Pladeanmeldelser
Tequilaen smager faktisk godt, men den har måske ikke så meget bid, som Vince Neil selv tror om sit soloalbum 'Tattoos & Tequila'.
Korn har gået grueligt meget igennem, og har på dette seneste udspil søgt tilbage til rødderne efter det musikalske jeg. Det er der kommet et hæderligt album ud af, som dog ikke når fordums niveau og storhed.
Lange lydklip skæmmer en ellers yderst veloplagt og velfungerende plade fra Iced Earth-leder Jon Schaffer.
De første gennemlytninger af 'Scream' er lammende. Det ene intetsigende nummer afløser det andet. Men hold fast i albummet, for flere af numrene åbner sig.
De slår ikke et Behemoth i topform, men trods ligheder gør canadiske Necronomicon det rigtigt godt med sin black/death metal på den tredje fuldlængder.
Hvis Jon Nödtveidt ikke var røget i fængsel, så kunne Thulcandras debutskive have været udgivet af Dissection efter 'Storm of the Light's Bane'
Witchery er næsten en "who's who" i svensk metal, da hobby-bandets medlemmer er kendt fra en række andre topnavne. Fire år er der gået siden sidst, men nu er album nr. fem på gaden.
Det er nogle lidt andre store navne, som spanske Angelus Apatrida har hældt i sin "The Big Four", der udgør inspirationskilderne til bandets glimrende 80'er thrashede 3. album.
Den tredje plade fra G.U. Medicine er lavet med sikker hånd, og vil måske ikke helbrede rocken, men holder den i hvert fald sund.
På sit tiende album er danske Royal Hunt mere rockende og mindre symfoniske. Og det er helt med vilje.
Man kunne måske efterlyse mere nytænkning fra Nicke Andersson, men på den anden side er han god til det, han gør.
Højt teknisk niveau og god musik med få fodfejl. Nevermore leverer varen, men ikke så vulkaner går i udbrud.
Via en kontrakt på Roadrunner Records skal Grand Magus nu forsøge at få sin doomede powermetal ud til lidt flere mennesker, og opskriften ser ud til at være ganske brugbar til formålet.
Finske Indica tvinger anmelder Anders Molin ud i en længere serie seriøse bekendelser, betroelser og men ingen overgivelse.
Uimponeret og selvsikkert går Order of Voices uden om samtlige fodfejl man kan lave på første udgivelse.
Krigshumøret er højt hos Sabaton, men evnerne i felten rækker ikke til en sejr.
En Anathema plade kræver tid – ikke bare for lytteren at fordøje, men også det engelske band, som sidst udgav et album med nyt materiale tilbage i 2003.
Genforenet med Jørn Lande når Masterplan desværre langt fra højderne fra bandets første to udgivelser.
Hvis man tror at Max Cavalera kreativt er brændt ud, må man åbenbart tro om igen.
Tue Madsen har givet Heaven Shall Burn en formidabel brølende lyd, men desværre har bandet ikke leveret sit mest memorable værk i tilgift.