Crossfaith gentog succesen fra Copenhell og spillede i løbet af en lille times tid publikum til ekstase.
Biffy Clyro bød på en anderledes oplevelse, da de gæstede DRs Koncerthus med et unplugged-sæt. Bandet var velspillende, men der manglede den særlige "Mon the Biff"-stemning.
Der blev gravet godt ned i gemmerne, og med en påfaldende stærk lyd og Nick Mason i smitsomt højt humør var mandagskoncerten en storladen og syrevædet totimers tidsrejse gennem Pink Floyd-legendens gryende år.
Roger Waters gjorde ikke meget væsen af sig, men lod visuals, fyldig orkestrering og politiske budskaber danne rammen om et sansemættet show, der fik tid og rum til at forsvinde
Natjager beviste én gang for alle, at de er alt andet end en gimmick, da bandet leverede et højenergisk og festligt show tidligt fredag.
Kellermensch gav en mesterligt medrivende og indlevende koncert lørdag eftermiddag, hvor blodet til sidst dryppede ned af scenen.
Lørdagens store giraf, franske Igorrr, er nok Copenhells mest outrerede booking nogensinde. Kunne det mærkelige, ekstreme blandingsprodukt de selv kalder baroquecore, fange et publikum den folkelige festival? Ja. Det kunne det godt. Men ikke uden protester.
Bersærk brølede, buldrede og skabte fællessang meget som ved bandets første show på festivalen og leverede den forventede sejr.
Endnu engang stod Steel Panther klar til at minde os om, at bagdøren stadig kan være den nemmeste vej ind. Bagstive på sidstedagen var det også lige præcis denne slags lumre metalshow, folket havde brug for.
Festivalens næstsidste koncert var en fest for de få, men ikke desto mindre var Tsjuder og deres 90’er-prægede norske black metal en tiltrængt mangelvare.
De tunge, atmosfæriske lag trodsede sidevinden og foldede sig fortræffeligt ud i kontrast med solens bagen – så længe man gik tæt nok på scenen.
Dedikation til rockens store ikoner eller ej, så manglede Tainted Lady både ånd og drive. Det blev hurtigt til en opvisning i unødvendigt pertentlig professionalisme.
De politiske paroler blev aldrig forløst. Et fravær af scene-pondus og dynamik gjorde The Last Internationale til et af årets mindre mindeværdige øjeblikke.
Lyden på Pandæmonium blev strammet gevaldigt op til fejringen af Mustaschs 20-årsjubilæum, og bandet viste topform med et bredt arsenal af hårdtpumpede klassikere fra hele bagkataloget.
Fraværet af vokal gjorde desværre L7 til en lidet mindeværdig affære, der ikke kunne reddes hjem instrumentalt.
Satyricon var veloplagte, Frost brillerede bag trommerne, og publikum hungrede efter black metal, så moshpitten blev højenergisk og balancerede på kanten.
Forsangerens vokal druknede i et pauvert mix, mens guitarerne hos Amott og Loomis dog sikrede, at Arch Enemy ikke faldt helt igennem på Copenhell.
Corrosion of Conformity leverede spilleglæde og tung tråd i en koncert, der godt måtte have varet længere.
Med et nyt album i bagagen vendte Ghost tilbage til Danmark med et show, der emmede af gentagelse, men som ikke desto mindre var veludført og utrolig medrivende.
Amerikanske Suffocation skulle ikke bruge mere end 40 minutter på at trække al livskraft ud af publikum med deres knusende tunge dødsmetal, der bragede på den helt rigtige måde.