Pladeanmeldelser
Gorgoroth er tilbage, ondere end længe og uden Gaahl, men med Infernus usvigelig sikkert bag de sataniske toner!
Finsk doom er ofte af en ganske særlig, mørk kaliber, og Hanging Garden er ingen undtagelse
På græskledet tur tilbage til fortiden.
Det overlagt monotone bliver for meget i længden, og er desuden alt for smukt, hos danske Black Wreath.
Gæstelisten på Saattues anden fuldlængde er lang, og sammen har de skabt et lytteværdigt mørkt album.
Atreyus seneste er ok, men fænger ikke for alvor.
Man skulle tro, at pladeselskabet tror ligeså lidt på For Selena And Sin som denne anmelder, med det makværk af en promoskrivelse, der fulgte med albummet.
Det er for pænt og dermed for kedeligt, men alligevel med noget kvalitet, det som svenskerne laver på deres tredje udgivelse.
Dette er historien om The Cumshots' cd, der næsten ikke kom over i afspillerskuffen pga. at grimt cover og et helt vildt plat navn. Gudskelov, at den trods alt gjorde.
Bakteria redder sig en vaskeægte bundkarakter for et album med tekster, som bandet selv finder splatterklamme og groteske, selvom de blot er debile og umådeligt dårligt skrevne.
Bon Jovi fejrer 25-års albumjubilæum med den svage 'The Circle'. De skulle have holdt sig til 'Lost Highway'.
Pitbull Terrorist fra Finland og omegn spiller med musklerne i en lille halv time, og selvom det er udmærket, er repeat-knappen ikke det første, der overvejes, når den sidste bid grind er rundet ud.
Katatonia er ude med nyt tre år efter den succesrige forgænger, og bandet formår at genopfinde sig selv med mesterlige, mørke og dystre sange.
Inspirationskilderne er tydelige på danske Risings selvbetitlede EP, men det overskygger ikke det faktum, at vi her har at gøre med forfriskende dansk metal, som den skal skæres.
Slayers 10. album er en sikker fanfavorit. Der er, som altid, ingen dikkedarer og fuld knald på alle cylindre.
Ligesom amerikanerne i Nile synger ”there’s no god but God” med reference til Islam, så er der også kun et Nile – og det er stadig et mægtigt Nile.
Nogle albums skal høres i sin helhed og ikke i glimt. Paradise Lost har begået et af disse.
Forventningerne var skyhøje til Transatlantics tredje album, men det kunne de også sagtens være, for 'The Whirlwind' holder.
Hollandske Epica hylder mødet mellem symfoni og ondskab, og selvom der vises gode takter, kan det gøres meget bedre.
Five Finger Death Punchs 'War Is The Answer' er for kalkuleret, til at være spændende.