Onsdag aften i Pumpehuset bød på tre bands. Line-uppet startede gennemsnitligt, men endte i klar amerikansk overlegenhed og publikums imponerede måben.
En veloplagt Rob Zombie og hans band fik Store Vega til at slippe bryster og balloner fri i halvanden times metallisk halbal i det muntre horrorland.
Folk var glade, bandet respektindgydende og Judas Priest i den grad værdige som hovednavn på Wacken Open Air, men skribenten var alligevel ikke fuldt ud tilfreds.
Biohazard imponerede på Wacken Open Airs solbeskinnede Party Stage med voldsom sceneaktivitet og gav den så meget gas, at det til sidst på besynderligvis ligefrem blev lidt ensformigt.
Amorphis holdt sig til det oldschool i et velspillet show, der i den grad kiggede tilbage i bagkataloget. Selvom magien fra dengang måske ikke helt kunne nås, så var det professionelt udført, stærkt og medrivende alligevel.
Endelig skinnede solen over Wacken, og Kataklysm serverede den perfekte morgenmad med en god omgang dødsmetal, der virkelig kom ud over scenekanten og satte mudderpølene i bevægelse.
My Dying Bride satsede på det gamle og forenede fornemt den smukke og alligevel til tider grumme musik med den mørke sommernats kølige temperaturer på Wacken Open Air.
Man går aldrig helt galt i byen, når Accept står på scenen og spiller deres klassikere. Men de kørte supporttjansen for Volbeat hjem på rutinen.
Veteranerne gik til stålet med 40 minutters dødsmetal, der virkede som en massiv mur i hovedet på de mange publikummer, der ikke vidste, hvad de var gået ind til.
Som et af de få rocknavne på årets Trailerpark Festival havde de festlige hardrockere i Förtress fået æren af at lukke torsdag nat ned på festivalens Soundvenue-scene. De kom til at arbejde hårdt for hyren.
Søndag aften på årets ‘Dirty Days of Summer’ på BETA bød på lækkert vejr, god stemning, BBQ, kolde fadøl og masser af thrash!
Høj sol, grillpølser, fadøl og, ikke mindst, tjæretyk sludge fra New Orleans gav en mindeværdig mandag aften på Amager til 'Dirty Days of Summer'
Annihilator har skuffet de sidste par gange, vi har set dem, men fredag aften lykkedes det canadierne at bryde kurven ved at give en energisk og vellykket koncert.
Der var en vis ensformighed over Ill Niños musik, men om de så havde spillet den samme sang igen og igen sættet igennem, så havde de med garanti stadig lavet en kæmpefest i teltet.
In Flames er sikkerheden selv. Ikke bare i musikalsk performance, men også for Wackens arrangører, der med bandet ved, at succesen er hjemme for festivalens kernepublikum. Showet var godt, men bandet kan levere magi, og det fik man ikke denne gang.
Samael slap godt fra et show, der havde programmerede trommer, selvom over 90 % af showet hyldede en klassisk plade, der er indspillet med rigtige trommer. Reaktionerne blandt publikum rakte til både fællessang og crowdsurf under teltdugen.
En velvalgt sætliste og en uventet gæst hev niveauet op, uden at publikum af den grund druknede i et overstrømmende blodbad som håbet
Skindred sikrede en misundelsesværdig pulseren foran Wackens Party Stage, da de leverede lige dele tunge riffs, drum'n'bass, heavy metal, reggae, hiphop... og et enkelt Metallica-cover.
Ingen kommer i nærheden af Obituary, når de er bedst. Det blev cementeret, da de leverede et af årets højdepunkter på teltscenen
Der var fyret godt op under forstærkerne, da Zakk Wylde og band indtog den store Black Stage fredag aften, men koncerten kom aldrig helt op at ringe.