Med praktikaliteterne ude af vejen sparkedes årets udgave af Summer Breeze i gang med lunkne temperaturer og dertil svarende lunkne rutinepræstationer, hvor kun Midnight havde blod nok på tanden til at holde os i kog.
Hovedscenen åbnede stærkt i bragende solskin, inden bekvemme Avantasia og mudrede toner fra Deicide lullede torsdag aften ud på døsigt farvand.
Der var ikke mange åndehuller undervejs i fredagens program, men King Diamond og Emperor var alle andre overlegne på en lang dag, hvor kun svensken skuffede i felten.
Sidstedagen blev farvet af undertegnedes 40-årsfødselsdag, der blev fejret i campen, inden Gutalaxs dixie-goregrind fik os på mere pubertære tanker, og Soen fik aktiveret tårekanalerne.
Soens stramme progskabeloner fik liv og sjæl, da aftenmørket lagde sig på den sidste dag over Summer Breezes næststørste scene.
King Diamond kom, så og sejrede med det store horrorarsenal.
Selvom de blot lever videre på de gamle dyder, var det med nerven i behold, at Emperor fredag aften lukkede hovedscenen med 'Anthems to the Welkin at Dusk' i fokus.
Clawfinger beviste, at de endnu ikke har passeret sidste udløbsdato, og startede torsdagen med vandplask og fællessang til den store guldmedalje.
Bloodbath og Solstafir rundede af på sublim vis, og Sibiir supplerede med dagens store overraskelse. Endnu et fantastisk år på Summer Breeze, hvor den sorte skole imponerede mest.
Alcest fik lagt et smukt punktum for en fredag, der kom alt for sent i gang, men som dog bød på gode norske indslag fra Vreid og evigt slagstærke Satyricon.
Årets mest hæsblæsende dagsprogram på Summer Breeze, hvor Behemoth og Heilung var dagens store højdepunkter og Orden Ogan og Stillbirth de uventede overraskelser.
Førstedagen var af den mindre forløsende karakter, hvor de fleste bands lød, som om de bare var endnu en dag på kontoret. En dag, hvor publikum til Kataklysm var det mest memorable – udover lejren.
En times gåsehudsfremkaldende føle-metal var lige, hvad de sortklædte horder søgte sent fredag aften. Alcest leverede varen med blot få kantede afbræk fra deres velkendte højstemte elegance.
Stjernehimlen lagde sit blålige skær over T-Stage på sidstedagen af Summer Breeze, og Sólstafir supplerede settingen med ambiens og bravour i sublimt afstemte mængder.
Paradise Lost lod sig ofre for rummeligheden i en times blandede bolsjer fra de sidste 23 år og nåede, på trods af tusmørket og den åbne stjernehimmel, aldrig over det middelmådige.
To uger efter Wacken stod Nergal & co klar til mere sublim satandyrkelse på lillebror-festivalen Summer Breeze. Gamle skeletter blev hevet ud af skabet, og råddenskaben ulmede.
Summer Breeze hylder diversiteten i metalverdenen år efter år, og det afspejler sig også i deltagernes spraglende påklædning. Vi bringer her nogle af festivalens mest underholdende outfits.
The Night Flight Orchestras hyldest til 80'ernes AOR-scene blev tilføjet et ekstra skud tung spade for at tilpasse sig metallen på Summer Breeze. Det havde de nu ikke behøvet.