De få havde det fantastisk, skabte liv i en mindre pit og hjalp med at slå huller i luften. De fleste oplevede en repetitiv ligegyldighed, der kun var interessant kortvarigt.
Elsk dem eller had dem. Skullclub spillede uanset hvad.
Kerry King og hans lejesvende fik en time til at gå med sekunda-thrash, der glimtvis aktiverede publikum. Når de spillede Slayer.
Nogle gange spiller tingene bare ikke. DVNE havde mange ting imod sig, og trods et par stærke plader var det bare ikke deres dag i onsdags.
Cradle of Filth gav præcis den koncert, man kunne have forventet og frygtet på Pandæmonium, hvor det aldrig blev rigtig farligt eller godt.
Det kan være vanvittigt hyggeligt at se et indlevende coverband fyre den af – men behøver det være på Copenhells hovedscene?
Until I Wake bragte New York-bangervibes til Gehenna, og fik de tidligt fremmødte op i gear fra formiddagen!
Setlisten var god, Architects var på, Parken var rædsom, og publikum var tunge at danse med.
Rotting Christ er søgt mod mere melodiske himmelstrøg i deres musik, hvilket efterlader lytteren med en poleret udgivelse, der bliver en mellemvare.
Scimitar var en af de koncerter, jeg på forhånd satte mig på, da der skulle fordeles anmeldertjanser under årets A Colossal Weekend. Som fan af Slægt og Shaam Larein var det en no-brainer. Desværre var det kun fedt på papiret.
Kerry King vinder ikke noget nyt terræn på sin debut som soloartist, men håndværket er i orden, og det gør, at pladen lige akkurat kan forsvares.
Der var egentlig intet galt med Wolves in the Throne Rooms koncert. Men var der noget godt med den?
På 'Banished by Sin' buldrer Deicide trofast videre i korstoget mod religion. Der er enkelte lyspunkter, men en forudsigelig udgivelse fra Benton og co.
Lord Spikeheart var en de optrædender vi tjekkede ud hjemmefra, hvor det vi fandt var imponerende nok til at prioritere det i programmet. Det viste sig, at projektet er bedre på plade end live.
Oven på den meget personlige forgænger ligner My Dying Bride atter sig selv her på 'A Mortal Binding' – både på godt og ondt.
Med en mangel på rød tråd og få stærke kompositioner udgiver While She Sleeps deres til dato dårligste plade.
Judas Priest forsøger at halse efter ungdommen med oppumpet og hyperkomprimeret metal, men glemmer sig selv i forsøget på at være hårde og hurtige.
Første soloalbum fra Bruce Dickinson i knap 20 år er kedelig – og det betyder nok, at man kun får sangene at høre én gang live.
Ihsahns nye, selvbetitlede plade er ikke helt den åbenbaring, man kunne håbe. Den er i stedet et middelmådigt miks af filmmusik og progressiv metal.
Saxon lyder som sig selv og sælger ikke ud. Men hvor mange gange kan man gentage samme formel og samme omkvæd uden at komme til at lyde træt?