De mexicanske karneval-punkere Descartes a Kant vækkede abrupt det middagstrætte publikum med en overrumplende og vanvittig musikalsk forestilling, hvor ikke mange genrer forblev uberørt.

Testament er stadig værdige kandidater til thrash-tronen. Det viste de, da de lokkede et fyldt Arena-telt lige lukt i deres hule hånd.

Den franske keyboardspiller havde både både guitarist og trommeslager til at føje metalliske strejf til de legesyge synthwave-skabeloner. Carpenter Brut befriede os for de sidste tilbageværende festendorfiner i de sene nattetimer.

Alkymists tunge lydarsenal stod i skærende kontrast til den mere festligt stemte Roskilde-crowd i bagende solskin – men sejrede, hvis man kunne se igennem fingre med omstændighederne.

Jens ’Jam’ Rasmussen kommer helt ud i krogene i sin omfattende biografi om Metallica-trommeslageren, der er en lang og gedigent god læseoplevelse.

Der var tropisk tirsdag i Horsens, da Foo Fighters spillede i Fængslet med smittende humør. Bandet var så legesyge, at det næsten overskyggede musikken.

De orange nisser høvlede igennem og susede over land og rige med en tung, fuzzet støvsky bag sig, der berigede Pandæmonium med klassisk stoner. Et rutinepræget, men hyggeligt show af briterne.

Fever 333 skruede alt op til 11 og leverede hoppefesten med synthriffing, ungdommelig vildskab og politiske paroler for alle pengene.

Svenske Refused gav Hades-scenen et tiltrængt skud sofistikeret hardcore – og festivalen en feministisk opsang.

Vi har været efter Dimmu Borgir gennem længere tid, men på Hades lørdag aften beviste nordmændene, at de kan, når de vil, og det ville de på Copenhell 2019.

Lyden var fremragende til Scorpions, der gav en fantastisk sidste omgang på Copenhells hovedscene.

Municipal Waste fik foræret et helt nyt publikum på Copenhell, og da de først havde opdaget, hvad de var vidne til, fik vi årets thrash-koncert på Copenhell.

Hvis man troede, at Eluveitie ville lægge mere op til kædedans end moshpit, så tog man fejl. Metallen stod stærkt, selvom den var i følgeskab med violin og drejelire.

Endelig fik vi Belphegor serveret i de helt rigtige rammer, så den ekstreme musik kom i smuk forening med et stemningsfuldt scenesetup og godt med røg og ild.

Slipknot gav på mange måder den samlende koncertoplevelse, som Copenhell samler på. I 90 minutter underholdt det ni mand store band med et freakshow dedikeret til dem, der står udenfor.

Clutch var det helt rigtige navn til en variere fredag aftens voldsomme program.

Slægt har været lovende i så lang tid, at det har været ved at være oppe over, at de skulle indfri det. Det gjorde de endelig på Copenhell.

Whitechapel fik rykket rundt på hele festivalprogrammet, inden de endelig mødte op torsdag eftermiddag og leverede en medrivende, om end for kort koncert.

Vltimas leverede en solid dødsmetalkoncert, der kildede de rigtige steder og mindede os om, at Copenhell godt kan arrangere den gode ekstremmetal, når bare de gider.

Pelicans sjette album er et stærkt eksempel på, at man ikke nødvendigvis behøver følge den slagne vej i metal.