Der blev gravet godt ned i gemmerne, og med en påfaldende stærk lyd og Nick Mason i smitsomt højt humør var mandagskoncerten en storladen og syrevædet totimers tidsrejse gennem Pink Floyd-legendens gryende år.

The Vintage Caravan har udviklet både lyd og sangstrukturer siden de foregående album, og resultatet er nydeligt uden at overbevise endegyldigt 

I’ll Be Damned kommer til at blive kæmpestore med deres anden plade. Det er uundgåeligt, men det er også en skam, at publikum ikke kræver mere end dette.

I næste uge spiller Thunderpussy på Loppen. Vi udlodder to billetter til koncerten.

Trods regn og tåge står musikken i Alice in Chains stadig tydeligt, som vi kender den. ’Rainier Fog’ virker som en naturlig udvikling for bandet, og lyden er umiskendelig.

Orange Goblin galopperer mageligt ud over stepperne på deres niende album, der trods gode øjeblikke mangler liveformatets kant

Roger Waters gjorde ikke meget væsen af sig, men lod visuals, fyldig orkestrering og politiske budskaber danne rammen om et sansemættet show, der fik tid og rum til at forsvinde 

Ghost havde det helt store sceneshow til fredagens natlige koncert, hvor der blev opfordret til uterlighed, mens musikken var lav og ikke rigtig fængede.

Paul Roland var en af de få kunstnere, der afveg fra det metalliske på årets Metal Magic. Men festivalarrangør Martin Jørgensen er kæmpefan af den ærkebritiske sanger og sangskriver og tog chancen med ham alligevel. Det var en fremragende satsning.

Der har været masser af både god og dårlig omtale af de canadiske post-punkere Preoccupations– tidligere kendt som Viet Cong. På Pavilion fandt de ikke deres egen personlighed, selvom leveringen var skarp.

Det var en fejl at sætte Interpol på Orange – de amerikanske post-punkere og indie-darlings har slet ikke den samme tiltrækningskraft som for et årti siden. Et monotont og rutinepræget show understregede den falmende status.

De skotske post-rock-titaner Mogwai omdannede Arena til et overvældende lærred af storslåede cinematiske lydflader og drømmende klange, som lagde et spirituelt skær over festivalens sidste dag.

De legendariske shoegazere og støjpoprockere rundede en både støjet og støvet torsdag af på Arena. Det blev til en koncert, der kvalitetsmæssigt bølgede lige så meget op og ned som irernes lydtryk.

De sene nattetimer blev overladt til De Underjordiske og Fribytterdrømme, der leverede to meget forskellige, men forgrenede sæt. 

Nogle gange ramler man ind i noget vidunderligt, når man skal dække et band, man aldrig har hørt om. Dette er ikke sådan en historie.

Den eksperimenterende trio Boris havde fået følgeskab af noise-pioneren Merzbow, som tilførte den sene seance elektriske spændinger.

Baby in Vain kunne have været fredagens sidste fest. I stedet blev det musikalsk godnatlæsning inden turen tilbage til teltet.

Det startede sløvt og endte på sit højeste. Det lykkedes ikke Nick Cave & the Bad Seeds at overgå deres sidste koncert på dansk jord, men bandet beviste alligevel deres værd under sidste halvdel af deres koncert på Orange Scene.

Oh Sees og Roskilde Festival var det fødte match. Synergien mellem californierne og publikum var helt unik under den timelange og højenergiske midnatskoncert på Pavilion.

Den første halvdel af Clutchs koncert på Roskilde var ren ørkenvandring, men mod slut reddede Maryland-bandet æren – og publikum festede igennem og skabte en række bizarre circlepits.