Bandet, der ynder at lave sjov med sangtitler, kan såmænd sagtens lave dødsmetal selv, men det bliver aldrig andet end kød og kartofler.
Forventningerne er bygget op, og hypen har kørt på fuld mølle. Men tidsportalen åbner sig aldrig for alvor på den anden fuldlængde fra undergrundskometerne i Blood Incantation.
Hideous Divinity spiller tech-død. Det gør de fint. De vil gerne prøve noget andet og det fungerer ikke helt så godt for italienerne, der stadig magter frontalangrebet bedre end den skarpe sangskrivning.
Århusianske Galge serverer ekstremmetallisk buffet på bandets forfriskende debut-ep, der blander godt uden at miste den røde tråd.
Thorium kan deres dødsmetal og serverer den stilsikkert, ligesom deres forsangers uudtømmelige arsenal af anekdoter underholder. Deicide behandles dog ikke pænt.
”We're supposedly in f****n' Denmark!”. ”Old Nick” rallede, trommerne hamrede pitten til døde, og Bloodbath lukkede AMF ned med masser af Wacken-klassikere i ærmet.
Fredag bød, udover julebryg, på både klassisk dødsmetal ogl den mere heftige af slagsen, da Entombed A.D. førte an og havde taget Aborted og allestedsnærværende Baest med sig til festen på VEGA.
Nile har fået ny forsanger ved siden af Karl Sanders. Han skal løfte arven fra Dallas Toler-Wade, og det bidrager ikke med meget på den nye plade.
Konkhra bryder ti års pladetavshed med en jævn udgivelse, der holder sig på dødsdydernes rene sti men sjældent byder på mindeværdige højdepunkter.
Næstved-bandet Cauterizer koger sin dødsmetal op med oldschool-elementer, melodi og groove over lange sange, som tilmed har en lille flirt med det progressive.
Jamen, det er jo hele tre ting på én gang: Benni Bødkers 'Den dobbelte grav' er gys med tilhørende tegninger og vinyludgivelse i en uhellig treenighed.
Norske Blood Red Throne udgiver noget særdeles velproduceret dødsmetal, der bare savner det sidste i sangskrivningen for at være rigtig godt.
Afrika er for det meste et ubeskrevet blad, hvad angår metal. Det forsøger denne nye opsamling fra Svart Records, der dokumenterer den slagkraftige botswanesiske metalscene, at gøre om på.
Blood Eagles debut på et stort selskab og genkomst efter seks år uden udgivelser er en hæderlig ep, der fremkalder små smil uden for alvor at begejstre.
Kill-Town Death Fest åbnede Pumpehusets hovedscene med et brag af en koncert fra de franske horror-tech-okkultister, der i momenter efterlod os med åben mund og polypper.
Transgressor tilføjede deres egen, dionysiske nuance til dødspaletten og var en af fredagens mest forfriskende, dystre indslag tidligt på dagen.
Baest hugger til med en giftig toer, men den er ikke dødbringende. Referencerne er de helt rigtige, og alt lyder godt, men hvor er bæstet selv henne i det her?
Vastum kørte den hjem på pumpet brutalitet, og vandt points på at have den mest angrebslystne forsanger på hele Kill-Town 2019.
En halvtom sal, en aktiv pit og et ikke helt overbevisende band: Afslutningen på Kill-Town Death Fest var både uelegant og underholdende. Absurditeten toppede, da en person i publikum valgte at smide tøjet.
I menneskets celler findes mitokondrier, der producerer kemisk energi til cellerne som en slags kraftværk. Og canadiske Mitochondrion var da også et kraftværk, der buldrede løs.