Khanate mestrede suspence til en grad, hvor vi hang hjælpeløst sprællende og gispede efter vejret, mens sjælen langsom gik i krampe til lugten af råddenskab.
Takh hypnotiserede os ind i deres doomede spindelvæv af dystopi og drømme, i sand Roadburn-ånd på tredjedagen.
Oven på den meget personlige forgænger ligner My Dying Bride atter sig selv her på 'A Mortal Binding' – både på godt og ondt.
Livgone kommer vidt omkring i de atmosfæriske sindelag med doomens tunge leje som omdrejningspunkt på 'Almost There' - en lovende debut for den franske trio.
Lucifer får på sin femte udgivelse markeret sig fornemt på toppen af den 70er-inspirerede rockscene.
Selvom der intet nyt er i mødet mellem doomgenren og det religiøse, så har effekten sjældent været så overbevisende og foruroligende som her på Mansions drabelige toer.
Cirith Ungols sjette og måske sidste album er tidløs og formidabelt velspillet metal fra en af genrens store stilskabere.
Strigoi var en overraskende booking i Næstved Metalfestivals lineup, men desværre blev det kun til 40 minutter i alt for meget dagslys.
Årets hovednavn Paradise Lost serverede en sand hitparade og lukkede Næstved Metalfest i stor stil.
Doom-legenderne beviste endnu engang, hvorfor de netop er legender, på en festival, hvor doomgenren ellers ikke får megen sendetid.
Electric Wizard mindede os om, at man ikke behøver mere end en bluesgang til at lave en knusende god koncert.
Demon Head lagde gradvist mere og mere til showet og gik fra den indledende fornemt satte stemning til den helt store finale i en times natteshow
Advarsel: Følelser forude!
Med sine infernalske natteskrig fordrev Shaam Larein solskinnet fra festivalpladsen
Britiske Green Lung frelste os på Gehenna med forførende okkulte fortællinger om sataniske ritualer, hekse og folkesagnsfigurer, alt sammen med solid nerve og rockstjerneattitude.
11 år er gået siden sidste plade med Saturnus. Nu er de omsider tilbage med nyt og det lyder (heldigvis) som det plejer.
Messa lever op til favorit-værdigheden med en kemi og stemmepragt, der mere end illustrerer, at de er klar til næste trin på karrierestigen.
På papieret lagde Betty Nansen Teatret og Konvent op til en komplet anderledes koncertoplavelse med kostumer og blod. I stedet blev publikum spist af med en 55 minutters temmelig ordinær koncert.
Doom metal, power metal, folkelementer, klassisk metal, epik i spandevis og højstemt patos; Cromlech er så baldrede og egensindige og ambitiøse-på-kanten-til-at-knække-over, at man kommer i tvivl, om det er godt eller ej, før man indser, at det egentlig er lige meget.
Shaam Larein har været på Metal Magic før, men denne gang var det lige på tærsklen til det store gennembrud.