Pladeanmeldelser
Hvis man intet kender til finsk metalmusik gennem de seneste 15 år, så er her albummet til typen, der i folkeskolen lejede filmen for derefter at skrive bograpporten.
Traditionsrige instrumenter og arrangementer tilføjer en herlig ekstra dimension til den franske garage-rock, som Banane Metalik udfører i blodig stil.
Et dødkedeligt og uengageret liveudspil er hvad Bay Area thrasherne har sendt på gaden, som stiller spørgsmålet, hvorfor det band overhovedet lod sig gendanne.
Første comeback udspil fra hardcorelegenderne skuffer ikke
Den første udgivelse fra det genopstandne Hatesphere er hæderlig, men mangler de store riffs.
Wrath er til dato det bedste album fra Panteras arvtagere
Der er atter noget i gære i den danske dødsgryde, og The Cleansing disker op med velrørt råddenskab.
Den russisk/skandinaviske konstellation ”Icon In Me” har slået op på de sider, hvor der allerede var sat op til flere æselører og noter i bogen ”Metal music – for dummies”.
Submission klarer sig godt med den nyerhvervede sanger, der kom med i sidste time, og byder på flere skarpe sager.
Efter det vanvittige eventyr om rumvæsenet Ziltoid har geniet bevæget sig i en anden men lige så succesfuld retning.
Den norske super-sanger Jørn Lande udgiver album på samlebånd. Det burde han lade være med og i stedet tage sig tid til at gå lidt mere i dybden. For han er fremragende!
Alt er ved det gamle på det nye album fra Hammerfall. Så meget ved det gamle, at det til forveksling ligner autopilot.
Album nummer to fra Place Vendome er intet mindre end fremragende og kandiderer til titlen Årets Melodiske Rockalbum.
The Riffmeister strikes back. Den bedste udgave af Black Sabbath har begået et langtidsholdbart og ultratungt album, der i dén grad holder
“House of Dreams” er ikke i nærheden af at være lige så god som Sunstorms fine debut fra 2006, men har da sine gode sider.
En af frontfigurerne på den danske metalscene, Martin Steene, har nu også kastet sig over den gotiske rock. Og slipper godt fra det.
Melodiske Hardline med Johnny Gioeli i spidsen har udsendt album nummer tre, som distancerer de to foregående - og udmærkede - album fra gruppen.
Geoff Tate & Co. kæmper videre, selv om Seattle prog'erne helt tydeligt har deres karrieremæssige højdepunkter bag sig.
For pænt, for kedeligt og meget af det gamle er den hårde dom over nordeuropæernes comebackalbum
Svenskerne formår at få fortidens lyd til at lyde frisk i en moderne produktion, der alligevel forsøger at lyde som dengang.