværk, der trods 30 år på bagen stadig lyder frisk og udfordrende.

Spiritualized var under hele koncerten alt for langt fra det storladne og alt for tæt på kontrastløsheden. Bandets frontmand Jason Pierce trådte aldrig i karakter, og publikum havde for travlt med at diskutere alt andet end musikken. 

Japanske Kikagaku Moyo skabte et magisk musikalsk trip for de få heldige, der lagde vejen forbi Pavilion på den mørke side af midnat.

Den mellemøstlige multi-instrumentale gruppe strakte deres kosmiske ørkenblues, jazz, kraut og post-rock helt ud i et transcenderende show, der dog led under et svært spilletidspunkt, som fik flere til at stikke hul på boblen og udvandre før klimaks.

De mexicanske karneval-punkere Descartes a Kant vækkede abrupt det middagstrætte publikum med en overrumplende og vanvittig musikalsk forestilling, hvor ikke mange genrer forblev uberørt.

Black Midi var lige så kedelige og distancerede, som de var dygtige og visionære. Math-rockerne hyggede sig mere over sig selv end over det faktum, at de faktisk spillede for et publikum.

Med ambitioner om et fremragende popmusikshow tog Bring Me the Horizon for meget med. Også langt mere, end de kunne præstere. Orange Scene blev efterladt med en fortvivlende og tom fornemmelse.

Fortidens bedrifter blev sat i nye rammer, backingbandet kunne deres musikhistorie til fingerspidserne, og Plants røst kunne stadig gøre os blød i knæene.

Norske Ulver hungrer efter genreudfordringer og krydsninger af genrer. Men på Roskilde endte man med at stå og kigge på deres visuals, fordi Depeche Mode-kopien blev for kedelig.

Norske Bokassa har fået den store ære at opvarme for Metallica på deres europaturné, der som bekendt også bringer dem forbi Parken. Vi har sendt nogle spørgsmål afsted til de norske stonerpunkere for at lære dem bedre at kende, inden de rammer hovedstaden.

Der var tropisk tirsdag i Horsens, da Foo Fighters spillede i Fængslet med smittende humør. Bandet var så legesyge, at det næsten overskyggede musikken.

Candlebox overvandt svagt materiale, minimalt antal tilskuere og fækalie-brisen fra naboen og kæmpede sig til en lille sejr ved hjælp af spilleglæde, energi og solid selvironi.

Det blev aldrig den store, samlende afslutning, men Kvelertak lukkede ikke desto mindre Copenhells andenstørste scene ned med overrumpende energi, overskuds-rock 'n' roll og en vis stemning af byfest.

Der var umådelige mængder velproportioneret guitarlir og slapbas til strengehøvlings-elskerne, da Living Colour åbnede Helviti, men helt vedkommende blev det aldrig.

Clutch var det helt rigtige navn til en variere fredag aftens voldsomme program.

Fra en trist og tam første halve time på et latterligt lavt lydniveau til 40 minutter med stort format, der kunne høres. Afslutningen gav sejr til Slash i sidste ende.

Hvis du var ung i 90'erne var 'Plush' en uomgængelig ørehænger. I manges optik lever Stone Temple Pilots videre i hukommelsen fra dengang, 'Core' var på hitlisterne. Selv gjorde bandet ikke det mindste for at distancere sig fra ungdommen – på godt og ondt.