Noiserockgruppen fra Texas fejrer 20-årsjubilæum og udgiver deres 9. album. Deres største udfordring er stadigvæk at leve op til deres egne kolossale præstationer i starten af 00'erne. Afslutningsvis når de dog både at indfri ambitionerne og næsten at opfylde en 10 år gammel våd drøm hos anmelderen.

Earth kan i år fejre 25-årsjubilæum. For at markere det skarpe hjørne smider Dylan Carlson og co. et nyt album på gaden, der er så kraftfuldt, at det vrider sig gennem marv og ben for at tage brændenælde-greb på lytterens inderste.

Godsmacks seneste udgivelse er en for lang ekskursion ned ad et spor, der længe har været en blind vej.

Myreflittige og fantastisk dygtige Joe Bonamassa bevæger sig rundt i bluesens mange forgreninger på sit nye og med vilje lidt ukonstante album.

Goat havde taget en fed tyk lyd med sig i Vega, hvor de fredag aften i sidste uge startede sin første Europa-turné. Festen kom aldrig rigtig i gang, og musikken var svingende, men når de var gode, var Goat altså virkelig gode.     

Få numre bider fra sig på Slashs andet udspil sammen med Myles Kennedy and the Conspirators. Elllers er der dømt klichefuld tomgang på 'World on Fire', der kedsommeligt nok spiller hele 77 minutter og minder én om, at musikalsk talent og sangskrivning ikke går hånd i hånd.

Goats anden fuldlængde har hverken samme friskhed eller kækhed som det koncertaktuelle bands debut. Til trods for lækre toner og sprudlende melodier formår den kun at få danseskoene til at bevæge sig moderat.    

Evnerne fejler intet hos Theory of a Deadman, men deres femte plade virker ikke som helt ærlig rockmusik. 

Danske A Road To Damascus imponerer med velskrevne numre og velsmurt, international lyd, men mangler de sidste point på identitets-kontoen.

Freddy And The Phantoms placerer Danmark fornemt på kortet over de bands, der med succes genopliver start-70'erne.

Lyden på 'The Black Market' er rodfæstet omkring årtusindskiftet, hvor bands som My Chemical Romance, som Rise Against lydmæssigt har en del til fælles med, blev dannet.

Devin Townsends Casualties of Cool-projekt er absolut ikke metal, men en meget udfordrende og spændende plade der emmer lidt af country, men mest af Devin.

På sit tredje udspil under eget navn tager Dinosaur Jr-frontmanden endnu en gang dybe, sjælelige spadestik med guitaren som sin bedste ven. 

Endnu et tidløst, meget fint og ultrastærkt, melodisk og upoppet singer/songwriter-album fra Mike Tramp, som altså snart må høste fortjent kunstnerisk anerkendelse

Dirty Days of Summer’s andendag stod i den sludgede bluesrocks tegn. På plakaten var svenske Blues Pills samt københavnske Hjortene. Det blev en velspillet aften, hvor en blond sanglærke syntes at overstråle alle. 

Musikken gik langsomt, men tiden hurtigt under det udmærkede show fra de amerikanske mørkemænd i A Pale Horse Named Death.

Japanske Boris er et herligt udisciplineret monster af et band, og på deres 19. studiealbum, ’Noise’, forener de det dystre med det farverige på nærmest suveræn vis.

Rockbraget udeblev på ingen måde under Jack Whites sene aftenoptræden på Orange, hvor det stod tydeligt frem, at manden - som så få andre - har sange af et så hårdtslående pragtformat, at de sagtens kan spille scenen op. Samtidig bruser han nærmest over af smittende spilleglæde. 

Spilletidspunktet søndag middag forhindrede ikke de rutinerede Skambankt i at levere en veloplagt og vedkommende rockfest for tredje gang i karrieren på festivalen.

Spids Nøgenhat leverede en succeskoncert, der ikke helt nåede højderne fra 2011, men stadig hensatte publikum og anmelder i ekstase.