Tirsdag aften dannede Loppen rammen om den tungeste tirsdag meget længe, da polske Dopelord stak hovederne forbi.
Debutalbummet fra Funeral Chasm vil være og er sortsynet og deprimerende funeral doom, men det er også sært vederkvægende midt i al mistrøstigheden.
Forandring fryder for Hooded Menace, der udskifter noget af det buldrende tunge med klassisk 80'er metal for derved at lande i et enklere lydbillede, hvor potentialet er stort omend ikke komplet i mål.
På Anguishs fjerde album får man mere af det gode. Men så heller ikke meget mere end det.
King Woman er tilbage og det i stor stil. Doom, shoegaze og alskens andre elementer blandes på deres hidtil bedste plade.
Ingen hooks. Ingen omkvæd. Ingen tunge grooves. Ingen genkendelighed. Kun atmosfære. Year Of No Light fejrer sig selv med en plade, der kun beskæftiger sig med stemning.
Offernat lægger op til den helt store rituelt frådende forløsning, men det er stadig skumringstid. Vi ser dog frem mod natten.
Hellish Form står som en perfekt destillation af knusende inspirationskilder og har frembragt et overlegent debutalbum
Russiske Moanhand smider en solid debutplade på gaden, hvor enmandshæren bag spiller doom med klassisk, pop, rock og black metal ind over. Lækkert.
Nogle plader kan koges ned til musikteori og tonereferater. Det kan denne ikke.
Finske Planeetta 9 serverer doomet metalrock på finsk, og det gøres med enkle fængende virkemidler og nogle ganske overbevisende omkvæd på den 18 minutter lange nyligt udgivne EP.
Science-fantasy doom, som lyden af et skibsskrog, der knuses af trykkket på havets bund.
Ét nummer skiller sig ud som formidabelt og fremragende og potentiale-forløsende for Demon Head, der med sit fjerde album har leveret endnu et solidt album – selvom noget af materialet ikke helt er oppe at ringe.
Efter nogle års udgivelsesfravær var de engelske dødsdoom-pionérer i My Dying Bride på banen med to udgivelser i 2020. Her følger lidt forsinket anmeldelsen af ep'en, der blev indspillet i samme session som albummet.
Californisk stoner doom med britisk mudder på kjortlen.
Dark Buddha Rising er en syrekakofoni med toner af Jefferson Airplane og Siouxsie and the Banshees. Et gotisk trip ud i rummet og ind i sindet.
Den ene synger mørke folkesange om smerte og død. De andre synger grim og beskidt sludge om … også smerte og død.
Arkansaskvartetten Pallbearers fjerde plade er kræs for de fans, der har fulgt bandet længe, men som syntes de var lige lidt for spændende i starten.
Kapitel 2 i Katlas række af ep'er, 'Warmongering Luciferians', lægger sig som en naturlig forlængelse af kapitel 1. Ikke så dumt endda, for hele herligheden er netop udgivet som ét album.
Efter at have ligget i skuffen i 12 år er quebecske Atramentus’ funeral doom-opus i tre akter endelig udkommet.