Pladeanmeldelser
Svenske Pain of Salvation er tilbage med en indfølt retroplade, der gør op med den progressive musiks formåen.
Misery Index leverer den brutale vare på en måde som er til at forstå og let at holde af fra første lyt til bandets fjerde fuldlængde-album.
Bleeding Through spiller hæderligt, men ikke særligt fængende.
Cancer Bats' seneste har elementerne til at slå bro mellem hårdrockens fraktioner
'Pandemonium' er det 13. album fra Pretty Maids siden debuten i 1983. Heavy Horsens, som bandet også kaldes, har fået nyt og mere moderne udtryk – skabt af producer Jacob Hansen.
Exodus har med deres nye plade holdt, hvad der blev lovet, men er det nu også en god ide?...
Eciton har i processen mod plade nummer to oplevet tragisk modgang, men er stærkt tilbage med en glimrende omgang af den brutale dødsmetal.
Mens bassist Chi Cheng fortsat ligger i koma, forlænger Copenhell-aktuelle Deftones karrieren med et forsigtigt men kompetent udspil, der lidt for ofte giver indtrykket af ét skridt frem og to tilbage.
Priestess tilsidesætter sig selv for meget på album nummer to, som dog stadigvæk byder på retroherligheder.
Hvad der er øreguf for nogle, er ulækker ørevoks for andre. Tyske Lacrimas Profundere har smidt en ny plade på gaden, og den er bestemt ikke faldet i vor anmelders smag.
Der er absolut ikke sket nogen udvikling hos de italienske powermetalmestre, og det er både uforståeligt og en skam.
Der er gået ni år, siden der var nyskrevet materiale fra stener-rockerne i Karma to Burn, men nu har din pladepusher igen nyt fra det fortrinsvis instrumentale band.
Efter mange års hårdt arbejde på den københavnske undergrundsscene pladedebuterer Ripe, men der er stadig et stort arbejde at gøre.
Forsimplet prog rock eller excentrisk pop rock med et snert af emo? Neo prog? Who cares! Coheed and Cambria imponerer endnu en gang med fuldfede melodier og gode kunstner på instrumenterne.
Danske Nembience viser fænomenalt håndværk, men det kniber med ideerne.
Boil fra Århus har fået kontrakt på det re-aktive selskab Mighty Music, og derpå udkommer bandets andet album, der bestemt er værd at høre.
Coheed And Cambria favner stadig bredt, men har i kraft af store, melodiske vokallinjer et bindeled, der gør at det nye album hitter.
Man skulle tro, at et band så gammelt som Sick of It All ville sløje af på den, men det gør det bare ikke. Tværtimod!
Navnet Callejon er bestemt ikke noget der klinger godt i danske ører, da det lyder som noget, søskende på landet navngiver deres børn. Men tvinger man pladen på anlægget, bliver man belønnet med metalcore, der er betydeligt bedre end navnet og korsene på coveret får én til at forvente.
Det ser ikke ud til, at de mange års ventetid har gavnet Ratt synderligt meget, og syvende skive er i hvert fald ikke et comeback værd.