Dool leverede et sympatisk, udynamisk hard rock-show, der kun udmærkede sig med få lyspunkter.
Der er ikke meget nyt at hente på Eluveties nye album 'Ànv'. Det hele har været gjort langt bedre før.
Behemoth skuffer såvel musikalsk som tematisk på deres seneste plade, der trygt kan rulles ud uden bekymringer for, at vandlåsen stopper til.
Machine Head er kunstnerisk gået i stå på 'Unatøned', der både musikalsk og tematisk er skuffende for alle parter.
Ghosts sjette album 'Skeletá' er en tynd omgang, der ikke bidrager til Tobias Forges kunstneriske virke med andet og mere end tomme kalorier.
Gira og Hahn lød forudsigeligt meget som det Swans, vi i forvejen kender dem for – blot mere skrabet og ind til benet.
Britiske kult-doomere gør comeback med ny sanger og lyder som sig selv. Desværre i en mat, glansløs og statisk version.
Der var lagt op til et af årets mere spændende koncertoplevelser, da Sumac og Moor Mother indtog Roadburns hovedscene lørdag eftermiddag – men realiteten levede ikke op til hypen.
Fredag aften indtog Cave In Roadburns Main Stage med en særlig præsentation: Deres klassiske album ‘Jupiter’(2000) spillet i sin helhed.
Benediction buldrer trofast derudad på deres nye plade, der viser et band, der stadig kan lave et fængende riff, men som hænger fast i en formel.
Mantar er blevet voksne, har skruet ned for vildskaben og vil måske bare gerne spille rock. Det behøver de ikke.
Pentagrams første album i ti år lyder, som den slags plader fra gamle bands gør: Det er lige så hæderligt, som det er overflødigt.
For mange forbehold skæmmede denne gang genhøret med Panteras sangskat, og vi fik ikke den store forløsning – var det bare endnu en dag på jobbet?
Tribulation gennemfører stilskiftet til metervaregoth fra 90'ernes overskudslager, uden at det står klart for lytteren, hvorfor de gør det.
Til trods for en større vægt på EDM end på den forrige udgivelse, er alt ved det sædvanlige i The Browning-universet – på godt og ondt.
Mizmor kom, stod og småkedede både publikum og sikkert også sig selv. Koncerten på Lasher Fest burde have været meget mere, end den endte med at blive.
Vaagenat skriver i pressematerialet, at de har knoklet i øvelokalet, og det kan man godt høre på deres musik. Men er det en god ting?
Schweiziske Amethyst er et relativt nyt band – men det høres ikke ligefrem på bandets første album, der lyder til at have mindst 40 år på bagen.
Man kan være i storform. Man kan have fremragende materiale med. Man kan spille så godt, det skal være. Lige lidt hjælper det, når lydforholdene er så dårlige, som de var til Blazing Eternitys koncert på Næstved Metalfest.
Leprous har efterhånden fundet en formel, de er trygge ved – men er det også formlen, lytterne stiller sig tilfredse med i længden?