Efter to årtier var Body Count tilbage i Danmark. Koncerten var ingen åbenbaring, men Ice-T og slænget sørgede alligevel for et af de shows, der vil stå fast i Copenhells kollektive hukommelse.

De franske økokrigere fløj op fra havets mørke og splittede Helviti fra hinanden lørdag aften i et forløsende, fuldendt metallisk hval-orgie.

Nilkrokodillen har de sidste mange millioner år været en effektiv og brutal dræber, selvom den ikke har udviklet sig. Den britiske udgave er tam og ligegyldig i sammenligning.

Metallens transkønnede heltinde strålede af sejr over sindets dæmoner. Mina Caputo og Life of Agony spillede med sublimt overskud det meste af deres suveræne debutplade 'River Runs Red', men vokalen var gennemgående for lav.

Konkhra gav en udmærket koncert på Copenhell, hvor de både fik luftet ny musik samt en stribe klassikere til deres dedikerede fans.

Tyske Morgoth spillede en udmærket koncert, der trods udskiftning af forsanger stadig mindede om bandets oprindelige lyd med stærk inspiration fra 90'ernes Florida.

End ikke en æggende parade af stramme hits kunne få Copenhells publikum til at feste med Primus. Men det gjorde ikke så meget: Vi, der lod bandet bide sig fast, havde det forrygende. 

Butcher Babies har valgt, at fokus ikke kun skal være på musikken, og det skæmmede et ellers udmærket show.

Pretty Maids leverede den vare, som de er kendt for, men det var måske ikke helt det rette til Copenhells publikum.

Ved deres første besøg på dansk grund viste Primordial, at de er hele hypen værd.

Trods et godt album i ryggen fik The Darkness ikke skabt den fest, man kunne håbe på på Helviti-scenen.

Hammerfall stod for den klassiske metal på årets Copenhell, og de slap umådelig godt fra at repræsentere genren.

Halshug sikrede sig en rå, flænsende og ærlig Copenhelldebut

Marduk leverede med vanlig stil en fortræffelig koncert, hvor de fik rykket publikum rundt i en alvorlig omgang black metal, der giver ømme nakker dagen efter.

Monolord luftede deres forkærlighed for de musikalske forbilleder med så store armbevægelser, at de i de sene nattetimer fik publikum til at feste godt igennem. Bandet har dog ikke sangene til at løfte sig over det middelmådige. 

Nuclear Assault tog forbi Copenhell på deres sidste turné nogensinde, og koncerten var et tydeligt bevis på, at det bestemt er helt rigtigt at stoppe nu.

Den svære tjans som åbnere af sidstedagens program stod Franklin Zoo for, omend de ikke var nævnt som andet end "Tak Rock!-vinder" i programmet. Selvom det var habilt og velspillet, så var der ikke nok gennemslagskraft i leveringen.

Klokken 14 på festivalens sidste dag er stadig morgen fra mange, men Horned Almighty gav intet for morgenro og sørgede for en bragende fed sort messe på Copenhells Pandæmonium-scene med formidabel lyd og ditto attitude.

Red Fang viste vejen og tog publikum med på en støvet sonisk rejse til en benhård bikerbar i Bumfuck Nowhere.

Sukkersøde serenader og dårlig humor er ikke en opskrift på succes.