For mange markerer ’Stormbringer’ det punkt, hvor Deep Purples storhedstid sluttede. Men accepterer man præmissen og dykker dybere ned i albummet, er det et højdepunkt i sig selv.

Der var mere show end skønsang i Sønderborg, hvor opvarmningsbandet Def Leppard fejrede ’Hysteria’ og Bon Jovi gennemførte et ærkeamerikansk rockshow.

ZZ Top lirede den sikre hitmaskine af med underspillet elegance og reddede aftenen hjem på støvet charme og svedige licks på trods af lidt indledende snavs i maskineriet.

Ritchie Blackmore's Roots havde været et mere passende navn for den halvhjertede levering af Purple- og Rainbow-travere, Blackmore fandt berettiget til et genbesøge i fortidens skatkammer.

Uncle Acid & the Deadbeats fejlede som sådan intet, da de gæstede vores svenske fjender i Malmø. Alligevel var det svært ikke at spore en smule syre-træthed efter et hektisk halvt år med mange koncerter.

D-A-D har rejst sig fra to årtiers sump af fusere og genfundet fortidens fremragende format. Næsten 40 år siden dannelsen har kvartetten lavet en af karrierens bedste plader.

Tredje gang var lykkens gang for den lurvede trio fra Texas, der skar de støvede grooves ind til benet med farverige beretninger om skæve eksistenser, mens Billy Gibbons endegyldigt trådte i karakter som en af den hvide bluesverdens store guitarister.

Selvom der er kommet lidt grå hår til hos både band og blandt publikum, leverede Dizzy Mizz Lizzy stadig overbevisende i Horsens i Fængslet.

Håndværket er stadig i orden, og der er stadig mange fine melodiske ting, men den store fest, som debuten bød på, er gået tidligt i seng på The Damned Things andet album.

Fem minutters virkelig fedt nyt. 70 minutters velspillede og velkendte klassikere. Dizzy Mizz Lizzy leverede som altid en solid oplevelse. Men helt godt nok til den officielle åbning af Amager Bio blev det aldrig.

Frank Carter gør op med sin punk-fortid på sin tredje soloplade, der brillerer ved sit store følelsesmæssige engagement og sin lyttevenlige rockstil, men savner aggression og numre, der for alvor er musikalsk interessante.

Bandets musik er et genskær af deres teenageår i provinsen, hvor den konstante kedsomhed og evige udlængsel kun blev holdt i skak af punkrock, cigaretter og drengestreger. Siden er Death to Seattle blevet et elsket band i Aarhus, og nu er de klar til at rykke videre gennem Wacken Metal Battle.

Helvedesilden blev holdt forment i live i Pumpehusets stueetage, hvor Demon Head kuraterede deres egen releaseparty med dystre toner fra undergrunden.

Mainstreamgennembruddet ligger lige for. Det sidste skridt, Demon Head vægrer sig ved at tage, er det, der leder ud af anonymiteten. Hvis de overhovedet vil.

Der var knallertrock fra fremtiden og støjende ørkenrock i Københavns indre by lørdag aften. Der var bare ikke særligt mange til at overvære det.

Fra Mayhem-scenen kommer Gullo Gullo, et sammenrend af mere eller mindre kendte ansigter fra dansk rock og metal, der kaster sig ud i en støjende og dronende friformsrock.

‘Resist’ er en flot pop-rock-plade. Desværre insisterer hollænderne på, at forklæde pladen som alt andet end det den er.

I sidste uge fortsatte Devin Townsend sin skamros af Nickelbacks forsanger Chad Kroeger. Den havde de færreste vel set komme. I anledning har vi samlet en række underfundige episoder signeret det forhadte canadiske band.

Et akustisk Metallica rammer både plet og langt forbi i velgørenhedens tjeneste på ’Helping Hands…’, hvis billede af bandet som mennesker er vigtigere end dens musikalske fodaftryk.

Briternes sjette fuldlængdeudgivelse er et stort, succesfuldt skridt væk fra alt, der har noget med metal at gøre. Det er et provokerende gateway-album, der for alvor skyder kvintetten op i superligaen.